Jeg kender dine fingre. De løfter mig forsigtigt op. De stryger hen over mig, som vil du vække mig blidt ved dine rituelle kærtegn. Jeg er din og ingen andens, og når du stryger buen forsigtigt hen over mine strenge, kilder du mig, og mine toner springer frem som ud af den blå luft. Når du da roligt ligger mig til din kind, kan jeg mærke dit åndedrag og dit hjerte, der i pulsen slår næsten i takt med musikken, vi skaber.
Nogle gange er musikken sørgmodig, og jeg føler ind i mit træværks indre den sælsomme stemning, vi skaber omkring os. Andre gange er staven meget hurtig næsten agressiv, når den hidsigt rammer mig. Det gør mig ingen ting, for jeg mærker, hvordan du føler gennem mig og glædes over det, som vi kan sammen. De kan klappe, og de kan beundre, men i musikken er vi alene, og det kan jeg lide.
En dag var det dog, som om du var ekstra ked af det hele, og dine tårer ramte mig som skår i den glæde, vi ellers plejede at kunne finde sammen. Du spillede falsk, og dine voldsomme strøg gjorde mig ondt, som var det mig, du var vred på. Tilsidst kastede du mig til jorden, og jeg kom tilskade. Jeg kunne ikke lade være med at blive vred, men da du hurtigt samlede mig op igen og satte dig med mig, mens dine tårer dryppede fra dine øje, var det mig umuligt at forblive vred. Jeg var trods alt ikke gået helt i stykker, havde bare fået nogle knubs. Men du var utrøstelig, og jeg ville ønske, jeg kunne have bedt dig spille lidt, så vi kunne finde glæden sammen igen.
Men da kom han ind på dit værelse og uden et ord rakte han hånden ud mod dig. Du knugende pludseligt mig tæt ind til dig, hvilket jeg nød, men da greb han hårdt om mig og flåede mig fra dine små fingre. Jeg ved ikke, hvad han sagde, men han var vred som en musikalsk fanfare.
Alle mine fibre rakte ud efter dig, men du forsvandt så hurtigt fra mig, at det efterlod en smerte i mig, der var meget værre end mine skræmmer. Som om nogen havde revet alle mine strenge ud af deres huller.
Jeg så dig aldrig igen, selvom jeg så andre store og små mennesker. Deres musik skabte dog aldrig den musik, vi gjorde. Jeg forsøgte at finde deres fingres samhørighed med mine strenge og musik, men som tøj, der bare ikke passer, fandt jeg aldrig det, som vi havde hos nogen anden.
Nu ligger jeg et sted i mørket og hører nok aldrig mine egne toner, min stemme igen. Men kunne min stemme transcendere barrieren mellem os, ville jeg fortælle dig, hvad du og vores musik betød for mig. Jeg ville fortælle dig, hvordan vi engang var et og altid fandt glæden trods alle menneskelivets vanskeligheder, og hvordan jeg fortsat håber, du har fundet glæden i livet uden mig.