Jeg husker det tydeligt. Jeg husker, hvordan jeg en dag vågnede i en gammel butik sammen med mange andre spejle. Ikke for at prale eller noget, men jeg var nok et af de smukkeste spejle i den butik. Mine detaljer var så ubeskrivelig smukke. Jeg havde en smuk sølvramme i kanten med bølger og en smuk blank overflade. Butikken var et kedeligt og trist sted. Heldigvis behøvede jeg ikke stå der så længe. En dag kom to mennesker, en mand og en kvinde. De hentede mig ud af butikken og tog mig med dem hen til en stor bygning af sten. Det var de to menneskers hjem. De hang mig op på en væg i et rum fyldt med knager og jakker.
"Det ser pænt ud, synes du ikke, Karl?" spurgte kvinden.
Manden stod foran mig og rettede lidt på mig, så jeg kunne hænge lige. Herefter smilede han og nikkede.
"Ja. Det pynter. Nu kan jeg se, hvordan jeg ser ud inden jeg tager på arbejde," sagde manden.
I starten brød jeg mig ikke om dem. De var sære, synes jeg, men at hænge i deres hjem var alligevel meget spændende. Jeg viste alt, hvad der skete i huset.
Et år efter jeg var kommet ind i huset, fik parret to børn. En pige og en lille dreng. Familien var meget lykkelig sammen... Men så kom krigen. Anden verdenskrig. Huset herre forlod en dag familien, mens de så til med bekymrede blikke. De næste par måneder var forfærdelige. Husets frue var ude af sig selv af bekymring. Hun lignede slet ikke sig selv. Hendes smil var ikke længere ægte. Hun smilede selvfølgelig, når hun fik gæster og så glad ud. Alligevel kunne hun ikke skjule sin bekymring for mig. Endelig en dag kom der et brev. Desværre var det ikke gode nyheder. Husets forsørger ville aldrig vende hjem.
Årene gik. Jeg så til, hvordan børnene voksede, og moren sank sammen. Husets pige kunne finde på at bruge lang tid foran mig, mens hun gjorde sig i stand. Ofte fandt hun et eller andet på hendes krop hun ikke var tilfreds med. Jeg ville så gerne vise hende, sådan som hun gerne ville se ud. Jeg vidste hun havde en smuk personlighed. Varm og kærlig. Det ville jeg så gerne vise hende, for det var en af de ting, der gjorde hende smuk. Desværre kunne jeg ikke vise hende det, og hun kunne ikke selv se det.
Flere år gik. Børnene flyttede hjemmefra og huset blev overladt til den gamle mor. Hun gik foroverbøjet rundt i huset og larmede. Pludselig en dag kom hun ikke hjem igen. Alle har forladt mig.
Så her hænger jeg overfor dig. Kan du se dig selv i mig? Hvis du kan, så skal du vide, at det her er sådan du er nu. Jeg kan ikke vise dig det, du ønsker at være. Jeg synes ikke du bør være utilfreds med dit udseende, for du ser godt ud. Det kan du stole på.