Tandlægen (Boret)
   Når jeg siger til tandlægen, at mine tænder er mine, og at jeg bestemmer over dem, og deres falden ud og blive fyldt med huller, og tændernes biden i neglene, og hvilken mad de vil tygge, og alt det andet, som hun bare ikke skal blande sig i. Hvis jeg vil have mit tandkød til at bløde, blive hvidt og fyldt med blegner, så bliver det sådan, kære fru tandlæge. Må jeg være fri.
   Og hun giver mig en sukkerfri slikkepind, efter at hun har labbet mig sammen. Og jeg lover at børste dem bedre, og jeg lover ikke at drikke og spise al den sukker. Og jeg får et billede af Karius og Baktus der for eftertiden skal hænge over sengegærdet, hvor de kan true en lømmel som mig, med advarsler om min forestående deroute, hvis jeg ikke lytter til tandlægens råb om vagt i gevær. For jeg skal da nok nærmest dø, hvis jeg ikke lytter til hendes tand, tandbørsteviden og tænderne og mit forhold til mine tænder. For hun smiler et djævelsk hvidt smil, og hun læner sig hen over mig med hendes morderlige barm, og jeg kan næsten ikke få luft når hun borer. Og så ved jeg, at jeg bare har at makke ret, over for dette tandlægevæsen.
   Og jeg ville bare sige hende en ting, nej, flere ting. At alle børnene hader hende, og at de har langt mere ondt i bisserne, når de går derfra, end da de kom. Og at vores tænder kun bliver mere skæve af hendes riven og flåen i dem.

Fodboldbanden
   Det er min bande, for her har jeg sat mig. Men jeg skal ikke sidde på banden og klasselæreren farer i flint og i spagat, da jeg afslår hans forespørgsel om at forlade banden og derefter fortsætte med min røv, direkte! ud i omklædningsrummet. For idræt er ikke noget man tilbyder trodsige drenge, som sidder på banden, når de skal sidde på bænken og i øvrigt holde deres kæft i trit og retning. Men jeg har ikke spist så godt, og min mor er utilfreds med alt den gøren og laden, som jeg ikke foretager mig, og alt det andet, som jeg selv har fundet på, at jeg vil foretage mig. Og måske, er det derfor jeg sætter på banden, og siger nej til min myndige lærer, som altid har ret, når han har bestemt sig for at jeg tager fejl. Og jeg ved det. At alle lærerne altid har ret, i de andre voksne hoveder, og at min stemme, stemning, jeg, er en klump af fej, feje disponeringer, fejlvalg, fejlslagen. Og der gør han det. Han kommer i mod mig med spyt ud af munden, fråder. Jeg nægter fortsat i stillesiddende trodseri. Det er min bande, og jeg flytter mig ikke. Og han gør det. Han skubber mig, så jeg falder ned, og fodboldkampen stopper og lyset stopper og alle kigger, mens jeg rejser mig, forlader hallen og går ud i omklædningsrummet.

Frikvarter
   Et sølle kvarter skulle jeg bruge. En pause mellem engelsk og dansk skulle jeg bruge til mine genvordigheder. Skolens puds tynges af mine ugerninger. Den danske pædagogik og velmenenhed står uden svar til mit væsen, og siger, at der ikke er noget at gøre for en som mig. Sprittusch er blevet påmalet bordene, og det hører ingen steder hjemme, hverken her eller på andre institutioner. Potentielt skrivepapir er blevet omformet til papirsflyvere, som efterfølgende er blevet sat i brand og kastet ud af vinduet, så hellige og vidunderligt rene tredje klasses børn, guds jomfruer, engle, har set ild på papir drysse ned oppe fra, som var himlen i brand og deres, skolens gud, død ved mine ugerninger. Det er Bo, Bo med autoritetens overskæg, autoritetens tøj og autoritetens blåstempl. Han er viceinspektør, vores ukrænkelig viceinspektør, og alt det normale ved hans udseende, som er helt og aldeles undseeligt er blevet malet over med arbejdstitlens pennestrøg. Han står der, foran mig, men mest langt over mig, og peger mig ud, som alt det jeg er i lyset af endnu, endnu! en ugerning. Mig som er helt igennem uværdig til denne skole, uværdig over for Grundtvig, uværdig over for dem, mine forældre, som passer mig i hverdagen, fordi det er dem pålagt. For ellers burde de da forlade mig, og få sig et anstændigt liv. Et liv som passer til deres sympatiske væsen, så de ikke skal trække mig rundt i en trækvogn, og lægge syn og øre til alt det, som bliver sagt om deres uværdige søn, og gør dem kede og bekymret, når de kunne have brugt deres sympatiske væsner på andre ting. Og afstraffelsen fortsætter, for jeg bliver sendt med den næste bus hjem, og der bliver lovet forældreopkald, og nu må det fanme være nok med mig. Det er på tide at finde en anden skole.

