Tingesten

Opgavebeskrivelse

Skriv en fiktiv historie set fra en bestemt tings synspunkt, som om den kunne tænke eller føle. Tingen kan være hvad som helst - et møbel, et kamera, et lyssignal, en is, en bog og så videre. Gør meget ud af hvad sådan en ting ville tænke om os mennesker, hvis den nu kunne. Du bestemmer selv, om det skal være humoristisk, sørgeligt eller dramatisk.

Udenfor lægger sneen sig som et tykt pyntende lag. På mig har et tykt lag støv lagt sig til rette. Uinspirerende.
Du tager fat i ryggen på mig, puster på mig og nyser. Et par af mine nabobøger får samme behandling, og bliver stablet ovenpå mig.
Du tror ikke, vi er klar over, hvilken tid på året det er. Du tror bøger er dumme. Ha! som om det ikke er fra os, du har al din viden. Og jeg ved da godt, at der kun er 4 dage til eksamen. Mon ikke du skulle have overvejet at støve os af lidt tidligere. Vi bliver hastigt lagt på bordet og efterladt. Den øverste bog får overbalance i farten og vælter ned på gulvet. Den stakkel. Godt det ikke er mig!
Nu vender du tilbage med papir og blyant. Du sætter dig, flytter de andre bøger til side og åbner mig.
Ja, jeg vidste jo nok, at jeg var den vigtigste.
Du sidder dér og mumler for dig selv, tror, jeg ikke kan høre dig. Men jeg ved præcis, hvad du søger. Det hele står på side 375, men det må du selv tage og finde ud af. Du bladrer lidt rundt, men kommer ikke engang i nærheden af side 375. Fjols!
Du rejser dig igen, og kommer lidt efter tilbage med en kop kaffe og en væmmelig fedtet kage. Føj! Du har at holde det stads langt væk fra mig!
Så standser du på side 143. Aah! Du kommer så meget til at dumpe den eksamen. Du bladrer langsomt videre med den ene hånd, og fører et stykke kage op til munden med den anden hånd. Åh nej, koncentrer dig dog! din kage den...
Føj! Det tilgiver jeg dig aldrig!
Du rækker ud efter et stykke køkkenrulle, og tørrer klodset side 144 af. Ja ja, krøl da bare mine sider nu du er så godt i gang.
Så rejser du dig og tænder radioen. Hvad skal nu det gøre godt for? Igen bladrer du hurtigt rundt. Pas nu på! Jeg er lavet af papir. Jeg kan gå i stykker! Du stopper på side 372. Så tæt på, dit lille fjols.
Og så synger du med på sangen i radioen. Skån os!
Med et smæld smækker du mig i, og tager én af de andre bøger. Det er også godt det samme. Så kan det være, jeg bliver forskånet for den kaffe du uden tvivl vil spille om lidt. Side 375 får du aldrig at se.
Din telefon siger sin sædvanlige skingre lyd. Du tager den og taster ivrigt før du lægger den ved siden af mig. Kaster et blik på den åbne bog. Rejser dig. Slukker radioen. du tager jakke og støvler på. Hvor skal du nu hen?
Du rækker din hånd ud imod mig. Fornuftig pige.
Hov! Hvad nu? Du tog telefonen, ikke mig.
"Hej jeg er der om 20 minutter, hvad skal vi se?" du smækker hoveddøren og er væk.
Du kommer så meget til at dumpe den eksamen!

Skriv kommentar

Besvarelsen Den forsømte bog er publiceret 18/12-2012 12:31 af Michala Escherich (Machula T.) under skriveøvelsen Tingesten.
Version 1 - 18/12-2012 12:31
Besvarelsen er på 500 ord og lix-tallet er 17.

Log på for at skrive en kommentar til denne tekst. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.

11 år siden
#1 Ditte Kunkel Klitmøller
Rigtig god historie!!! Levende fortælling, jeg kunne virkelig føle bøgerne harme - men stadig med et glimt i øjet. Godt skrevet!
Tak for læsningen.
11 år siden