"Det er en syg verden vi lever i!" råbte jeg, idet attentatmanden trak sin automatpistol og styrtede mod os. Vi for af sted gennem gangene på det nybyggede prestigebyggeri, som havde til formål at belyse statens magt over befolkningen. Aldrig havde jeg løbet så stærkt, men det her gjaldt liv eller død. De lange lige og hvide gange var ikke just en fordel for os, vores eneste redning nu var at komme væk - og det i en fart.
En stor dør tårnede op foran os, jeg sendte et desperat håb, om at døren ikke var låst, idet jeg kastede et blik over skulderen. Attentatmanden var skræmmende tæt på og kun to kugler fra at ende vores liv. I det samme gik døren op, den måtte være automatisk, nogen havde hørt min bøn.

Bag døren var oseaner af trapper, som tårnede op over hovederne på os, og som dannede store kløfter under fødderne på os. "Elevatoren! " råbte Elias, han stod allerede derinde og dørene var ved at klappe i, jeg nåede kun akkurat i glide ind, da en salve af skud ramte elevatorens døre.

Det var ubeskriveligt at vente i elevatoren, mens vores attentatmand var lige en hælene på os. I min rastløse tåge og angst tog jeg mit rationeringskort frem og skar mig med det. "Hvad laver du?" spurgte Elias desperat, "jeg bliver nødt til at lægge en besked, de kan forstå," sagde jeg, mens jeg holdt kortet under min bloddryppende hånd, jeg lagde det på gulvet i elevatoren. "Bling!" elevatordørene åbnede, vi var i kælderen og 20 meter fra os, hang et grønt "exit" skilt, "her!" råbte jeg, vi styrtede af sted ud af døren. "Bling!" attentatmanden for efter os og var endnu en gang i hælene på os.

Elias havde intet med dette at gøre, han havde bare været på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, "vi splitter op!" råbte jeg til ham. "Det eneste i kan finde ud af er rationeringer, ødelæggelse og død!" skreg jeg, så mine lunger gjorde ondt. Attentatmanden fulgte efter mig i stedet for Elias.

Jeg spurtede gennem de mørke og kolde gader med kun få og svage belysninger fra gadelygter. Pludselig løb jeg på græs, jeg kunne hverken se eller fornemme, hvor jeg var. Jeg fortsatte, men blev pludselig fanget af et net, "hvad fanden sker der?" skreg jeg, mit hjerte hamrede af sted, mens jeg fumlede mig fri. Jeg kom på benene, men kunne høre skridt nærme sig. I mørket gik det op for mig, at jeg stod fanget i et mål, jeg var på en fodboldbane. Ude i straffesparksfeltet stod min attentatmand. "Man skal passe på med, hvad man siger," og så hørte jeg skuddet.