Hej Allan,

mega fed tekst! Poetisk får du beskrevet så genkendelig og relaterbar en følelse og logisk konklusion, fuld af determination og mod. Samtidig rummer selve ordet Alaska, og måske destinationen, en ydmyghed og askese, en privilegie-bevidsthed - altså, havde du valgt... nærmest hvilket som helst andet navn og anden destination, selv her i DK, kunne teksten nemt læses som privilegieblind.

Personligt ved jeg med statsgaranti, at jeg ikke kunne rejse til USA, uden at sætte en masse alarmer i gang - men det er en anden historie. Alligevel får du mig til at drømme med homie, og det er sgu stærkt gået :-)

Hatten af herfra for en dyb og alligevel let tekst, om at finde sig selv, som jeg tolker det. Hvadend og hvorend man gør det, er det nok altid en sund øvelse, uanset tid og rum - det er sådan en skam at det engelske ord "Solitude", som på engelsk er meget positivt betonet, på dansk ingen oversættelse har, udover "Ensomhed" (den officielle oversættelse) og måske Alenetid; som dog ikke i mine øre lyder positivt, altså alenetid. Alle konstruerede sprog, som alle vel er, betinger vores tænkning, åbenlyst - tak for en tekst der sprænger tænkningens og sprogets begrænsninger, med allan... alskatisk... øhh, hvadend man kalder tænkning, Alaska-style :-)

Kh Ansu
PS: håber at du stadig er kreativ - din skriveøvelse herinde for nylig var fed, ligesom teksten her. Tak for at lade dem, og de andre jeg endnu ikke har læst, ladet ligge herinde gratis - måske en dansk tradition :-)

Hej Ida,

virkelig dejligt at se dig herinde igen! Alle de mange digte jeg har læst af dig, har altid en ærlig, autentisk, ÆGTE vibe over sig, samtidig med at de rytmisk har både en start, en midte og en afslutning - altså, de har en musikalsk kvalitet, så absolut. Og vigtigere end noget andet, virker de fulde af omsorg. Og ENDNU vigtigere, end ALT andet, tolker jeg en selvomsorg. Måske endda en smittende en :-) Det kunne de mange kommentarer til dine tekster i hvert fald tyde på, fra de mange der ligesom jeg er både imponeret og inspireret.

Jeg gætter på at du er en ydmyg type, da særligt efter at læse "Vemod" - særligt de sidste 3 linjer rummer sådan en visdom. Vi har alle ubevidste forsvarsmekanismer og komfortzoner, som er så vigtige at elske selv og respektere - men også udvide, inden de bliver til fængsler. Ens komfortzone er sjældent en god indikator for hvad der er sundt, da ingen frygt er sund. Omend mod selvfølgelig aldrig er fravær af frygt, men trods af den, omfavnelse af den, og omsorg til den.

Hjerteligt velkommen tilbage! Der er så mange tekster og så mange brugere herinde, og det er rart at blive mindet om en af de originale, musikalske og selvomsorgsfulde :-)

Og skulle det ikke være klart - aldeles fremragende værk, "Vemod". Et dybt buk med foldede hænder herfra.

Kh Ansu

Hej Daniel,

hvordan ville du have med, at din ekskæreste skrev, at hun ikke kunne leve uden dig? Ville du ikke blive helt afsindigt stresset af det? Af hele tiden at bekymre dig om hende, og af at føle at hun placerede ansvaret for sit liv over på dig - som var hun et barn og du hendes far? Ville du ikke blive stresset over at hun lagde sådan et ansvar over på dine skuldre? Måske så stresset at du ikke kunne sove, af bekymring, og at du bogstaveligt talt var i fare for at miste forstanden? Hendes liv er vel ikke vigtigere end dit, og omvendt?

Det er ikke romantisk at lægge sit liv i en andens hænder, og sige at man ikke kan leve uden den anden, som ikke ønsker et romantisk forhold med en - det er psykisk vold, og det er juridisk strafbart, uanset om offeret melder det eller ej (hvilket de jo sjældent gør, grundet Stockholm-syndrom).

Ville du ikke blive enormt såret, hvis selvsamme ekskæreste offentligt psykoanalyserede dig, samtidig med at du sådan bekymrede dig over hendes depression, men samtidig ikke ville fake følelser der ikke er der - for begges skyld?

Please please please, misforstå mig ikke - måske har jeg misforstået det hele, og jeg kender jo med garanti ikke alle faktorer. Jeg er selv håbløs romantiker, som jeg gætter på at du er, og har følt det samme - at jeg ikke kunne leve uden en forelskelse. Til jeg lige tog en dyb vejrtrækning, helt ned i maven, langsomt og blidt, ladende rystelserne af sorg komme, og lade tårene flyde. Til jeg gav slip, for begges skyld.

Jeg håber at I begge kommer videre, og at du tager ved lære af det hele - ikke af mine ord selvfølgelig, som jeg godt ville kunne forstå, hvis du slet ikke gider læse mine ord, vores forrige konflikter in mente, men at du lærte af selve situationen; i tilfælde af at den har været så unik som du beskriver - hvilket jeg er sikker på at den har været, altså unik, og sikkert smuk, i en periode.

Selvfølgelig har jeg ingen ret til at blande mig - men det er altså svært at se dig være så tarvelig, og måske kriminel, uden at sige noget. For jeg tror ikke på at du hader hende, men heller ikke på at du elsker hende; sådan behandler man da ikke nogen man elsker! Det gør man altså ikke - sådan behandler man én man er besat af, en besættelse der intet har med kærlighed eller had at gøre, men med projektion - at man tillægger personen frelser-kvaliteter, hvilket er SÅ forståeligt, og genkendeligt (!!!), men også umodent, sagt i al tænkelig respekt jeg kan mønstre.

