Dråberne på ruden ruller ikke,
de ser alle sammen hen på mig
tusinde øjne og ansigter den ord,
der er mange,
små dybe sorte perler der vil lytte,
hvis jeg ville sige noget,
bare lidt,
bare lidt.
Men her er alt for stille,
så stille
at jeg knapt
tør trække vejret,
efter blæsten
har smidt dem af
på mit vindue.
De er søer med mig selv i,
dybe have der ved meget mere,
end jeg tænker på,
meget mere
end jeg nogensinde
får at vide,
og meget mere
end jeg drømmer om.
Måske kan der sejle både
i det dybe vand,
måske bliver de her,
til vandfaldet skyller dem væk
engang i morgen med skybrud.
Måske er der bjerge bagved
og langt ude i det sorte,
bjerge jeg aldrig har set,
og bjerge der aldrig
vil andre steder hen end her,
måske,
kan jeg gå op på et
i morgen og finde stien
ned i det jævne terræn,
hvor jeg igen kan mærke alt.
I regnen
vil de sorte spejle helt fordufte,
når foråret spirer,
og det trommer
på min paraply
i alt det lysegrønne,
opløst i mit eget ansigt,
vil de alle blive mig.