"Her kan vi være i fred for din irriterende fætter," klinger Tanjas lyse stemme.
   "Ja, nu er vi alene," konstaterer Raja og væder sine tørre læber. Hvordan skal hun fortælle Tanja om sit valg, og har hun i grunden valgt? Her er jo rart, og det føltes så godt lige før, da de løb gennem haven, hånd i hånd. Tanjas buttede hånd var så varm og blød mod Rajas. Tanjas stærke arme fik hende hurtigt på højkant, da hun snublede over en træstub.
   Det er godt at have en storesøster og nu sidder de sammen i en grenhule, nede bag urtegården, der er deres mors. En duftbølge af mynte, timian og lavendler kilder behageligt i Rajas næsebor, og søsteren er så tæt ved, at en lok af hendes bløde hår strejfer Rajas kind.
   "Jeg er så glad for, at morbror Juan hentede dig," hvisker Tanja i Rajas øre.
   "Ja, det var godt," synes Raja også. Men mon Bedste har fået høstet lavendlerne? Pablo vil nok bare lege - den lille dovne unge.
   "Du var væk så længe, at jeg næsten glemte dig," betror Tanja hende, og sænker igen stemmen til en hvisken, før hun tilføjer: "men jeg drømte om dig og legede tit, at du var her. Måske så du lidt anderledes ud." Tanja ler. En lille latter, der dirrer mellem hendes læber.
   Raja kan ikke finde på noget at sige. Hun havde også næsten glemt Tanja. Huskede hende blot som en stemme, små klistrede fingre og en arm, der krydsede hendes, hen over kludedukken, som de tit om dagen skændtes om.
   Hjemme ved bedste, hvor hun har boet siden hun var 4, har hun sin egen kludedukke, men hun er alt for stor til at lege med den, så den sidder på dragkisten. Hendes to fætre, Freddy og Pablo, siger at de aldrig rører den, men det passer ikke. Hun har hørt dem. Hun kender dem.
   Raja puffer til en drilsk hårtot i panden og hendes finger strejfer en betændt knop. Der sker så meget underligt med hendes krop for tiden. Noget drenge ikke forstår - og gamle Bedste bare mumler om.
   Men en ældre søster, der har savnet hende, forstår måske?
   Måske skal hun blive her - og lade Freddy hilse. Når morbror Juan har fulgt ham hjem?
   Så stivner Raja. Der lyder trin. En kvist knækker under træskofødder og lidt længere væk fra hulen bliver en lille sten hvirvlet mod en større. Der er to personer i nærheden.
   "Du kan godt undvære din fætter. Jeg kan ..." snakker Tanja.
   "schyy..," Raja lægger en finger mod sine læber.
   Tanja tier. Skridtene kommer nærmere. Så stopper de, og der lyder stemmer.
   "Godt du snart slipper af med den lille møghvalp, Nina," siger den ene.
   Det er Tanjas mor - og min! - der hedder Nina, farer det gennem Rajas hjerne. Den der taler må være nabokonen.
   Nu svarer Nina: "Ja, han passer ikke her blandt ordentlige folk. Ikke med de pokkers blå øjne."
   Nabokonen gyser: "Nej, uha, men du beholder vel tøsen? Den gamle derude må vel snart dø - og selvom tøsen er blind kan hun vel nok fyre op og lave lidt mad?"
   "Javist, og så skør som den gamle efterhånden er, er det vel min pligt at tage mig af mit eget kød og blod."
   Raja hører ikke mere. Små bobler tumler rundt i hendes mave og blæser kvalme op i hendes svælg.
   Tanjas arm om hendes skuldre, føles som en slange, og hun skubber den bort.
   Kvalmen brænder i svælget og boblerne protesterer: Bedste er ikke skør, og Bedste dør ikke før om mange år. Freddy er måske lidt skør, men han er jo også en dreng. Det er da lige meget med de blå øjne, for hvad er "blå"? Det er vistnok noget himlen er på en dag, hvor det ikke regner, og hvor der enten er varmt eller frostkoldt. Det har Freddy sagt.
   "Jeg vil hjem!" siger Raja.