Fuck "fake it till you make it", det er narcissistens livsmotto - men sårret indeni kræver måske ubevidst arbejde, der især kan foregå imens at man retter opmærksomheden imod andre arenaer i livet, andre passioner der intet har med den anden person at gøre - en hobby, f. eks. Computerspil, musik, hvad som helst der får én lidt ud af hovedet, og ned i fingrene eller kroppen - så skal sindet nok reparere sig selv. Jeg ved godt at det er svært, og at den anden person fylder næsten alt; men tid, leg/hobby, og måske terapi, kan helbrede meget. Min intuition og læsning af dine tidligere værker tilsiger, at du har haft et hårdt liv - men du har overlevet, og du skal nok overleve dette også. Men giv dog slip på hende, for begges skyld - igen, måske ikke bevidst, men så ubevidst, ved at rette fokus andetssteds (ikke på andre kvinder - det ville være unfair over for dem og over for dig selv, du fortjener bedre).

Kh Ansu
PS: undskyld at jeg bliver personlig, og ikke forholder mig til teksten. Jeg besvarer og læser ikke eventuelle breve eller kommentarer.

Hej Martin,

wow, super fedt værk, med en punchline der både rytmisk og temamæssigt rammer bullseye! Fra start får du effektivt introduceret en intim jargon, god rytme og autentisk stemning, og den mærkbare følelse af depression og defragmentering fra verdenen får du beskrevet sublimt. Gentagelserne fungerer glimrende til at understrege selvbedraget, eller sårbarheden, når man er fanget i depressionens kløer.

Jeg læser i teksten en enorm kynisme blandet med en enorm sensitivitet (især takket være gentagelserne), i bedste yin-yang-stil. En blanding af kaos og rigiditet, som beskriver så godt det limbo som depression kan føles som. Damned if you do, and damned if you don't.

"Overordnet er vi underordnede" - dén sætning sprang lige i øjnene, ikke kun fordi at den fonetisk lyder godt og virker original, men fordi at den for mig indeholder nøglen til at komme ud af depressionen, samtidig med at den som erkendelse måske har været vejen ind i mørket, eller ind i det alt for blændende lys = erkendelsen af at man ikke er i kontrol over eget liv, men også erkendelsen om at andre så er. Og i erkendelsen måske et frø til oprør, imod hvemend der kaster en skygge over én (typisk nok gamle skygger fra barndommen, ville psykologerne måske sige).

Jeg forstår godt at sætningen i Forfatterkommentar er slettet, for jeg tænker også at den, omend fed og tankevækkende, alligevel ville give værket en overdosis af kynisme, kontra sensitivitet. Alligevel er det fedt at du har ladet sætningen stå!

Tak for at lade dine værker ligge herinde gratis, i alle de år - jeg er først lige kommet i gang med at læse dem, men alle læst indtil videre virker originale og inspirerende. Jeg håber at du stadig er kreativ, hvis det føles rigtigt og givende, og at du engang deler mere - alene for eksponeringens skyld. Der er jo mange tekster herinde, og særligt de ældre kan være svære at finde og nemme at overse, og det er en skam. Tak for "Jeg er okay", og tak for at læse hertil :-)

Kh Ansu

Hej Nils,

smagfuldt, elegant og inspirerende skabt - det er en skam at du, dengang du delte digtet for 3 år siden, skulle føle at der er noget som helst tabu i vejen for at dele det. Det bør der ikke være føler jeg, når bare det samtidig er hensyns- og omsorgsfuldt skrevet, og ikke er vulgært - det er der andre hjemmesider til, hvor der forhåbentlig er alderskontrol. Tværtimod tænker jeg at jeg at et værk som dette kunne være vigtigt i undervisning på skoler og/eller gymnasier, da såvel unge som voksne da altid har godt af at lære om, hvordan man pædagogisk og grænse-respekterende skriver om afsavn og smerte, og om naturlige og sunde behov.

Jeg er stadig målløs og lidt trist over de journalister, som gik helt bananas over ham lægen Søren Brostrøm, der under corona-nedlukningen påtalte at "sex er sundt. Berøring er vigtigt,", eller noget i den dur - altså jeg blev chokeret over igen igen at erfare, at vi lever i et så umodent samfund, hvor journalister kan gå i selvsving over sådan en udtalelse. Det er pinligt at sex og intim berøring er blevet overladt til de beskidte, vulgære og korrupte afkroge af samfundet - medmindre man selvfølgelig har råd til at gå til sexolog eller lignende. Det er pinligt at det for størstedelens vedkommende er porno der skal agere seksualundervisning, og at sensuel kunst sidestilles med menneskeforbrugende porno. Som jeg har forstået det, er al kreativitet biologisk og neurologisk et mageritual, og trods vi kan kamoflere kreativiteten som filosofi, poesi og musik, så er vi alle jo bare mennesker. Aseksualitet er pseudovidenskabeligt - selvsamme energi kan dog selvfølgelig kanaliseres bort fra det fysiske, og over i det åndelige, det spirituelle, det kreative eller andet lignende.

Dit værk her er så menneskeligt, og relaterbart. Rent teknisk tænker jeg også, at rytmeskiftet imellem versene fungerer fremragende, til at læse værket blidt og hensynsfuldt - det understreger at det kommer fra et sårbart sted, i min tolkning. Og dét gør kun værket stærkere, selvfølgelig! Det samme gør at det føles autentisk og oprigtigt, ægte, og vidunderligt u-intellektualiseret, sådan som især os skribenter har for vane.

Tak for at lade dette, og alle dine andre dybt inspirerende værker ligge gratis herinde! Alt det bedste til dig og dine.

Kh Ansu
PS: jeg skammede mig selv engang over at have fysiske behov for berøring, pga traumer i forbindelse med det - jeg var bange for at jeg skulle være endnu en mand, der blev styret af indre drifter, og som ikke var i stand til at overholde og respektere andres grænser. Og min kreativitet er da også helt sikkert, med statsgaranti, grænseoverskridende for mange. Men jeg fandt en ro i det, især takket være den dansk-franske kunstmaler Tina Maria Elena Bak - hendes akvarelmalerier af elskere og elskov ligner mest af alt sjæle, der hver for sig danser sammen, uden den vestlige idé om at de flyder sammen til én. "Fyld hinandens kopper, men drik ej af den samme kop" - Kahlil Gibran, en poet som for 100 år siden revolutionerede vestligt litteratur, ved at erstatte liden-skab med passion blandt andet, og også ved ikke at være bange for at skrive længselsfuldt og sårbart, fra hjertet frem for hjernen.

