Altså Martin, ærligt talt, jeg er helt forvirret og mundlam, når jeg læser dine tekster, og det er hver gang! Det er så anderledes, at jeg ikke kan finde sammenhængen, at jeg hverken kan analysere eller fortolke, slynge en lang og konstruktiv kommentar ud i relation til "handlingen," men jeg er stadig vild med det. Der "sker noget" i min tankegang, når jeg læser dette. Som om siderne i en kasse folder sig sammen, og jeg ikke har et rum at forholde mine tanker i/til. Jeg er ligesom alene med teksten, inde i den, og samtalen mellem pigen og manden sker bare, og jeg bliver næsten lidt blufærdig over overhovedet at tillade mig at være til stede i deres tosomhed.
Dit sprog kan noget særligt i sin anderledeshed, og jeg fornemmer at du ikke lader dig inspirere af noget eller noget, men lader dig inspirere af teksten i sig selv, det der sker, og det ene afføder det andet, og det er en kæmpe befrielse at læse.
Det gavner ikke min oplevelse, at jeg læser tekstdelene med så stort et tidsmellemrum, (det er jo så selvforskyldt, men har så forbandet travlt) Jeg ville virkelig elske at læse alle tekstdele som noget fysisk mellem hænderne, ét langt stræk. Jeg tror min forståelse af teksten vil gå op i en højere enhed. Ved du hvor lang fortællingen skal være, og hvor langt er du?

De bedste hilsner

Katrine

Kan godt lide din tankegang. Du virker yderst intelligent - og dine tekster er intelligente. Glæder mig til at læse mere i fremtiden.

Du skriver simpelthen, så ufatteligt godt, Martin. Wow. Jeg oplever sjældent at kunne henfalde til en historie, et andet univers, bogstaveligt talt glemme, hvor jeg befinder mig. Jeg gjorde det, da jeg første gang læste Harry Potter. Jeg glemte at jeg lå på en madras i vores garage, var svimmel, og det samme er jeg nu. Det her er virkelig godt! Den fantasi, det skrivetekniske overskud, billederne, metaforerne. Jeg føler slet ikke, jeg kan rose dette nok. Jeg er mundlam. Wow.
Handlingen er på samme tid eksisterende og ikke-eksisterende - Det er, som om jeg udvikler en ny måde at læse på, når jeg læser, hvad du skriver. Der er (efter min mening) brug for en stemme som din i litteraturen.
Lever denne novelle kun på Fyldepennen, eller har du sendt den ind til forlag eller andet - Indgår den i en samling? Vil gerne skrive mere, men jeg har desværre absolut ikke det, der minder om konstruktiv kritik. Jeg får associationer til en masse store dramatikere, jeg læser på mit studie (dramaturgi) men lever mig ærligt talt bedre ind i dette.
Tusind tak for oplevelsen!
Kærlig hilsen Katrine

