Krise i Afghanistan. Farvemættede og knivskarpe billeder i TV af desperate menneskemængder i deres forsøg på ikke at ende i Talibans jerngreb. Amerikanske soldater som det sidste billed på USAs fejlslagne "eventyr" i Afghanistan. Talibans strategiske overvejelser. Bekymrede miner hos Biden, Johnson og Frederiksen. Her er ingen strategi, kun en erkendelse af mulig borgerkrig i Afghanistan, hvor kroppe og hjerter vil bløde, hvor armod og had vil bemægtige sig det store land.

Hvor er det stille liv, hvor lyset kan skinne så klart at vore øjne også kan se at vi er skabt til noget andet og større. Ikke at vi skal ligge henslængt på de himmelske græsgange i al evighed, omgivet af engle og korsang i fredelige lunde med blomstrende kirsebærtræer. Men en forening af hjerte og tanke, en følelsesmæssig fornuft, hvor Kloden kan leve, ikke kun overleve. Mennesket er i sin kerne et produktivt ærligt og kærligt væsen. At nå ind til den kræver hjerte og tanke i forening. Mange vil kalde det utopisk at tænke sådan. Vi vil måske ikke nå hele vejen, alt har sin begrænsning.

Den svenske forfatter, August Strindberg, skrev engang; "Kun ved at stræbe efter det umulige kan man nå det muliges yderste grænse."

Dette kan være vores kompas i forsøget på at fylde vore liv med mening.