"I deserted the world and sought solitude
because I became tired of rendering courtesy
to those multitudes who believe
that humility is a sort of weakness,
and mercy a kind of cowardice,
and snobbery a form of strength."
- Kahlil Gibran

Her et link til et interview med Tina Maria Elena Bak, om det sunde ved at vedkende sig sine behov, og også vedkende sig og stå ved sine smerter i forbindelse med netop de behov, og det healende og helbredende i at skabe ud fra dét = https://metalmagazine.eu/post/tina-maria-elena-harnessing-the-healing-powers-of-erotica

Hej Nazanin,

woauw, sikke et værk! Jeg er imponeret, om end ikke overrasket, blandt andet over din brug af effektive sproglige virkemidler, såsom fremmedordet xylofonisk. Sådan et ord stopper i hvert fald autopilot-læsningen her, og jeg måtte lige efter læsning slå det op, inden jeg genlæste værket med dét in mente - i sammenhæng med digtet giver det god mening, som et instrument der tillader både vildskab ala trommer, og elegance ala et klaver - og så lyder ordet bare fedt rent fonetisk.

Du rammer med "Bittersød" en god balance mellem erotik og sensualitet, imellem lidenskab og passion, og imellem længsel og grænsesætning, og endelig også imellem noget hårdt og dyrisk, og det mere sensitive og følsomme. Det er et super frækt værk, uden at det bliver vulgært (hvorved det så nok også ville slettes af Fyldepennen, desværre), og samtidig har det en elegance og anstrøg af kærlighed og sårbarhed, og ikke mindst dybde og tvetydighed. Endelig er det ikke bare godt skrevet - det er også modigt skrevet, og modigt af dig at dele det herinde - både ift. alle os ensomme mænd, der sikkert lige straks griber tastaturet og skriver til dig, men også ift. de bitre kvinder der også er herinde, som leder efter en at at projicere og afreagere på, med udspekulerede metoder i bedste forfatterstil. Jeg er så dog heller ikke i tvivl om, at du er robust og kan tage det, og er 100 % klar over risikoen.

Og dén adfærd er du jo vant til herinde, tænker jeg, ligesom andre kvinder - dem der ikke er skræmt væk herindefra, endnu. Dét baserer jeg på hvad jeg har hørt fra en anden jeg kender privat, som ikke gider være herinde af den grund, pga mændende herinde - hvoraf en enkelt skrev til hende i samme øjeblik hun oprettede profil, og andre da hun lagde billede på. Og altså, fra det øjeblik du satte et billede på af dig selv herinde, kunne jeg forestille mig at du må have modtaget mange mails herinde. Forhåbentlig indtil at du delte i din profilbeskrivelse, at du altså er i forhold. Altså henvendelser, fordi at du jo er helt afsindigt smuk på dine billeder, charmerende, sød og rar i kommentarer, og kreativ, kompromisløs og original i din kreativitet.

Tak for at dele endnu et anderledes værk fra hvad der ellers er herinde, og tak for at læse hertil.

Kh Ansu

Kære Hawraa,

elegance, yndighed, dybde og eksperimenteren er nogle af de ord jeg ville sætte på dit forfatterskab - især er jeg imponeret af, at du altid lader teksten forme strukturen og æstetikken, frem for, som mange andre herinde, at holde dig til én skabelon, én rytme eller én tone. Særligt på det sidste tolker jeg de tekster du deler, såsom "Afgørende" og her "Bebrejdelse", som gående i en lidt ny retning - hvor "Bebrejdelse" især stikker ud.

Det er altid risikabelt med sådanne tekster, hvor en jeg-person i teksten tiltaler en du-person, som læseren nemt kan internalisere. Jeg har læst mange digte herinde, som jeg vil kalde direkte uansvarlige og noget nær sadistiske, fordi at forfatterne påtaler læseren med vrede og grænsesætning, som var læseren dén der har såret dem. Jeg tænker at man som forfatter bør behandle sine læsere ordentligt, og så rette vreden derhen hvor den hører hjemme, til den rette person. Skriver man vredt, bør man i det mindste i samme tekst slippe vreden lidt igen, eller lade teksten indeholde balance på anden vis, af pædagogiske hensyn. Særligt herinde er der nu engang mange psykisk syge / mennesker med indre smerter.

Jeg tænker at et værk som "Bebrejdelse" er et eksempel på det modsatte - på grænsesætning, som al ikke-sadistisk vrede vel er, og på ordentlig behandling af og respekt for læseren. Og ikke mindst tolker jeg et sundt budskab i værket - i første vers (hvor der i øvrigt vistnok er en stavefejl, i "kærligGedsstatue", som vel bør være kærligHed?) tolker jeg et møde med en der sårer jeg-personen bevidst, og måske uden empati. Sætningen om "Kærliggedsstatue" tolker jeg som fortællende at det er en privat og måske intim relation, hvilket altid gør den sunde handling i 2. vers sværere. Altså at vælge tavsheden, og "vende den anden kind til".

Jeg er vokset op med parolen "vend IKKE den anden kind til - tag tænder!", altså at stå op for mig selv, og slå igen. Og det holder jeg mig til, til jeg dør, men med mennesker uden empati for en... er det jo en spiral uden ende, der kun eskalerer. Omend ikke-vold, herunder psykisk vold, er nyttesløst mod en fjende uden empati, så er der jo sådan en frihed i hverken at vælge tilgivelsen, eller hævnen, men blot stilheden - tålmodigheden, som beskrevet i "Afgørende". Det sværeste valg, men også det mest givende, på sigt, tror jeg på. Det taler dit digt SÅ fint ind i!! Særligt når man læser det, i forlængelse af dine andre. Tak for at dele så mange værker herinde, og tak for at læse hertil. Hjerteligt salam og god vind frem til dig og dine.