Hej Martin

Jeg har læst denne del tre gange. Første gang i går, så i morges, og så endnu en gang nu. Jeg kan godt lide det, jeg er fænget af din utraditionelle måde at skrive på, men det tager tid at trænge ind, det tager tid at adskille, forstå, de lag-på-lag, der er opbygget i handlingen. Jeg tænker, hvis du på et tidspunkt forsøger at udgive dette (Og det håber jeg, at du gør) måske skal lave en slags introduktion til læseren. En slags forventningsafstemning (En roman er en roman - en novelle er en novelle: med de konventioner, der gør sig gældende) Men jeg synes hverken at dette er en novelle eller en roman. Jo, måske en ny slags roman, men jeg synes, du skal skrive en indledning. Helt hvordan, det ved jeg ikke. Helt en indledning, mener jeg ikke. Jeg tænker den måde, du beskriver tanker på, og den måde strukturen lader sig styre af hovedpersonen. Noget med at suge til sig, hvad der er at suge til sig. Jeg ved, du kan formulere det. Håber du ved, hvad jeg mener. Det vil i hvert fald være rart at have en slags introduktion, for måske vil læsere, der ikke er vant til at læse, hurtigt falde af. Det tror jeg, og det her fortjener ingen at gå glip af. Det fortjener at blive læst grundigt. Det kommer selvfølgelig meget an på, hvem din målgruppe er. Tror mange mennesker vil have godt af at læse denne slags litteratur, men der er ikke mange, der længere tager sig tid til fordybelse. Der er folk, der ikke længere kan finde ud af det, tror jeg, på grund af syndebukke som Facebook og flyvske medier (tror jeg) Her på Fyldepennen er det jo nærmest også kun korte tekster, der får opmærksomhed.
NÅ, i forhold til handlingen, så tog det mig lidt tid af finde ud af, hvad der foregår. Der er skift i tiden, men det formår du at formulere på en let tilgængelig måde. Det fatter jeg hurtigt. Jeg synes, det er genialt, den måde du gør det på; at du ændrer fortællerens stemme og ligeledes veksler mellem tidernes former.
Dine beskrivelser har, som jeg nævnte sidst, velfungerende skift mellem korte og lange sætninger, men nu har jeg opdaget, at der samtidigt er skift i beskrivelserne; fra det jordnære fortællende, til højstemt filosofi. (For mig virker det højstemt, det gør det nok ikke for filosoffer ;-)) Eksempelvis her: ” Jeg kommer ikke til at fatte det. Hvilken tanke skulle man også gribe til, tanker er ikke kernen af det som skete.” Her brydes flowet, jeg skal tænke, men jeg begynder at vende mig til det. Med modsætninger som følgende sætning, bliver det hverken tungt eller moraliserende: ” Hun ville have is. Paradis is, selvfølgelig. Jeg afviste hende prompte, og så købte vi hver sit bæger med tre kugler. ”
Der er en umiddelbar god balance i teksten, dog er jeg, efter at have læst teksten tre gange, i tvivl om begyndelsen og slutningen, da jeg ikke forstår dele af dem. Eksempelvis her: (Starten) ”Det kunne have været så godt, vinter.” Jeg forstår ikke, hvad du mener med vinter? Og her: (Slutningen) ”En blå mand skræller et æble. Gul maling løber af et tæppe. En rød damp. To lyskegler overbord.” Er det symbolik, eller skal jeg bare tænke lidt længere?
Til gengæld synes jeg særligt godt om følgende formuleringer:

"Hvis jeg blot kunne slappe helt af, meditativt. Uegnet som buddhist. Fyret."

Genkendelig tanke. (Dog studser jeg lidt over "Fyret." Ordet virker fjernt fra buddhist. Måske "udstødt," eller "uacceptabelt," Ej, jeg tror du har ret, "fyret" er bedst.)

"Det er et dumt væsen, skødeløst, skingert, oftest kåd til det ulidelige. Så liderligt et væsen. Det kan jeg forstå. Jeg har vitterligt været et sådant væsen. Grædt på værelset, og så ellers ud at være en ligegyldig idiot."

Det afsnit beundrede jeg.

Sammenhængen i handlingen mellem de forskellige dele/kapitler er ikke rigtig til stede. Det er sproget, der binder sammen, personens tanker. Har en fornemmelse, at mere "går op for mig," undervejs. Jeg har stadig det bladløse træ, "fuglene," mødet mellem de to mennesker, i tankerne.

Dette kapitel ramte mig faktisk. Jeg føler for første gang sympati med fortælleren, og det er noget af det vigtigste, synes jeg.

Det er en stor fortælling, det her. Det kan jeg fornemme.

Katrine

Wow, Martin.

Jeg blev virkelig fanget af det her kapitel! Altså sådan helt bogstaveligt talt, for jeg skulle egentlig nå en bus, og den nåede jeg ikke.
Jeg har holdt pause fra Fyldepennen, har været nødt til at koncentrere mig om andre ting, og du må undskylde, at jeg ikke lige fik svaret sidst. Det forsøger jeg at kompensere for nu, men det er også af lyst, at jeg læser din roman.
Jeg er allerede begejstret fra første linje. Det er altså utroligt, hvordan du formår på så få linjer at skære en ”stemning” igennem. Det er en slags ironisk distance, tror jeg, hvor jeg på samme tid får lyst til at grine jovialt af vores egen måde at tænke på, iagttage på, og samtidigt latterliggøre, at vi vedbliver i de samme forventelige fordomme samt uopnåelige forventninger. Det er de første syv linjer, jeg henviser til, for du har jo ret, det er sådan, det forløber, det er sådan MAN tænker, og du er forbilledlig dygtig til kort at ridse op, hvordan situationen, den gamle dame, på en ironisk måde distancerer sig til hovedpersonens forventelige forventninger, og på samme tid er så genkendelig en type, man kan forholde sig til, og PRÆCIS ved hvordan tænker. Jeg ser hende så tydeligt for mig! (Det løber let af med mig, håber du ved, hvad jeg mener.)
Flowet er helt unikt BOM-BOM-BOM, og sådan er det hele vejen igennem. Det er direkte misundelsesværdigt. Jeg tænker, om det er selvoplevet? Det virker selvoplevet. Dine betragtninger er så skarpe og raffinerede, eksempelvis hvor du beskriver stilstanden i damens hjem. (Du er i øvrigt også bedre til at beskrive omgivelser i dette kapitel, end i de to forrige, synes jeg) Jeg kan nærmest dufte hjemmet, fornemme den døendes eksistens, hvordan savnet af Kaj bor i huset, som var en del af ham stadig i live (En sørgelig del)
Det er kun ét sted, hvor jeg bliver revet ud af flowet, men det er ikke betydeligt, og måske er det bare mig: ” og jeg håber bare at denne seance snart vil tage et filosofisk anstrøg, en smule distance til Kajs faktiske død. Lidt fransk bog-eksistentialisme i stedet for nogens død. Jeg samler læberne spændstigt, griber i sidste sekund mine arme fra at slå ud.”
Det er fransk bog-eksistentialisme, der virker malplaceret. Hovedpersonens tanker er så umiddelbare, troværdige, men her virker det som DINE tanker, og måske er det også dine tanker, hovedpersonen er baseret på, det er det vel, men i den givne situation virker referencen bare ikke rigtig. Den ødelægger nærværet, synes jeg.

