Jeg gik langsomt ind i klasselokalet. Ingen kiggede på mig, som sædvanligt. Min bedste ven sad i hjørnet. Bedste ven. Det kunne man vist ikke kalde ham mere. Efter han var begyndt at date hende barbie-dukken, havde han ikke længere haft tid til mig. Hun cirklede om ham. Grinte af hans jokes, smilte af hans kommentarer. Hang på ham, som var han et klatretræ. Hvordan kunne han holde den dulle ud? Jeg kiggede rasende væk. Kunne ikke klare at kigge på dem. Det pinte mig hver gang hun rørte ham. Fyldte mig med had. Hvert eneste blik, hver eneste lille berøring føltes for mig som en iskold metalsyl, som blev boret igennem mig. Tårerne vældede op i mine øjne. Hvordan kunne han gøre det? Det skulle jo have været mig der sad der på skødet af ham. Mig der skulle have kærtegnet hans kind. Mig der skulle have følt varmen ved hans lette berøring. MIG! Ingen andre! Jeg knyttede næverne.
Mit blik hæftede sig fast på hendes perfekte ansigt. Hendes falske smil. Gad vide hvordan hun så ud under al den make-up? Raseri og frustration vældede op i mig. Hvordan kunne han gøre dette mod mig? Mig som havde holdt om ham, når han var trist. Mig som altid havde været der for ham? Mit hjerte hamrede hårdt og alt jeg ønskede var at fortælle ham, hvad jeg mente om det. Hvad jeg mente om hans nye "kæreste." Jeg havde lyst til at råbe ham lige op i ansigtet og komme ud med alt hvad jeg havde på hjertet. Jeg ville slutte af med at fortælle ham, at hans lille luder af en kæreste ikke rigtigt elskede ham. Hun brugte ham. Brugte klassens fornuftige dreng til at høste "likes" fra de andre. For han var pæn, sød, og klog, men bedst af alt, han var sig selv. Mine tanker ræsede rundt i hovedet på mig. Der var hverken hoved eller hale på det. Midt i al det, gik sandheden op for mig.
Jeg blev forfærdet over mine egne tanker. Forfærdet over den vrede som havde fået mig til at ønske sådan nogle ting. Hvordan kunne det dog gå så vidt? Jeg kiggede over på ham med tårer i øjnene. Han smilte, var lykkelig. Ingen måtte vide mine følelser, det ville knuse alt håb om at få vores gamle forhold tilbage. Alt jeg ønskede var jo, at han var glad. Jeg lukkede øjnene. Jeg havde ingen at snakke med, ingen der forstod. Jeg håbede at han en dag ville få tid til mig igen. I mellemtiden måtte jeg udstå synet af hendes krop i hans arme. Klokken ringede ind. Dagen fortsatte, men jeg selv var gået i stå.