Jeg ligger her i stanken og tænker melankolsk tilbage på, hvor lykkelig jeg har været. Hvor blind og godtroende, jeg har været. Hun har jo andre end mig, selvom den tanke aldrig har strejfet mig før. Måske er jeg vattet, men i det mindste har jeg fået lov til at elske hende. At smyge mig ind til hende og tage med hende overalt. Stanken er næsten uudholdelig, og jeg kan ikke lade være med at tænke tilbage - endnu en gang.
Du så mig med det samme, du trådte ind. Det husker jeg så tydeligt. Spillet i dine blå øjne omkranset af sorte vipper, lod mig vide, at du faktisk havde tænkt dig at tage mig med. Det føltes som slowmotion. Tiltrækning. Med let hånd blev jeg løftet ned fra det kolde jernspyd.
Sikken lettelse at føle varmen fra din hånd stråle ud af den bløde hud.
Og inde bag forhænget skete magien, som jeg havde drømt om så længe og egentlig aldrig havde troet, jeg ville opnå. Endelig en varme og en blødhed, som ikke engang kunne have udspillet sig i mine hedeste drømme. Et sagte, metallisk klik. Et perfekt par.
Derhjemme i lejligheden samlede du mig op, vendte mig om med en elegant bevægelse og klippede så en lille plasticsnor over, som sad omkring mig med en lille papirlap på. Jeg observerede lykkeligt, hvordan du tog din røde flæsebluse af og smed den. Du havde nådigt klippet den besnærende plasticsnor af mig som tegn på din tilfredshed med mig. Igen samlede du mig op, og jeg åbnede mig villigt - KLIK - som fod i hose passede vi atter sammen. Hvis jeg ikke havde været sort, ville stoltheden sikkert have lyst ud af mig. Og du var glad.
Men glæden aftog for hver uge og måned, der gik. Og syv måneder fra den dag, du hentede mig i butikken, landede jeg i en stinkende skraldespand fyldt med gulerodsskræller. Da jeg ikke var ny og spændende mere. Da du var blevet træt af mig.
En uværdig og ydmygende afslutning på et så intimt forhold, vil jeg bestemt mene, nu hvor jeg ligger her og glaner ind i skabsdøren - indefra, vel at mærke. Her lugter, og her er koldt. Selvom du behandler mig som skidt, kan jeg ikke lade være med at håbe på, at du skifter mening. At du henter mig. At du tager mig tilbage, vasker mig og lader mig kramme dig igen. Alle bliver jo ældre, hvad gør dog et par løbne sømme? Jeg plejede faktisk at hade at blive gemt i skabet, mens det var de andres tur... nu virker det mørke skab som himlen i forhold til min nuværende seng af gulerodsskræller. Det skulle være os for evigt. Men jeg er blevet erstattet af en yngre og smartere model... oveni købet uden bøjler. En 75C ligesom mig. Men bare vent, din charlatan. En dag vil du også ende dine dage på en seng af affald og gulerod.