Kh Ansu

Hej Ulla,

skønt optimistisk digt, som jeg tolker det, med mærkbar og måske smittende selvdetermination og vilje i. Samtidig er ordvalget dog så tvetydigt og ikke ensidigt positivt, såsom sætningen "krybe gennem natten", at teksten ikke føles "toxic positive" ('giftigt positiv', et begreb fra psykologien, om det skadelige ved når nogen er "negative"/depressive, og ikke bliver rummet i det, men i stedet opfordres til at benægte egne følelser og være 'positive'; et frygteligt udbredt fænomen). Teksten føles derimod personlig, privat, balanceret og subjektiv, og dermed ironisk nok universel.

"Du blev født med potentiale.
Du blev født med godhed og tillid.
Du blev født med idealer og drømme.
Du blev født med storhed.
Du blev født med vinger.

Du er ikke ment som krybende, så lad være.
Du har vinger.
Lær at bruge dem,
og flyv."

- Rumi.

Tak for en dejlig tekst at læse, hvor det i øvrigt fungerer godt at du bruger et rim til sidst (sind/vind) - som læser føles det her som en nænsom måde at afslutte læsningen på. Hjerteligt god fornøjelse med springet fra ti-meter-vippen, løbet og krybningen - at krybe sig gennem natten er nogle gange den eneste måde at komme igennem den på, og det kan være så sundt for egoet tror jeg. Hjerteligt god vind frem.

Kh Ansu

Hej Camilla,

super fedt digt! Ikke bare rimer du flot i første stanza med næsten-rim, som i min bog er langt sværere at gøre end at skrive traditionelle rim, og du rammer som altid en imponerende æstetik og flow, hvori rytmen understøtter emnet. Jeg tolker værket som omhandlende handlekraft, og handlekraften og glæden ved at skrive. "Bare giv blyanten til mig," - yes ma'am!

Jeg læser også "U-vending" som muligt at tolke som dybt depressivt, især pga sidste stanza, men inden da er der bare sat ord på så stor en passion, lidenskab og determination, at det er svært at holde fast i den depressive tolkning, hvor de sidste linjer ellers kunne lyde som opgivelse.

"Be crumbled
so wild flowers will come up
where you are.
You have been stony for too many years.
Try something different.
Surrender."
- Rumi

Tak for at dele et, som jeg tolker det, opmuntrende digt, om en af pointerne med at skrive - følelsen af at tage kontrol over sit eget narrativ, og selv være sit eget livs fortæller. Alt er relativt, også erkendelsen derom, og i skrivningen er der sådan en magi , en magi i stand til at give nye perspektiver på verden, og på en selv og ens egen historie. Eller omvendt, som jeg tolker at du også skriver om - at man bliver fanget i et matrix, enhver kunstners mareridt velsagtens.

Et af mine ynglingscitater/digte all-time = "Håb er altid ledsaget af fantasien, viljen til at se hvad vor fysiske miljø dømmer umuligt. Kun det kreative sind kan bruge håb. Kun et kreativt folk kan udøve det." - Jericho Brown

Kh Ansu

Hej Christina,

fint digt med et godt flow, og en klar og utvetydig morale. Det føles altid intimt og privat at læse dine tekster, der er så sårbare og samtidig stærke, og dette er ingen undtagelse.

Ift. emnet har jeg selv haft samme attitude - at der er en styrke at hente, i at huske på at alting kunne være langt værre end det reelt er, og at det at åbne øjnene for, at andre har det hårdere end en selv, og at være sig bevidst om de velsignelser man har i sit liv, kan give styrke og gåpåmod, og den skønne følelse af taknemmelighed.

Desværre kan det jo også misbruges, af andre og af en selv - til at slå sig selv oven i hovedet og være et argument til en selv om, at man "bare skal tage sig sammen"; det sidste man har brug for at høre, som regel, når man har det svært. Sådan læser jeg dog ikke din tekst, eller erkendelsen deri - takket være sætningen om, at din skæbne ikke er værre, eller bedre underforstået, end andres - men blot anderledes. Det er en vigtig sætning, tænker jeg.

"Jeg beder ikke om en mindre byrde - jeg beder om bredere skuldre til at bære den" - jødisk ordsprog.

Tak for dig og for dit værk her, og hjerteligt god medvind frem, med plads til både vilje, selv-determination og -definition, og også masser af selvomsorg; ingen omsorg til andre, uden omsorg til sig selv inden. "Lær at stå op for dig selv - og stå så op for en anden" - Maya Angelou.

Kh Ansu

Hej Sune,

smukt, mystisk og originalt! Jeg tolker ligesom medkommentator Emil digtet som omhandlende en tabt kærlighed, og fornemmer en stor smerte i ordene. Et savn, som dog elegant også rummer en taknemmelighed, som jeg tolker det - jvf. lovprisningen i f. eks. den smukke sætning "blomsten i din iris". Fra start får du sat en privat, sårbar og længselsfuld stemning op eminent, og med få ord får du beskrevet en velkendt følelse, af at have bevidnet et mirakel i form af en andens skønhed, og selvfølgelig et forfærdeligt savn efter bevidningen. Hvem kender ikke den følelse? Jeg håber at jeg selv kan tilgå sådan et savn, med samme taknemmelighed som jeg trods alt også læser ind i dit værk. Tak for at dele herinde :-)

Kh Ansu

Hej Sarah,

skøn lille historie velskrevet, både let og dybt på én og samme tid. Gentagelserne i første stanza fungerer godt, og det samme gør moralen i 2. "Rejsen på 1000 mil starter med ét enkelt fodskridt." - Lao Tzu. Sådan tolker jeg din tekst - malerisk sigende at forandring starter i det små, og kræver tålmodighed imens blomsten gror. Tak for at dele herinde :-)