Over månen
   Hvor blanke indbydende søer er svovldampe, hvor grønne blomstrende bakker er sovende kæmper med mægtigere skuldre. Min luftballon svævede over det landskab. I min kurv hang jeg til ballonen i en eneste hvid tråd som snart sprækker. Så jeg kan styrte til jorden, sætte mig på en grøn plet, og lade alle verdens monstre kæmpe deres kamp omkring mig. Indtil vinderen står tilbage oven på ragnarok med arme, triumferende. I en eneste mundfuld Indtager han sin præmie, lader mig bo derinde.
   Men da lyset forsvinder kigger jeg stadig mod himlen. Stjernehimlen. River min brystkasse åben som var den en vest og lader det. Dampe, varme, vilde, røde, af helvede til.

Hovedpinepiller
   Jeg er tvunget til at tage det ind, luften presser sig ned i lungerne og mit hjerte kæmper det frivilligt igennem blodårerne, og jeg spøger til, hvorfor? Hvorfor fortsætter det? Lad dog være, lad mig være. Men hjertet er mit og det kan forelske sig, og det kan klippes ud i farlige kopier og gives til piger, og det kan metaforisk skilles i tusinde af stumper, mens det slår og slår og slår. Og ingen har tal på noget, og hjertet er ligeglad med tal, og det er ligeglad med min vilje, min vilje til at erklære, at dets taktfaste livlige klappen ikke har hjemme i denne verden, da det er mit hjerte, og det ikke er min verden mere. Det er slut med, at dette er min verden, og det er slut med at være noget, som er i den, og gøre ting og sager ud af den og med den. Jeg gider ikke sutte flere bolsjer, jeg gider ikke mere sige hej, hej, hej, hej. Det må være nok nu, så jeg beder dig. Mit hjerte. Stop med at slå mig, stop med at prygle blodet rundt og rundt og tilbage igen. For jeg kan ikke stoppe dig. Jeg kan blot lade som om, korte momenter, med fantasiens motor, lege, at du holder inde, at jeg stopper dig med beslutsomhedens slag, siger nok, nu er det nok, jeg har fået nok, nok. Nu. Og jeg siger nu. Men det blev ikke nu.
   Senere, senere, vil skoene passe og sneen vil stoppe med at sjappe, og mandarinerne vil være uden kerner, og far vil komme glad hjem fra arbejde, og mad vil smage, og at åbne et køleskab, at kigge igennem dørsprækker til pigers omklædningsrum, at se en NASA rumfærge blive sendt ud i rummet, vil betyde noget. Og jeg vil kigge med en forståelse på mit, mit spejlbillede, som var det der, og skulle og ville det noget, andet end blot at være det, vilkårligt, helt igennem tilfældigt, lige der, nu.