Dit sprog og din stil er innovativ og spændende, jeg har aldrig læst noget lignende, og jeg vil lige tillade mig at sakse de betragtninger/formuleringer, jeg synes er fremragende:

"Man må ikke blive fanget i, at der midt i alvoren bliver tavst, fordi de gennemskuer, at jeg ikke lytter, at jeg tabte tråden. Derfra har jeg sagt "hva" flere gange eller "undskyld", så det er tiltrængt med en pause. "

- KNIVSKARPT!

"Møbler og tæpper bærer præg af, at det i mange år har skinnet ind på det puslespil, som blev limet sammen i en ramme, da hendes mand døde. "

- Så behøver du næsten ikke at beskrive mere. Det er fuldendt i en enkelt sætning.

"Det er blevet tidligt-sent."

- Nyt udtryk, men særdeles rammende.

I øvrigt er din timing intuitiv god. Eksempelvis her: "Han døde jo midt på dagen, længe efter at hun var stået op. Han var en mand der stod tidligt op hver dag, det skulle jeg vide. Kaj. Da hun siger navnet slipper hun mit blik, og jeg blinker med øjnene og tager en tur rundt."
Samme sætning er også eksempel på din måde at veksle mellem korte og lange sætninger, ligesom du afslutter kapitlet med "Grimrian." BOM, så sidder man der, og har rigtignok stof til eftertanke ;-)

Jeg nød at læse kapitlet, det bliver bedre og bedre!

De bedste hilsner

Katrine

Jeg kan meget, meget bedre lide denne del. Her skifter tonen totalt, og det patetisk poetiske, som jeg syntes at se i din intro, forsvinder fuldstændig her, og erstattes med en sprudlende og lettere skør fortælling. Et slags stream of consciousness, dog med punktummer. Jeg kan langt bedre læse dette og falde ind i din fabulering. Der er langt mere knald på udtrykket og det klæder teksten aldeles godt.

Mikala

Hej Martin!

Jeg forvirres lidt af denne romanintro, fordi der ikke rigtig vises mig en retning. Altså intet bud på hvad romanen vil give mig. Genren er jeg endnu usikker på. Du skriver:
"I et bladløst træ lander hundrede af fugle af forskellig art. Pigen og manden vender blikket derhen som det sker. Et vindpust griber fat om træet. Fuglene blafrer."
Det bladløse træ, hvor hundredvis af fugle lander, giver associationer til noget magisk realisme. Mest fordi jeg tror, at hvis der i virkeligheden landede 100 fugle i et træ, jeg stod ved siden af - så ville jeg reagere, og flytte mig. Ikke reagere som parret, der (uden reaktion) giver sig til at tale om Jordens indre (? - hvorfor er træet som Jordens indre? og om månen). Hvorefter manden giver sig til at klatre op.
Så er der "fugle der blafrer". Gardiner blafrer, fuglevinger kan måske nok blafre, men vel ikke fuglen selv. Billedet er derfor forkert.

Jeg har det som om at forfatteren bare har skrevet noget, der skal vise noget magisk realisme, men et øjeblik glemt, at det også kan blive for mystisk, hvis der ingen logik i hverken dialog eller handling. Det giver desværre ingen mening.
Nå, jeg læser lidt videre, og ser om næste kapitel fænger mig bedre.

