Jeg havde mistet al form for tidsfornemmelse. Her var mørkt og trængt i kassen, og julestjernen blev ved med at prikke mig i ryggen. Jeg kunne ikke engang vende mig. Det eneste der holdt mig oppe, var tanken om, at jeg nok snart ville blive fundet frem og hængt op på juletræet. Det var altid det eneste sted jeg følte mig værdsat.
Endelig kom dagen hvor kassen blev taget ned fra hylden og støvet af, inden låget blev taget af, og et barneansigt smilede ned til mig.
Jeg havde været en del af familien i mange år, og jeg var deres yndlings kugle. Det gik over min forstand, at man kunne behandle sin yndlings kugle på den måde. Jeg blev kun taget frem én gang om året, hvorefter jeg igen blev puttet ned i en mørk, støvet kasse sammen med de andre jule kugler. De almindelige jule kugler. Og jeg vil vædde min snor på, at de ikke så meget som skænkede mig en tanke i løbet af mit år i kassen.
Jeg blev vækket af mine minder, da små barnehænder tog fat om mig og bar mig forsigtigt hen mod juletræet. Jeg var altid den første til at blive placeret på træet, på øverste gren. Jeg var hævet over de andre kugler, bogstaveligt talt. På trods af min skuffelse over familiens mangel på opmærksomhed, følte jeg en smule taknemmelighed, for endelig var jeg i live igen. Jeg sad der på min gren og havde en udsigt over hele stuen og det meste af haven. Folk der gik forbi mig, sagde 'næææh' og 'neeej', og jeg følte, at jeg gik flere kugle størrelser op af stolthed.
Som sædvanligt gik julen alt for hurtigt, og min tid i lyset kom til en ende. Familien samledes og afklædte træet. Jeg var altid den sidste der blev taget ned, så jeg fik længst tid på træet. De velkendte barnehænder greb min snor. De næste sekunder var som slowmotion for mig; barnet løb mod kassen, som jeg skulle fanges i. Hun snublede over en legetøjsbil, og væltede. Hun tabte mig i faldet, og jeg fløj igennem luften. Vinden blæste i min snor, og jeg havde aldrig følt mig så fri. Men jo tættere jeg kom på det kolde stengulv, jo mere panisk blev jeg. Var der ingen der havde tænkt sig at redde mig? Med ét ramte jeg gulvet, og jeg hørte mig selv smadre, før jeg kunne føle smerten. Jeg kiggede over mod familien, og fyldtes med sorg, da jeg så at de alle sammen var løbet hen til det væltede barn, i stedet for mig. Smerten fra faldet blandedes med smerten i mit hjerte. Jeg blev samlet op, men lagt ned i kassen igen, selvom jeg var itu.
Jeg ligger endnu i kassen, år efter år, med håbet om, at når familien en gang om året tager kassen ned, og tager låget af, så vil de få øje på mig og hænge mig på træet igen.