Udflugt
   Det er helt sikkert, at det ikke er okay at sige "fuck you mama" gentagne gange med en skinger høj stemme. Den slags siger man bare ikke, selvom det hele bare er lidt for sjov. Og slet ikke når man sidder i en bus med ens forældre, samt en masse andre børn og deres forældre. Og sågar siger det så højt, at mange af de andre kan høre det. Og sikken en pinlighed det må medføre, særligt over for forældrene til ham der siger denne sætning igen og igen, mens de forsigtigt, men efterhånden mere insisterende tysser på ham. Men med alle disse forbehold taget i betragtning, og alle disse ubehageligheder indprentet, så siger jeg det, igen og igen og igen. afløst af andre mere tilforladelige ord, om den tur vi lige har været på. Men alt det andet synes bare lige meget. For alle de andre i bussen, når jeg tillader mig at blande alle de andre ord med denne sætning, denne grimme, grimme sætning, "fuck you mama". Min far raser, og min mor raser, og det hele venter bare på at vi bliver alene, så vi kan rase helt vildt ud. Og i mens fortsætter jeg med at snige sætningen ind i mellem andre ord, "fuck you mama". Det er slet ikke rart i denne bus.
   Vi stiger ud for at gå det sidste stykke hjem, og jeg siger, at det har været en god tur, en rigtig god tur, og min far vender sig, og slår ud med en arm, og slår ud med armen, og så gør han det. Vi har ventet og ventet, og nu gør han det. Han griber fat i min skjorte og trækker til, mens han fnyser og knapperne ryger ud til alle sider, og vi gør ikke noget ved det hele i et, to sekunder. Så løber jeg, jeg løber hurtigt, hurtigere, mens min lillesøster som slet ikke har sagt noget, samler mine knapper sammen, og senere, langt senere end dette giver mig dem tilbage, og siger, at hun gerne vil sy dem i for mig. Men lige nu løber jeg, og det er helt okay, at jeg lige bliver væk i noget tid.

Solsystemet
   Hvor min længsel bare fortsætter med gribe mine forestillinger. Jeg er en vandrende på solens overflade, urørlig, betragter jeg solens umenneskelige vildskab. Og blot et eneste menneske vil følge en sort priks vandring på solen. For tilbage på jorden, hvor jeg forlod min familie for trillioner af år siden sidder min mor, aften op og aften ned, med en stjernekikkert og holder øje med, at jeg stadig er derude. Og selvom jeg flygter til Jupiter og skjuler mig i læhegnet af blå gasbjerge, vil hun - glem mig! Please, glem mig.

Specialklassen
   Og en dag sidder jeg i specialklassen, og jeg ved hvem de andre tre elever er, og jeg er slet ikke i tvivl. Det er en meget speciel klasse. Vi cykler hver dag, og enkelte gange løber jeg. Sådan starter hver dag, for vi har alt for meget energi til ikke at løbe og cykle. Vi er evigheder fra alle de andre børn, og når vi har pause er de andre til time, og når vi har time, er de andre bare så langt væk, at vi på alle måder er helt alene sammen med Jeppe og Jan. Vi cykler med Jan og selvom han er meget hurtigere end os, følges vi alligevel ad. Jan er så glad for livet, at han kun sover fem timer om natten, selvom han kunne sove meget længere og sommetider gaber, men mest af alt er han altid frisk. Og Jeppe er helt anderledes med sit gråhvide skæg og øjne som altid forstår, selvom vi slet ikke forstår alt det som han lærer os om Freud og Fluernes herre. Men jeg lytter, og de siger, at jeg slet ikke burde være i denne klasse, og jeg elsker bare at være i denne klasse. Og når det en gang om lang tid er slut med specialklasser, og jeg er blevet helt og aldeles klar til at være i klasse med hvem som helst, og Jeppe har fået sin drøm opfyldt om at flytte til New Zealand. Ja, så skal jeg komme og besøge ham, for jeg er en god dreng, og han holder af mig.

Ulla (Hvepsen)
   Jeg tror hun hed Ulla, men vi kaldte hende Hvepsen. Hun havde opfundet en teknik til at fange bierne. Om sommeren var de overalt med deres summen og trusler om stik. Grunde til rædsel, og grunde til drillerier. Hun hængte halvtomme sodavandsflasker op under halvtaget, som støttede sig til børnehavehuset. Derefter lod hun bierne gøre arbejdet selv, mens hun drak kaffe. De var i deres grundvold indstillet på selvmord, og inden da utallige kys af nærdødsoplevelser, når de kun med nød og næppe undslap det tyngende sukkervand. Blot for endnu en gang at begive sig ned i flasken. Vi stod, måske i to minutter, med alt den utålmodighed vi kunne oparbejde, i håbet om at se en bi gå planken ud. Men vi fik aldrig dødsøjeblikket i åsyn, og før vi vidste af det, var dagen forløbet i en gokart. Inden vi skulle hjem skulle fangsten dog gøres op. Og sørme om der ikke var et utal af bier, som uden om vores opmærksomhed var døde i Ullas sukkerfælder.