Mikala

Så fik jeg tid til en ordentlig kommentar, forhåbentlig. Jeg er fascineret af din måde at skrive på. Din måde at forene abstrakt og konkret i en nøgtern og ærlig, selvbevidst stemme. Det hele fungerer på et højt, bevidst plan. Der er harmoni hele vejen igennem. Stemmen kommer især til udtryk i hovedpersonens ordre samt spørgsmål og konstateringer til sig selv: ”Sov!” og ” Så er det ude med det, ganske fint vejr, og hvad har vi?” Det er disse bemærkninger, der tilsammen danner fundamentet for teksten, og disse henvendelser til hovedpersonen selv, er også henvendelser til læseren, hvilket knytter læseren sammen med hovedpersonen. Det kan jeg godt lide. Derimod ved jeg ikke, hvad jeg synes om hovedpersonen; hans til tider pessimistiske tankegang, sin sættes-spørgsmålstegn ved tingenes væren, men jeg antager, at det netop er meningen, at han på sin ”rejse” der ikke har et åbenlyst formål, skal suge til sig, hvad der er at suge til sig. Det minder mig lidt om Søren Ulrik Thomsens ”Rystet Spejl,” hvor han ligeledes gør op med vores måde at antage at tingene er som de er, fordi de er sådan.
Godmorgen-scenen i starten syntes jeg til at starte med var lidt af en kliché, men jeg kan godt lide måden den udvikler sig på. Den bliver sjov! Du kører den langt ud med hatten, med stemmelejet, der afprøves. Det er meget levende beskrevet. Det er en generel ting; at du skriver meget levende. Det er let at leve sig ind i.
Du udelader meget, og det bliver en katalysator for handlingen. Man ved ikke, hvilken rejse, der er tale om. En rejse for rejsens skyld, og for hovedpersonen en rejse for den rejsendes skyld. Hovedpersonen vil være som en rejsende er. Man får flere gange fornemmelsen, at det er en imaginær rejse splejset med en egentlig rejse uden formål.
Dit sprog er meget nuanceret med flere kontrastfulde metaforer: ”Stykke moder sol.” Den er stærk! Dog synes jeg at handlingen, trods det fine, facetterede sprog, mangler en understøttende stemning. Miljøbeskrivelserne er fine og også højtstemte, da det ikke er typisk registrerede betragtninger, men velvalgte og nuancerede billeder: ” Højspændingsledningerne knitrer. Blåmejsen står stille i modvinden. Byghveden knækkes af traktorens påhæng.” Den manglende stemning er en konsekvens af sproget, tror jeg. Måske er andre læsere i stand til at fornemme en stemning. Jeg kan ikke sige præcist, hvordan den skal tydeliggøre, men jeg ville nok gå mere i dybden med enkelte af hovedpersonens refleksioner og understøtte disse med et nærvær, en beskrivelse af situationen, rummet, udseendet, lys, farve, følelse. Et eller andet.
Min yndlingsscene er hovedpersonens møde med kvinden i bussen. Den er meget genkendelig og yderst velskrevet. Den ordløse kommunikation og tiltrækning er forbilledligt antydet, og den er meget realistisk. Det hele virker selvoplevet i kraft af bevidstheden, hovedpersonens tanker, handlingen. Autofiktion måske?

Interessante/originale vendinger:
- Glimrende gående
- Ikke gransk mere her, den er drukket ud. Så ønsker jeg at det slutter? Vil jeg, at det hele slutter? Nej. Jeg forstår nok ingenting alligevel.
- De jager over perlestenene i vågne samtaler.
Jeg kunne finde mange flere, men ovenstående sprang i øjnene på mig.

Helt generelt opfordrer din måde at skrive på, til et kritisk øje hos læseren, fordi man godt kan fornemme, at sproget er velvalgt nuanceret, og det er sproget, der er nyskabende. Det er med denne konvention, jeg læser, og det er derfor, tror jeg, at jeg har svært ved at fange en stemning. Måske skal der bare ikke være nogen stemning.
Glæder mig til at læse videre, og god jul.

Katrine

Fin og god måde at beskrive en teenagers vej til voksenlivet.

Jeg fatter simpelthen ikke, at den her tekst ikke har nogen kommentarer. Din novelle er fuldstændigt vidunderlig absurd, og det kræver faktisk virkelig en højtudviklet fantasi at holde det realistiske på sikker afstand af sit ubesmittede surrealistiske projekt. Jeg elsker hvordan der midt i den næsten kyniske absurditet opstår en poetisk, idyllisk stund med den lille fugl, som så brutalt afbrydes af pigens død, og den lækre forvirring og ubehaget er genoprettet. Jeg er kæmpestor fan og bøjer mig dybt i støvet.

