Vindens sagte hvisken giver genlyd ned gennem den støvede boulevard. Knagende træværk og ruskende ørkengræs blander sig med lyden af to sæt støvler der stolt går hinanden i møde. Tunge afmålte skridt i sandet, der langsomt nærmer sig hinanden. Omkring dem holder den lille by vejret. Som maskingeværsild sendes der sigende, nervøse blikke til hinanden. Alle ved hvad der er sket, alle ved hvad der skal ske - men ingen vil sige noget. Det syder af spænding; ubemærket opbygges forventningen til en forløsning.

De to sæt støvler standser deres afmålte gang. Tyve skridt fra hinanden, som det altid har heddet sig. De to mænd stirrer intenst på hinanden. Hver af dem med stålsatte øjne og et ansigt af sten. Hver af dem med en knude i maven og en sitren i hele kroppen. Andrenalinen blander sig med fortvivlelsen. Det er kommet hertil, ingen af dem kan bakke ud nu. Hvordan kunne det komme her til, uden anden løsning?

Man skal altid have en helt og en skurk. Helten skal vise sit mandsmod og overkomme skurkens nederdrægtighed med kløgt, snilde og styrke. Heltens handlinger retfærdiggøres af skurkens handlinger, helten er den modvillige der vil gøre uret til ret. Skurken er den som presser helten til det yderste; tvinger hans hånd til yderligheder. Der er to skarpladte revolvere til to brødre. To brødre som står tyve skridt fra hinanden. Solen er højest på himmelen og hededisen flakker omkring i det fjerne.

Her er der ingen helte. Her er der ingen skurke.

Deres hænder sitrer, svagt, af andrenalinen som de løfter op i siden på deres lange frakker. Blikket mellem dem er intenst, bedende, tryglende. Ingen af dem ville at det skulle komme så vidt. Ingen af dem ønsker at være den første; de vil have den anden til at tvinge deres hånd. De vil have retfærdigheden skal ske dem fyldest. Blikket mellem dem fyldes af vrede og sorg. Maven snurrer sig sammen, munden tørrer ind.

Sanserne eksploderer i et væld af indtryk, de sidste sekunder på denne jord skal huskes. Glædespigens vejrtrækning oppe fra balkonen. Bartenderens nervøse hænder der sagte pudser et glas. Lyden af solens stråler der opvarmer overfladen. Sveddråbernes flakkende rislen ned langs ryggen. Den ladte revolver i siden som vejrer tungt. Broderens anspændte vejrtrækning. Der er ingen vej tilbage. Begges hænder er nu tvunget til at trække, men ikke trække først. Blikket mellem dem fyldes med frygt og afmagt; kroppen tager overhånd.

To revolveres smæld giver genlyd udover prærien.

En skurk falder til jorden. En helt står tilbage.