Blodet dryppede mellem hans ben. Kærtegnede hans lår. Han havde nægtet at knæle for hende, og svaret havde været sværdet. Og blod. Hvorfra vidste han ikke.

Havde han taget fejl? De andre havde da så vidt han huskede sagt at hun kun respekterede styrke, og en knæler er vel aldrig stærk? Hans styrke var jo legendarisk; hele internettet talte om det, om ham som rebellen, om ham som udfordrede alle og vandt. Hans navn var stadfæstet med tusind konkurrencer vundet, og alle taberne havde som betaling fortalt ham om Kejserinden og om hvordan man vandt hendes hånd.

Det røde blod ramte lige så stille jorden. Han anede ikke at han havde så meget af det - måske skulle han alligevel have været bloddonor. Trods mængden af det følte han ingen smerte; han følte intet. Udover måske forvirring, men det gjorde han jo altid, ergo konkurrencernes tiltrækning hvor alt var sort og hvidt, vinder og taber.

Den sædvanlige fornemmelse af overlegenhed, af en plads for enden af bordet, forlod ham som han faldt på knæ foran Kejserinden. Hun smilte til ham, men et smil af en type han aldrig før havde set. Måske havde hendes sværd ramt i maven - det var gået så stærkt at han kun anede glimtet og ikke metallet. Havde det overhovedet været et sværd, eller var det et lys, måske en laser?

Fra maven af følte han i hvert fald nu pludselig, dér på knæ, en ubærlig smerte. Det var som om at hans krop imploderede, som om at alt blod i hans krop løb i solar plexus og oversvømmede gulvet. Luften kvalte ham, og den metalliske stank fra det blodrøde gulv tvang hans øjne i tårer for første gang i hans korte liv.

Han faldt nu fuldstændig om - han havde ikke engang styrken til at holde sig på sine knæ. I fosterstilling og med kroppen vendende og drejende i ulidelig smerte fik han samtidig billeder for sit indre blik - måske var det sindets måde at håndtere den snarlige død, slog det ham inden han glemte det igen. Han så for sig hele sit liv; sin stærke far, sin lydige mor, sine tilbedende søskende. Sin første kæreste i teenageårene, sine mange konkurrencer vundne, ensomheden der altid fulgte i kølvandet, drømmen om at blive kejser ved at vinde Kejserindens hånd og mareridtet om at også han skulle fejle Kejserindens test, som millioner af bejlere havde fejlet tusinder af tidligere Kejserinder - aldrig var det lykkedes Imperiet at have en fast arving, en kronprins- eller prinsesse, og ingen vidste hvordan Kejserinden blev valgt.

Pludselig kom en anden kvinde frem fra bagved Tronen. Kejserinden kastede sig til jorden, udstrakt og med panden mod det gyldne gulv.

'Kælli...'