Udfra de usynlige, men mærkbare stråler, greb jeg ud efter det lille håb der kom sivende ud fra den sorte kasse.
   Og i et stille øjeblik lagde jeg det ind, i håb om at få det til at spire.
   Men ting kan ikke gro i et fundament lavet af nikotin og koffein, som får alt til at ryste.
   Så jeg tabte det igen ud af mine dirrende fingre.
   Jeg satte mig med pustende hjerte på gulvet og krøb ind under gulvtæppet for at lede efter resterne af det skrøbelige lig.
   Gennem et virvar af forlængst glemte minder og tilbageholdte føleleser så jeg hver kasse grundig igennem.
   Kasserne var slidte og mange var gået i stykker pga. fyldet i deres indre.
   Gamle krøllede papirer som jeg ikke nænnede at smide ud, hvis jeg nu skulle få brug for dem på et senere tidspunkt.
   Jeg fandt det ikke.
   Det lille håb.
   Det var sivet ned mellem gulvbrædderne og havde blandet sig med støvet og de aflagte hudceller, jeg tidligere havde mistet.
   Små lig af tidligere håb lå i små bunker og fik træværket til at trække sig sammen af ren væmmelse.
   Jeg opgav.
   Som jeg altid har gjort
   Rejste mig på mine rystende knæ og græd.
   Fik en pludselig lyst til at lægge mig ned til støvet og begrave mig i mine tabte håb
   Men jeg lod være.
   Som jeg altid har gjort .
   Med nyvaskede tæer og mørke tanker rejste jeg mig og gik igen ud i verdenen.
   Åbnede mig.
   Som jeg altid har gjort.
   Og prøvede.
   Som jeg altid har gjort.