Jeg blev meget rørt af dit digt. Min favorit passage er helt klart:
"at loven holder til hver en tid, er en farlig lære, som ikke forstår sig på lov. Det er på endelighedens vilkår at jeg siger så mange ting forkert, jeg prøver jo bare at hamstre lidt mens jeg kan."
Skønt skrevet!

Hej Martin,
Det tegner til at blive en sød historie. Hvis det er indledningen til noget længere, tror jeg med fordel, du kunne hjælpe læseren lidt ved at være mere beskrivende omkring scenariet. Hvorfor er det træ så fascinerende? Er der god stemning omkring dem (fugle falder til jorden?), Hvad menes med det, de siger osv. Selvfølgelig kan det være, du har en plan med ikke at afsløre noget, men med den bid, man får serveret her, er det svært at gennemskue:) Jeg kunne have tænkt mig at læse mere på én gang. Grundet dialogen og de korte sætninger, kom jeg til at tænke på, om du måske ville elske at skrive manuskripter? Du lader til at have gode historier og karakterer i fantasien, men måske er du en kende utålmodig i forhold til at dvæle ved detaljerne og bygge noget op. Så kan noveller eller manus-skrivning være gode alternativer til en roman :) Håber du har lyst til at svare.
Bedste hilsner fra Didi

Hej Martin

Det er en rigtig god tekst du har fået sat sammen her (dog snart fem år gammel, men gode tekster ældes ikke). På en måde så læste jeg det som en metafor for depression af en art. At den måde din HP bliver behandlet kan svare til den uvished som folk med depression bliver behandlet med; at man ikke ved helt hvad det er og derfor holder sig væk, eller kommer med hjælp/tilråb som ikke hjælper.

Jeg ved selvfølgelig ikke hvad du selv havde tænkt, kan være det bare var en sjov tanke, men jeg nød at læse den og følte at jeg fik sat noget i perspektiv :)

mvh Simone

Hej Martin.
Jeg synes du har skrevet en god novelle, selv om jeg havde lidt problemer med at forstå indholdet. Eller i hvert fald dele af det. Personen passer ikke rigtig ind nogen steder, og har i det hele taget meget svært ved at falde til. Har jeg ret? I de første par afsnit fornemmer jeg en mavesur dreng, som i bund og grund er meget svær at stille tilfreds, og jeg brød mig egentlig ikke om ham. Men som jeg kom længere i novellen, fik jeg faktisk medlidenhed med ham. Jeg vil ikke forsøge at sætte en diagnose på ham, og måske har jeg helt misforstået.

Som sagt står jeg lidt uforstående over for nogle af afsnittende, men jeg gætter at ’Over månen’ og ’Solsystemet’ er hans måde at komme væk fra det hele på?

Jeg synes at du skriver godt, men ind i mellem har du nogle sætninger, der var lidt svære at sluge:
” Når jeg siger til tandlægen, at mine tænder er mine, og at jeg bestemmer over dem, og deres falden ud og blive fyldt med huller, og tændernes biden i neglene, og hvilken mad de vil tygge, og alt det andet, som hun bare ikke skal blande sig i.”
Det er ligesom der mangler et eller andet i den sætning. Den starter med ’Når jeg siger..’ men selve pointen kommer ikke. For det første er det en meget lang sætning (det, i sig selv er ikke forkert) men det er som om han har glemt hvad han vil sige midtvejs.

Og det er det samme her:
”Men jeg skal ikke sidde på banden og klasselæreren farer i flint og i spagat, da jeg afslår hans forespørgsel om at forlade banden og derefter fortsætte med min røv, direkte! ud i omklædningsrummet.”
Jeg måtte læse sætningen flere gange før jeg forstod den.

Jeg kan godt lide ordet ’tandlægevæsen.’ Det siger en del om hvad han mener om dem. Og sætningen: ”Han står der, foran mig, men mest over mig.” Flot – både i billede og mening.

Scott

God rytme, tema og opbygning.
Dog med et gran salt til et par steder i opdelingen - fex.
Afløbet sender jeg mine bedste og varmeste hilsner, til
dig

Kunne deles mere naturligt som:

Afløbet sender jeg mine bedste og varmeste hilsner,
til dig

Smuk og dejligt jeg kunne lide det

Sikke en ordentlig gang intertekstualitet! Jeg var knap nok nået en linje ind i teksten, før jeg var komplet forvirret, men det er måske meningen!? Sjov og finurlig tekst, som pirrer alle sanser, tak for læsningen

-Ester