Kh Ansu

Hej Camilla,

g.e.n.i.a.l.t., simpelthen! Som altid rammer du tastaturets noter som en maestro, der på klaveret danser med en matematisk formel, som kun hun selv kan se og kender svaret på, men som i alles måbende øre reduceres til "kunst", trods der åbenlyst er foregået en stor videnskab inden. Altså, med andre ord, igen igen rammer du det matematisk vildeste flow, med tekstens æstetik og antal vokaler. Lige denne tekst føles dog lidt mere fri og mindre rigid, uden dog at blive det rene kaos, sådan som mine egne tekster ofte ender. Som sang/rap ville ALLE dine tekster jo fungerer glimrende - men også meget i den samme rytme/antal vokaler, sagt med al respekt. Mange af mine idoler i hiphop gør det samme, med næsten det samme antal vokaler (8 i gennemsnit) pr. vers., så dén kritik er ikke ment som negativ. Dog husker jeg og andre så dog især de vers, der IKKE følger systemet -

"Jeg er kommet til den erfaring, at folk ikke vil huske dig for dine ord, men husker dig for hvordan du fik dem til at føle,"
- Maya Angelou.

Ift. "Tastaturet"'s emne; åh ha. Der er næsten altid så stor en smerte i dine digte - en smerte som man aldrig er i tvivl om er personlig og privat, og alligevel står den så ofte universelt. Som noget nemt at relatere til - hvilket jo har sin styrke, men også sin svaghed - for det kan være hårdt at læse. Dér hjælper din altid fejlfrie rytme, til at anskue det mere platonisk, og til ikke at gå i panik over ordene du deler, i panik over den enorme smerte. Desuden læser jeg, og andre også er jeg sikker på, en styrke i dine digte - i dig. En robusthed, når du kan kan påtale så svære emner som døden, selv-tvivl, smerte og absurditet, samtidig med at du næsten altid oveni får blandet taknemmelighed, sorg og savn ind - dine teksters indhold er ofte dynamiske, med andre ord.

I "Tastaturet" er det rart at læse om en nydelse også, SOM JEG TOLKER DET ud fra dit ordvalg med "digte udfries", hvor ordet "udfries" lyder rart - ligeså universelt og rigt som smerte er at relatere til og skabe ud fra, lige så med nydelse, tror jeg. Det sværeste, og velsagtens meget af kunstens opgave, samt livets, er at finde en balance imellem de 2, smerte og nydelse. "Du må lære at nyde disciplinen", siger bandet Dead Prez på et hiphoptrack, for et liv uden vægge er svært at leve.

Tak for at dele endnu et matematisk/musikalsk mesterværk, som altid rigt på følelser, og i dette værk også en mere konkretisering af det samme håb, som næsten altid er til stede i dine tekster. Kan man finde sin passion i livet, hvad man brænder for, så har man vel fundet meningen med sit liv - indtil en anden passion melder sig, eller den forrige brænder ud, selvfølgelig, trods nogle passioner brænder evigt :-)

Kh Ansu

Hej Sarah,

jeg går ud fra at teksten er biografisk, da andet ikke er indikeret. Jeg kan godt lide at du bare springer direkte ud i det, og skriver om noget vanvittigt svært, noget der er så... svært at sætte ord på. For mig, i det mindste. Det er stærkt af dig at du kan skrive om det, så koncist.

Jeg forstår godt følelsen, tror jeg. Handlingslammelsen, og konflikten i nervesystemet om enten at kæmpe eller flygte, eller de 2 andre automatiske, instinktive og ubevidste handlinger = frys/dissociation/lammelse, eller fawn = fawn-respons er at forsøge at behage "rovdyret", hvilket resulterer i at jeg forsøger at behage alle, af ubevidst frygt for at de ellers vil "spise" mig... eller i mit tilfælde, voldtage mig//bruge mig som et redskab. Nervesystemets respons er sjældent logisk..

Jeg har selvfølgelig ingen svar på dine eksistentielle spørgsmål. Men jeg har respekt for måden du stiller dem på, og for at du har modet til at stille dem - jeg går ud fra at du stiller dem til dig selv mest af alt, og jeg håber at du ved at svaret er inde i dig selv, og ingen andre, trods svarene lige nu står i skyggen af problemet.

Uanset hvad der har gjort, at du skal kæmpe så uretfærdigt, så håber jeg at du en dag vil indse at du fortjener bedre. At den skygge du står i, som blokerer for solen og hindrer at du, som en blomst, ubevidst vender dig imod solens lys, en dag kan ses som ikke værende DIN skygge - du har ikke selv valgt at have det sådan, som du beskriver. Ingen vælger at have det sådan!!!

Altså må skyggen der blokerer solen være en andens, end din. Hvadend det er mobbere, forrædderiske venner, fejlende forældre, ukærlige kærester, eller bare samfundet der føles som fjenden, en ret selvdestruktiv en, så er det ikke din skyld. Jeg tror at uanset hvad der har hjulpet andre, der har kæmpet med meget af det samme som dig, så starter det altid med at være placere ansvaret for situationen, hvor det hører hjemme - din egen krop og dit nervesystem er IKKE fjenden, og ej heller er dit sind.

"Kig ned på din krop.
H v i s k;
der er intet hjem som dig. Tak."

- Rupi Kaur,
feministisk digter der primært skriver på engelsk, om emner såsom traumer, det at være kvinde, kreativitet, kærlighed og livet generelt. Hendes værker er gratis på insta og facebook, eller ved at søge hendes navn på billeder - så dukker der dels billeder af hende op, og dels billederne af små tegninger, med digte langs tegningerne - ligesom William Blake tegner Rupi Kaur altid en tegning til hendes værker, og opfordrer ligesom Blake andre til at gøre det samme - for at få HELE digtets energi ud af ens system, både visuelt og intellektuelt.

