Hemmeligheder

Opgavebeskrivelse

Skriv en kort fiktiv historie om en person som holder på en hemmelighed - fx værende sorg, had, glæde eller forelskelse. Bestem selv om teksten skal være humoristisk, dramatisk eller noget helt tredje. Du skal så vidt muligt prøve at benytte dig at teknikken "show, don't tell" - "sig det ikke, vis det". Teknikken går i sin enkelthed ud på at give læseren en oplevelse af historien gennem en persons gøren og laden, handlinger, kropssprog, ord, dialog, tanker, sanser og følelser - i modsætning til forfatterens egne redegørelser, beskrivelser og opsummeringer. Dog er det vigtigt at benytte teknikken med omtanke, netop fordi det er relativt tidskrævende at skulle vise i stedet for at fortælle.

Hvor lang tid kan et menneske holde på en hemmelighed, inden han eller hun bryder sammen? Ikke fysisk, men psykisk... ikke synligt, men skjult... jeg blev enig med mig selv om at jeg ikke ville vide det. Det var måske også det bedste.
Jeg var vant til at kunne dele alt med ham, men dette var umuligt. Det var simpelthen umuligt, og jeg kunne mærke hvordan mine følelser nærmest gnavede i indersiden af mit kranie. Anders gik ved min side, kun iført et par slidte cowboybukser, og sin jakke af kunstig læder. Håret var klippet kort, men af ren vane gik han stadig og strøg et par usynlige hårstrå væk fra øjnene. Under læderjakken havde han en gullig tank-top, med sporadiske pletter fra morgenmaden, uheldigt placeret i jakkens åbning. Sippede folk ville finde det useriøst, men mig gjorde det ikke noget. Absolut intet.
"Vil du med i parken i aften?" spurgte han henkastet, da vi stod ved krydset mellem Blichersgade og Agervej. Normalt var dette kryds trafikeret og fyldt med folk der gik forbi hinanden, mens de talte i deres mobiler, men denne aften var der forbavsende stille. Jeg vendte blikket væk fra krydset, og fik øjenkontakt med Anders. Han kiggede på mig med sine beregnende brune øjne, der lignede små kastanjer på en frossen sø. Han ventede utålmodigt på mit svar.
"Selvfølgelig" svarede jeg endelig efter nogle sekunder, der føltes som minutter. "Selvfølgelig kommer jeg".
Han vendte blikket tilbage mod krydset, mens hans ansigt flækkede på midten i et tilfreds smil.
Jeg vendte derimod blikket mod mine fødder.

Vi elskede begge parken på denne tid af året. Brune blade fløj rundt, mens de mindede os om at intet i livet varer evigt. Intet varer evigt, og hvis jeg fortalte ham min hemmelighed, så ville vores venskab i den grad heller ikke være noget der ville varer evigt. Anders kom fra et strengt konservativt hjem, med strenge normer for hvordan mennesker skulle omgå hinanden. Han var blevet opdraget til at elske folk som den smukke, men langsomme, Sophia fra parallelklassen. Mig derimod, ja jeg elskede ikke folk som Sophia på den måde som han gjorde. Jeg elskede på en helt anden måde. En måde som Anders med sikkerhed ville synes var forkert, forskruet og en synd af de store. Jeg kan huske min første seksuelle oplevelse som var det noget der var sket i går. Jeg husker, hvordan Maria havde kastet et skuffet blik, der sagde mere end tusind ord. Hvordan hun senere havde fortalt de andre i klassen, hvor dårlig jeg var i sengen. De mange ydmygende blikke fulgte mig stadig uanset hvor jeg befandt mig. Kun Anders havde stået op for mig. Piger var ik' noget for mig.

Skriv kommentar

Besvarelsen Er det en synd at være den jeg er? er publiceret 24/03-2015 16:39 af Jannik Ledreborg Brun (Brownie Jannik) under skriveøvelsen Hemmeligheder.
Version 1 - 24/03-2015 16:39
Besvarelsen er på 450 ord og lix-tallet er 31.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

5 år siden
#1 Jytte Black (Lilla Blomst)
Hej Jannik
Det lykkedes dig rigtig godt at få beskrevet hvad at hemmeligheden er.
Vh. Jytte
5 år siden
5 år siden
#2 Simone Hjort (Milana)
Jeg elsker din måde at skrive på, det var fedt at læse det her! :) Håber på mere af samme slags.
5 år siden