"Jeg bryder mig ik' om det Brey."
Hanson hev den slidte hætte over hovedet, mens han skuttede sig for den bidende vind. Han havde stået i timer på den golde klippeskrænt og holdt øje med den enorme kolonne af indfødte der langsomt, men sikkert kom nærmere i det fjerne.
Nedenfor enden af den stejle klippeskrænt stod Brey, hans makker. Med en fast hånd om hestenes seletøj, og en bred hånd som skygge for den stegende sol, stod han og ventede utålmodigt på sin makkers tilbagekomst. De var sendt af sted af sheriffen for at granske de indfødtes øgede fremfærd. Hvad der kunne være skyld i dette, og hvad de kunne gøre for at stoppe den.
"Hva' der los Hanson" råbte Brey med sin bryske stemme, op til Hanson på toppen af skrænten.
"Det ser ud som om de deler sig!" råbte den anden tilbage.
"én mod øst, og én der forsætter i vores retning!" Hanson knappede sin frakke, pakkede sit grej, han havde bragt med op til sin udkigspost, og hastede ned mod Brey. Grus og småsten fløj omkring ham, og gjorde hans støvler mere brune end de var i forvejen.

De to pakdyr, de havde med, gav ildevarslende vrinsk fra sig. Hansons udmagrede krikke ligefrem rejste sig på bagbenene, og det krævede det ypperste af Brey at holde dem begge i ro.
"Vi må advare sheriffen inden de når byen." sagde Hanson stakåndet, mens han tog sig til brystet.
"Vi aner ik' hvilke våben de kan have anskaffet sig efter deres plyndring af New Spring."
Brey slyngede sig op på hesten og hev i tøjlerne.
"Så går jeg ud fra at vi hellere må skynde os at komme af sted". Han rakte resten af vandet i vandsækken til Hanson.
"Du rider mod øst og forsøger at komme dem i forkøbet, jeg vil..."
Et skarpt smæld eksploderede pludseligt et sted oppe fra den sky omsluttede klippe top. Hanson vendte sig om som et lyn. Brey lå krampende på den tørre, gule jord, begge hænder mod halsen og et forskrækket udtryk mejslet i det grove ansigt. Et skudsår fra halsen gav stille og roligt jorden væde og farvede den langsomt brun. Hanson drejede febrilsk rundt og forsøgte at få øje på gerningsmanden, men han var forsvundet som en falk på den åbne himmel.
"KOM FREM DIN KUJON!" han havde taget sin seksløber frem og pegede den hektisk i alle retninger, i et spinkelt, fortvivlet håb om at finde manden.
"det... det nytter intet..." den rallende lyd fra Brey krøb ham ned ad ryggen. Han løb hen til ham, og forsøgte med rystende hænder at presse såret og stoppe den voldsomme blødning. Brey hostede voldsomt, og ved hvert host sprøjtede blodet som et rødt springvand, fra munden.
"Det skal nok gå Brey!" Hanson rev ærmet af sin frakke og pressede det mod såret, men lige meget hjalp det. Blodet fossede gennem linnedet.
"Det skal nok gå..." gentog han, mens farven forsvandt fra Breys hud. Rundt om dem faldt fuglefjer stille og symbolsk.