Jeg tror på at vrede er inaktiv sorg, og sorg er inaktiv vrede. De problemer, jeg tolker (!) at du fortæller om, tolker jeg som en identitets-krise - og en vrede og en sorg over dette. Ved at rette vreden væk fra dig selv, og over på den/dem der har gjort dig fortræd og måske givet følelsen af frarøvelse af en fremtid, igen også selv hvis det er samfundet og dets klima-selv-destruktivitet, så er det dér at vreden hører hjemme. Sorgen... er straks sværere at have at gøre med. Jeg tolker at du har megen, megen af den i dig, men måske projicerer jeg..

"When I let go of what I am,
I become what I might be."

- Lao Tzu.

Jeg håber at du kan finde en vej i det, og (gen)finde dig selv. Re-integrere dig selv, med din egen smukke og barmhjertige skygge og dens lilla skær, der intet ondt vil dig, men som så nemt kan forveksles med en andens. Og så håber jeg at du altid vil holde fast i, at du selv er værd at kæmpe for, dét er du, og at du både kan være offer, sådan som vi alle er af f. eks. klimaforandringerne, og helt, og dominator. Jeg vil slutte af med først et digt af Ramana Maharshi, og så 2 af Charles Bukowski:

"Tanker kommer og går.
Følelser kommer og går.
Find ud af,
hvad det er der bliver."
-Ramana Maharshi

"Kan du huske hvem du var,
inden verden fortalte dig hvem at være?"
-Charles Bukowski

“nobody can save you but
yourself.
you will be put again and again
into nearly impossible
situations.
they will attempt again and again
through subterfuge, guise and
force
to make you submit, quit and/or die quietly
inside.

nobody can save you but
yourself
and it will be easy enough to fail
so very easily
but don’t, don’t, don’t.
just watch them.
listen to them.
do you want to be like that?
a faceless, mindless, heartless
being?
do you want to experience
death before death?

nobody can save you but
yourself
and you’re worth saving.
it’s a war not easily won
but if anything is worth winning then
this is it.

think about it.
think about saving your self.”

― Charles Bukowski

Hej Niels Snowfrog/Snowlion,

fornemt haiku, hvor du både lykkedes med antal vokaler, 5x7x5, og med involvering af natur (vandskyl og ler), samtidig med at du som forfatter skaber billeder af stemnings- eller følelsestilstand = fremragende skrevet, opfyldende alle haikuen's uskrevne regler.

Ift. emnet tolker jeg i 1. linje sårbarhed, anledt af en som altid original titel - ingen opfinder titler som dig :-) De er altid originale og et lille værk i sig selv. I 2. linje ser jeg førnævnte sårbarhed, stillet op over for rum-tid, eller tid-rum = sårbarheden der deles med nye ansigter. Endelig tolker jeg 3. linje denne sårbarhed delt afgivende noget konkret, noget så håndfast som ler - har man nogensinde rørt ler, ved man hvor unikt mod berøringen det føles. Selvfølgelig kan det også tolkes som latter, altså ler, givende digtet ydeligere vægt, og latter som den forløsende følelse af, at livet ind imellem kan føles absurd, men forandrer sig ligesom vand, der altid er i bevægelse. "Vær vand, min ven", sagde Bruce Lee, og meningen var vel at blive ved med at flyde, persistent; aldrig at være bange for at forandre sig, og give slip på sig selv. "Vandskyl ler som håb", en sætning der næsten får en lyd af rindende vand frem, en dejlig, afslappende og beroligende lyd, af elegante dråbers yndefulde symfoni, skrevet på en måde så man ved at det er nærende omsorgsvand, og ikke pis. Måske er det ordet "ler", og "håb", som giver positive associationer, her.

Alt i alt tolker jeg digtet som talende ind i sårbarhed, og ind i at holde fast og ikke give slip på, at ens sårbarhed vil blive vel taget imod, og at en forløsning vil finde sted, med ens tårer rammende jorden blivende hørt, og med titlen in mente - tårer der gøder jorden.

Tak for at dele herinde, og tak for at læse kommentaren her :-)

Kh Ansu
PS: kender du Tanka? Det er ligesom haiku, men blot med 5x7x5 + 7x7; altså det er haiku, men med ydeligere 2 vers, hver på 7 vokaler. Jeg har læst andre af dine haiku-digte, og tænker at du næsten MÅ have hørt om det, men jeg havde ikke, før for nogle år siden, så måske... Som en sidebemærkning går man i hiphop efter at ramme 8 vokaler i hver linje, ud fra devisen om at der går ca. 4 vokaler til et hjerteslag = med 8 vokaler pr. linje CIRKA (!), simulerer man timing-mæssigt hjertets rytme (1, 2. 1, 2). Det er en ældgammel tradition, hiphop, med rødder i griot-traditionen, som er en ældgammel oral tradition, hvor grioten/rapperen var den eneste der havde magt til at måtte sige hvad som helst overfor stammelederen/kongen/kejseren, så længe det skete i hiphop-rytmen med 8 vokaler pr. linje CIRKA (!), typisk 16 i alt (8x8) = pointen med filosofien var at grioten således talte i tunger, fra hjertet i stedet for fra intellektet = fra sjælen/maven. Her et eksempel, med nubiansk Qi Gong-lignende mystificisme, ligeledes en griot-tradition = WATUSI87 - NUBIAN MYSTICISM = https://www.youtube.com/watch?v=3tYrbAg2aZE

Hej Cecilie,

mega fedt digt, med en original og associations-rig titel, en blid intro til jargon og rytme, og endelig en rytme og en metafor-brug af højeste klasse. Æstetik og afrunding er lige så vel vellykket og mega, mega godt konstrueret. Stærkt gået, og tak for at dele endnu et mesterværk herinde :-)

Ift. selve teksten, som jeg tolker den - jeg kan læse at medkommentatorer Pia og Emil tolker teksten anderledes end jeg; titlen fik mig med det samme til at tænke på selvmord, og det samme gør teksten, delvist.

