Hun sagde,
imens hun min pande aede,
"Spar dig selv en tolk, flowet foruroliger.
Spil aldrig tiden på folk,
dedikeret til at misforstå alt du siger,
og som i deres smil bærer dolk,
imens de projicerende planlægger intriger.
De som med deres kynisme udøver vold,
i en verden hvor apati mod taber beriger."
Hun grundlagde,
med en omsorg kun en elsker kan sprede,
"Ansu, dem du hjælper, ved at påtale tabu,
vil være de sidste til at sige det,
husk det nu,
de vil være de sidste der kommunikerer ligetil,
de spiller stadig "Fake it 'till you make it"-spil,
de reparerer endnu deres stemme slået itu.
Byg ej fundament men plant alge-frø med omhu,
rodløse alger der over tid vil være til at beskue,
hvis de selv vælger det, husk det Ansu, husk det nu."
"De tror et offer er svagt, trods deres Jesus-pille,
Muhammed- og Mosesdille blokerer for Kintsugi-stil.
Din opgave er at vise dem sprogets ju-jitsu, det vilde,
mind dem om at Buddha og hindu-snilde er ulighedskilde;
at det at tro på spirituelt hierarki er at liv spilde."
"For først om mange, mange, uendeligt mange år,
vil de afvise Jesus-alfonseriets vilkår.
Når alfonsen Jesus Maria slår, og med tilgivelse består;
Når pave Ødipus og Martin Luther sammen små nazibørn får;
og når Alexander Den Store i helvede himlen skabt forgår,
DA vil de måske indse det indlysende;
At selvforsvar ikke er vold, men tårer,
der alle gøder strømme som fra bjerge til havet når,
fordi kun et offer er syntese, der med hjertet åbent står,
mens krænker og frelser hinanden slår,
fra før vor tid og til i år,
fragmenteret i dualiteten der aldrig virkeligheden spår."
Hun sagde afsluttende,
imens hun mine øjenbryn aede, og mine læber buede,
"Du vil for dem være skyldig til det modsatte er bevist.
Når du kalder din mor pædofil, får du sexismens skib forlist.
Du sænker det fundament som er bygget så koncist og præcist.
I deres blik vil du være skyldig til det modsatte er bevist.
Særligt mænd foretrækker faste offerroller, og apati lovprist.
Konkurrencesamfundets apati-afhængighed, af ét køn bespist.
'En moder kan ikke krænke sin egen dreng,
du lyver", vil de stigmatiserer dig med tvang,
selv på din kiste."
"Husk det nu, Ansu, husk det nu,
skør og skyldig til det modsatte er bevist,
de bliver kun grusommere,
og endnu grusommere,
men du har intet at skulle bevise,
de er anklagere, ikke dommere,"
"tal højt om,
hele din families forbrydelser alligevel,
og dø med smil på læbe,
velvidende at din kønsløse sjæl aldrig kan ties ihjel,
og trods sjælen sammen med legemet dør,
vil ekkoet både lukke og åbne døre, og nå en anden amatør."
Hun kyssede mig,
og som jeg satte mig, og med begge hænder skrev dette,
lovede hun mig på vej ud af døren, at det aldrig vil hitte,
og jeg kunne trygt lade fingrene tale,
rengjort af det beskidte, det uden reklamer, det indefinitte,
det der skrives fri for stil, det af uretfærdighed nedslidte,
det i retfærdighed ubestridte sande =
at når alt er relativt og kan deles i tre, ala oliefri vande,
så rager det mig en papand,
hvordan du dømmer min tanke fra min pande,
så voks dog op, blomsterbarn med metalkande,
bange for at bande, bange for sjæle fra u-lande,
det rager mig om du synes dette er fucking yin eller yang,
Chi eller Qi, din livsenergi dynamisk, min åbenbart statisk sang,
men whatever,
det cool, ikke bange, sølvfisken svømmer solidarisk rig,
fuglen indespærret af en vingeløs synger stadig, fri,
uanset om du maler min kønsløse sjæls lig
og dets omrids blidt i akvarel eller med kridt.