Jack sad på sin frakke, i den lumre Texanske aften, og stirrede intenst ind i bålet, hvis flammer dansede vildt og forførende mod nattehimlen. Hans øjne var fjerne, mens han lod mundharpens toner skærer ensomt gennem landskabet. Klipper og sand. De to ord fyger gennem mit hoved. Det var alt hvad vi havde set i lang tid, siden vi forlod San Antonio. Jack og jeg.
De eneste overlevende.

Jeg kunne stadig se udtrykket i mine venners ansigt, når kuglen røg gennem deres bryst.
Det er sådan en sær oplevelse. Det er ikke som at følge en slægtning blive taget langsomt af døden, hvor man ser dem visne dag for dag. Det er langt mere uhåndgribeligt...det ene øjeblik er personen lyslevende og få sekunder efter ligger de iskolde på jorden, med øjne der fortæller om død. Kaput. På mindre end et minut.

Men det sære er, at det ikke engang kun er mine landsmænds død jeg angrer. Jeg kan også se ansigterne på mændende i Santa Anas hær. Bedende, halvt badet i rædsel. Jeg ser pistolen peget mod deres hjerter, og gengiver hvordan jeg uden tøven lader kuglen flyve. Jeg ser ansigterne på alle de mexicanere, alle de indianere mit folk har dræbt. Alle dem jeg har dræbt. Og jeg græder.

Jeg er Alamoens sidste forsvarer.
På nær Jack selvfølgelig.

Men jeg føler ikke længere den samme stolte knugen i brystet. Drømmen var, at ordene "Remember the Alamo" skulle få alle omkring os til at hæve deres krus til skål, beundre vores bedrifter. Men selv hvis vi havde vundet, hvad kæmper vi så for? Døden? For land, som ikke engang er vores?
Jeg er i tvivl, og deri ligger fejlen. For når man først begynder at se tingene fra fjendens synsvinkel, at forstå dem, ved man ikke hvor man selv står. Kun den som har set sin fjendes dødsøjeblik, og følt deres smerte på egen krop vil kunne forstå.

Jeg trækker tæppet længere op om skuldrene og prøver at lukke den begyndende kulde ude. Jack har kun sagt ganske få ord siden vi red væk fra slagmarken, og alt hvad han gør er at stirre ud i luften, mens han spiller på den åndsvage mundharmonika. Det gør mig sindssyg. Jeg kan se smerten i hans blik, og anklagen i hans vejrbidte, unge ansigt. Jeg ved at han aldrig vil tilgive mig, og dog ville jeg gøre, hvad jeg gjorde tusinde gange igen.

En coyote hyler et sted ude i det mørkeblå, og jeg skutter mig under tæppet. Jacks toner blander sig med præriens lyde og jeg døser hen i mine drømme, drømme om åbne vidder og storslåede bjerge. Om majs, stegt over bålet.
Jeg drømmer om den smukke mexicanske kvinde, jeg engang så dø.

I det samme bliver der stille og tonerne forstummer. Der lyder et brag fra en revolver.