Jeg tolker værket som omhandlende overbevisninger, og om at turde at give slip på dem igen, selv når de ellers har tjent et formål. "Rebet" står for mig, i min betingede tolkning, som en metafor på overbevisningen om selvmord som en løsning - jeg lider selv af OCD-agtige selvmordstanker, hvor selvmord ved hængning er som mit Mekka og mit Rom, som alle veje fører til. Omend tankerne altid er pinefulde og altid melder sig ved forpinelse, så tjener de også et formål - ved at vide at der kan sættes et punktum for det hele, og at det er en selv der kan sætte det.

Men selv hvis de tjener et formål, selvmordstankerne, som en slags copingmekanisme for lidelse, så ville et liv uden dem klart og selvfølgeligt være et foretrække - men det er så svær en overbevisning at give slip på, for mig personligt måske umulig da jeg har forsøgt hele livet, bogstaveligt talt. Men måske planter et digt som dit et frø til forandring - det gør i hvert fald indtryk, dit værk, selv hvis min tolkning er helt ved siden af.

Jeg håber at jeg tolker forkert, og at "det endelige punktum" ikke er noget du selv slås med - når først man har samlet rebet op, er det svært at give slip på igen, men ikke umuligt. Jeg så engang en dokumentar om voksne, der som børn havde været udsat for overgreb, og hvor én af dem fortalte om hvordan selvmordstanker lige siden havde domineret hans tanker - men også hvordan han kunne give slip på dem igen, når han huskede på at det var et lille barns barnlige overbevisning, at selvmord var løsningen - et barns manglende og bestjålede fantasi til at turde håbe, men en fantasi til at turde håbe, som han i dag havde - når han lige blev mindet om den, fantasien. At høre ham omtale selvmordstanker som noget barnligt og umodent, ændrede tankerne lidt for mig..

Dit digt er elegant, smukt og dybt, på én og samme gang, og især titlen er altså bare genial. Tak igen for at dele herinde, og undskyld hvis min tolkning er helt ved siden af; jeg forventer intet svar på kommentaren her, og ønsker dig god fornøjelse med skrivningen, og masser af god vind frem :-)

Kh Ansu
PS: en sang der hjalp og fortsat hjælper mig, når jeg rammes af tanker om at afslutte det hele, er engelske Lowkey - Bars for my brother. I sangen, som på youtube kan høres med teksten til sangen stående på skærmen, fortæller Lowkey om sin bror der mistede livet til selvmord, og om hvordan han "ville ønske at jeg kunne brække benene på dig, så du ikke sprang" - altså han synger/rapper om sin umådelige smerte og sin vrede over brorens selvmord, men trods hans vrede er der sådan en omsorg og forståelse på tracket, som har hjulpet mig selv meget. Her link til sangen, selvfølgelig uden forventning om at det høres = https://www.youtube.com/watch?v=UvN5h9mTqKY

Hej Sarah,

forfriskende at læse et digt der ikke omtaler kærlighed som noget simpelt eller ligetil, men som "skrøbelig" og "florlet", trods solid som marmor - al visdom er paradoksal og tvetydig :-)
Du beskriver det rammende, koncist og elegant, og rytmisk afrunder du flot til sidst, med bogstavrimene "massivt marmor". Jeg er normalt ikke til korte digte, men det fungerer fint når digteren får sagt så meget, på så lidt plads, i hver eneste linje.
Tak for at dele herinde.

Kh Ansu

Hej Manila,

spændende projekt du har gang i! Jeg blev fanget af titlen, og investerede læsning takket være en lovende prolog, der antyder både dybde og elegance. Jeg har ellers svært ved at læse længere tekster på computerskærm, pga migræne fra tidligere hjernerystelser, og gør det yderst sjældent - men er glad for at jeg gjorde det i denne omgang :-) Tak for at dele prolog og 1. kapitel herinde!

Efterhånden som jeg læste om Katrine, Tobias, Anne og Mia's verden, fik jeg på fornemmelse at det er en dyb og følelesrig historie med en pointe, fortalt i et ikke-insisterende og inviterende sprog. Det føltes som starten på en historie, der kan gå i mange retninger, som medkommentator Pia Hansen er inde på.

Du beskriver rigtig fint både Katrine's indre og ydre verden, og får fra start investeret mig som læser, med både prolog og en effektiv start på 1. kapitel, med kasseapperatet der smækkes i - det er nemt at forestille sig Katrines træthed med arbejdet i Netto, og du får med det samme sat scenen og introduceret karaktererne succesfuldt = blidt, med "show, don't tell".

Endelig bruger du vellykket sansning og følelses-beskrivelser til at vise, at det er en levende og relaterbar verden man læser om, og ikke 4-kantede 1-dimensionelle karakterer i et dukkespil. Da jeg som læser introduceres til Katrines problemer med angst, og med hvad der lyder som et traume i forbindelse med et mystisk diskoteks-besøg, får du effektivt dannet en menneskelig og relaterbar hovedperson/Katrine, som du inden da med effektive virkemidler også har malet et billede af, som en karakter med dybde (f. eks. takket være hendes nysgerrighed på sig selv, og hendes ubesvarede spørgsmål ud i æteren, som vækker min nysgerrighed som læser).

Desuden er prologen virkelig, virkelig velskrevet - jeg er overrasket over at der ikke er flere der har kommenteret dit værk her, for prologen er da et lille mesterværk i sig selv, som virkelig fanger opmærksomheden med universelle problemstillinger - frygt og kærlighed. Men... Jeg tror også jeg ved hvorfor at flere ikke har kommenteret - ikke at antal kommentarer på NOGEN måde er en succes-indikator!!! Desuden er forfattere jo berygtede for at være de jalouxe typer, og dette er jo et forfatterforum, så... tag aldrig manglende kommentarer som et udtryk for mangel på kvalitet :-)

Men som sagt er det hele ikke lutter lagkage - allerede i en af de første sætninger er der en stavefejl ("skjule" fremfor "skjulte"), og som læser er det derefter svært ikke at føle, at forfatteren ikke har "tilberedt retten man spiser" med den kærlighed og opmærksomhed som værket, og som man som læser, forventer og fortjener = altså at forfatteren serverer et ufærdigt måltid.

