Jeg følte de klamme fingre gennem stuen,
større end min fantasi kunne forestille sig,
da jeg fik vished for,
at gift siderne havde ramt
den gamle udspekulerede kloge rad
i det skjulte igen
er han så vant til at vinde,
at han aldrig taber.
Jeg tænkte på kampe,
at alt er et spørgsmål om kampe.
Nu slår jeg igen, hvis jeg kan
på hans ulækre styrke,
når han slog knuder i mit sind,
så det trevlede til sidst
og aldrig mere helede i fred,
på hans grin,
når jeg blev bange
og magtesløs i vrede.
Mit ødelagte jeg
der strør sig ud i alle retninger
og går ud som stjerner,
er det eneste der stadig eksisterer.
Nu griner hun ikke mere af mig,
hvor hun udbreder fabler rundt omkring
om mit ødelagte liv,
hun glemmer,
at det er så længe siden,
og at alting kan forandre sig.
Hvad skal jeg gøre ved dem,
deres enighed og indbyrdes fællesskab
imod mig kan kun dræbe
resten af mit liv.
Det er et spørgsmål om kampe.
Jeg skal tåle
de kvalmende klamme hænder
der bliver større og flyder
ud som vand
for at blive døden.
Det er et spørgsmål om kampe,
og jeg opgiver hele tiden.
Min kamp er den lille,
min kamp vil aldrig vinde.
De har vundet i for mange år.
Men jeg får vished
midt i al min afmagt.