Stormen spillede sin fløjte, ledsaget af de knirkende toner fra de gamle saloondøre, som den fik til at gå op og i. Der var engang, hvor der havde lydt klaverspil bag disse døren blandet ned pokerspillernes meldinger. Nu var der stille, lydene fra sletten var enerådende i denne støvede gade med de forladte huse. Støvet hvirvlede op og sved i hans øjne.
Bronco gik ned til enden af gaden med sin hest og vendte sig om. Her havde han vinden i ryggen og kunne se sandet hvirvle op. For ti år siden var guldårerne i området blevet tømte og alle havde forladt stedet. Kun en ville komme her nu, for at finde det kort, der viste til en åre, der stadig indeholdt noget. Bronco kiggede på huset, der var bygget af sammenmurede flasker. I en af disse flasker var kortet gemt, og Bronco havde med vilje fortalt en sortklædt mand, hvor det var. Denne sortklædte mand ville snart komme for at finde kortet.
Der kom han nu, det grådige. Hans hest nærmede sig i det fjerne. Herude var der ingen vidner på, hvad der skete.
Nu blev rytterens træk tydelige, det var den rigtige. Han havde sort overskæg, der passede til hans sorte hat.
”Du her, Bronco?”
”Ja, så kender du endda ikke mit rigtige navn.”
”Dit rigtige navn? Hvad er det da?”
”Se huset der af flasker, her er kortet over den stadigt rige guldåre, som jeg fortalte dig. Det var vel også det du kom efter for ti år siden.”
”Ja, men hvor ved du det fra?”
”Jeg var en dreng, der stod i døren og så, hvad der skete.”
Rytteren steg ned ad hesten og kiggede på ham.
”Hvad er dit rigtige navn?”
”Kan du gætte det?”
Den sortklædte mand stod og kiggede på ham, han lod hånden nærme sig sin seksløber, der lå i sit skæfte. Bronco lod også sin hånd bevæge sig ned mod skydevåbnet.
”Husk, herude er der ingen vidner. Var det ikke det, du sagde den gang?”
”Hvad er dit rigtige navn?”
”John Smith. Siger efternavnet dig noget?”
Den sortklædte svedte nu og lod sin hånd komme nærmere seksløberen.
”Her er ingen vidner, så du kan ikke blive dømt for at skyde mig,” sagde Bronco, ”det har du altid vidst, når nogen stod i vejen for dig og måtte ryddes af vejen.”
Den sortklædte trak sin pistol op, men Bronco trak hurtigere, hans pistol sang skærende gennem den hylende vind. En rød blomst tegnede sig på den sortklædtes pande, han slap pistolen og væltede i sandet, der gav et suk fra sig ved hans fald.
Bronco stak pistolen i skæftet, hoppede op på sin hest og trak den sortklædtes hest med efter sig, da han startede i luntetrav. En flok gribbe kom flyvende over saloonens tag.
”Velbekomme, ” sagde han.