Der er mange, mange grammatiske sætnings-, stave- og kommafejl i teksten, og formateringen og opsætningen/æstetikken af teksten lader desværre meget tilbage at ønske - dit værk fortjener bedre, for man fornemmer tydeligt en lidenskab, en passion og en dybde i værket.

For mig selv er de få længere prosatekster jeg har skrevet, blevet skrevet med mange følelser fra mig selv investeret i dem - derfor var og ER det enormt svært for mig selv at læse min egen prosa, og svært at finde motivationen til at rette mine egne mange fejl. At rette i ens egen tekst kan jo nærmest føles som at... undskyld mit sprogbrug, men som at skære i sig selv. Det kan være smertefuldt, og svært at spotte ens egne fejl i teksten, fordi at man selv associere hvert eneste bogstav, hvert eneste mellemrum med enormt meget, som ingen læser nogensinde ville gøre - man ved jo selv PRÆCIST hvad det er for billeder man ønsker dannet. Så jeg forstår i dén grad hvis du endnu ikke selv har læst teksten igennem, og har rettet de åbenlyse fejl - som altså desværre står i vejen for at nyde teksten sådan som den fortjener.

Jeg vil anbefale dig at læse HELE teksten op højt, for på dén måde at spotte sætnings-konstruktions-fejlene - mange af især dialog-sætningerne ville lyde ret forkert, hvis man sagde dem højt, og burde være nemme at rette til, ved f. eks. at læse dem højt og høre hvordan flowet flyder. Det samme gør sig gældende ift. at sætte kommaerne de rette steder, og dermed hjælpe læserens flow - kommaer svarer velsagtens til bastante instrumenter i musik, såsom trommer, bas og guitar; sidder de ikke bare nogenlunde rigtigt, distraheres man bort fra sangens budskab og dybde, desværre.

Jeg tror desuden at mange prosa-forfattere bruger digtning og poesi som en god øvelse i hvor vigtigt æstetik er for læsningen - og som øvelse i at lege med sproget, netop fordi digte modsat prosa mere er en dans mellem forfatter og læser, end prosa traditionelt er. Pånær den prosa der er skrevet af de største forfattere, som jo altid har et poetisk anstrøg over sig, med bogstavrim, letlæseligt flow osv. - jeg tror at de fleste etablerede forfattere dels har skrevet dagbog (for at øve sig i at skrive til specifikke modtagere - i dagbogens tilfælde ens egen underbevidsthed, måske, eller en usynlig ven i dagbogen), og dels at de fleste etablerede forfattere også har skrevet poesi og digte - ikke nødvendigvis for at få dem udgivet, men som øvelse i virkemidler. Jeg selv kunne engang ikke udstå digte, og så det som en lav og billig form for litteratur, indtil jeg selv begyndte at skrive dem; til at starte med bare som leg og som øvelse til at lege med virkemidler, inden at de blev hovedpassionen med skrivning.

Ift. opsætning af teksten, hvor nogle tekstblokke desværre står forskudt ift. hinanden herinde - dét ved jeg er Fyldepennens skyld. Altså at når man kopierer sin tekst fra Word, Notesblok (som er hvad jeg selv bruger - fuck stavekontrol, man lærer aldrig at stave ordentligt hvis computeren gør det for én), eller Libre Office, så ændrer Fyldepennens design herinde teksten til at stå anderledes end den gør i ens eget program. Det er vildt irriterende, og du er langt, langt fra den første der rammes af det herinde! Jeg tror at en løsning er at kopiere din tekst fra Word, som jeg gætter på at du bruger, over i Notesblok (det mest primitive skriveprogram, som alle komputere har), og derfra kopiere teksten over på Fyldepennen - det burde ændre tekstens formatering, således at det står korrekt uden at tekstblokkene hopper og springer, til irritation for læsningen. Ellers er der debattråde herinde, hvor der er andre løsninger på det - andre løsninger jeg ikke lige kan huske pt.

Min kritik kan måske virke i bagatel-afdelingen, men de små detaljer gør den store forskel - og det fortjener dit værk her. Men igen, jeg kender virkelig godt til at det er det sidste man som forfatter og kunstner gider - at rette til. For mig hjælper det på motivationen til at gøre det, når jeg ved at jeg gør det for andres skyld = mine læseres. Og da især hvis man kan finde en fast beta-læser eller 2, som man kan finde en LYST til at skrive for - uanset om den man skriver for er virkelig eller fiktiv. Jeg gad f. eks. godt at mit måske største forfatteridol Maya Angelou læste MINE tekster og digte, eller at én af mine forelskelser i løbet af livet gjorde det, altså læste med; det er en rar fantasi, og brugbar ift. at behandle sin kunst som det det også er - et håndværk. Og gudskelov lærer man jo undervejs, imens man retter sine værker til, og aflærer således at de fejl man retter næppe vil gentage sig igen i fremtidige kreationer :-) Nogle finder endda en nydelse i at rette, og de underlige, underlige mennesker kan man jo hyre engang i fremtiden, når man er blevet en kendt forfatter - for selvfølgelig burde en kunstner ikke bruge tid på f*cking grammatik, men blot på selve kunst; grammatik kan man jo hyre en sekretær eller et forlag til - men man kan også finde en leg og en glæde ved det :-) Hvis selv én som jeg kan finde en glæde ved det, jeg der har svært med koncentration og meget andet, så kan enhver.

Jeg håber at min kritik kan være brugbar, og at du deler mere herinde - da især en opfølgning på de mange cliff-hangers du har introduceret i Katrine's fortælling, der som sagt allerede er en livlig og farverig historie, som jeg selv håber at læse mere om :-) Tak for at dele denne prolog og 1. kapitel, og hjerteligt god vind frem.

Kh Ansu