Malene og Lisa stod foran hende. De var fantastisk smukke i deres grønne kjoler. Begge så ud præcis sådan som, hun havde forestillet sig det. "Laura, er du meget nerøvs?" Lisa lagde en arm om hende. Laura kunne ikke engang tale, men svarede med et nik. "Mikkel står og venter på dig. Han bider jo ikke." Malenes kommentar var et tydeligt forsøg på at få deres sædvandlige humor tilbage. Haura smilte anspændt. Hendes hvide kjole var stram og de røde roser dirrede. "Du er så smuk. Det var godt, du fik den halskæde. Det er kronen på værket." Lisa smilede igen. "Jeg fik den af Mikkel. Da vi var små." Laura rødmede ved mindet. "Er du klar skat?" Med grødet stemme tog Claus sin datters hånd. "Klar." Lisa og Malene tog Lauras små kusiner ved hånden, og tog slæbet. Med en falsk klang fra oglet åbnede dørene sig. Laura blev mødt af de manges blikke. De hviskede om hvor sød hun så ud. Laura gyste. Der var langt op til alteret. Med sin fars støtte lykkedes det ikke at falde. Mikkel stod oppe uoverskueigt langt væk sammen med sin ven Stefan. Koldsveden tittede frem på anden. Mikkel smilede da han så sin dirrende brud. Endelig kunne hun lægge sin hånd i hans, og blive ført de sidste to meter. Præsten plaprede om trofast kærelighed, der havde holdt i så mange år. Selv i Lauras egne ører lød hendes "ja" som et forkølet får. Mikkel lød som altid stærk og klar til at besejre verdenen. Også var det hele overstået. Endelig kunne hun og Mikkel sætte sig i bilen.