Babyfrøerne hopper over vejen,
aldrig før har jeg set så mange babyfrøer som i år,
for søde til at forstå som et varsel.
Måske forstod de dem bedre i gamle dage på landet,
ligesom med solsorten
da den bankede på vinduet den sommer
for at bygge rede på knagerækken i gangen,
bare fordi den vidste, at min hund var syg.
Midt i al vandet der fosser ned fra taget
og fylder vandmåleren op igen,
vokser friheden som en stor skærm over mit hoved,
min hemmelige beskytter der endelig fik mig til at turde,
en gigantisk og enkel følelse for mig alene
der rækker ind mod himmelen
og breder sine vinger ind over horisontens uendelige kanter.
Mine egne grænser
er blevet mit konstruktive forsvar.
I en dyb glæde der bor under sandhedens verden,
viser hun sit ærlige ansigt
som intuitiv og kærlig.
Med flere frustrationer og løgnagtige tremmer
skal jeg aldrig mere synke
ned i falske spil for andres skyld.
Som babyfrøerne går over vejen,
een efter een fra de mystiske grøftekanter,
smelter mit hjerte ned i pytterne ved siden af.