"Neeeeeej!". Jeg sætter mig ned i en stor affaldscontainer, og laver lyde når folk nærmer sig.
   Jeg sidder nu i en container. Min ide om et skraldeopmagasineringssted stemmer desværre overens med dette eksemplar. Jeg har bortskaffet min lugteevne ved hjælp af en klemme. En person nærmer sig. Jeg råber højt, "Hukubudiiii pikibidi." Det lader til at have effekt. Vedkommende uden for containeren vælger at fortrække. Hun vender dog straks tilbage, denne gang med følgeskab. Samtidig med at låget åbnes, spørges der til min helbredstilstand. De har iklædt sig hinanden. Jeg nægter at svare. Det er tværtimod dem som burde give et svar. "Hvad fanden har I gang i? At åbne min skraldespand, at spørge til mit helbred! Har I ingen blufærdighed, ingen respekt for privatlivet?" Nogle måber, nogle griner. Sikken en abefest. Det lader til at de griner af mig - har de da ingenting forstået? Jeg placerer et grin på mit ansigt - sikke en tåbelig opførsel, de byder mig, dem selv. "Vil I venligst gå. Jeres opførsel er uacceptabel." Jeg ønskes fortsat god aften, hvorefter de forlader mig.
   Containeren har mistet sin værdi, og jeg træder ud. Tanken om et liv overgik endnu engang oplevelsen.
   Jeg ringer til det tilfældigste menneske i telefonbogen. Lene tager telefonen. "Har du ikke lyst til at spille bold?" Hun er tavs, forbliver det et stykke tid.
   "Jo, men nok ikke med dig".
   "Hvorfor? Er der noget galt kæreste Lene?"
   "Jeg kender dig jo ikke."
   Min stemme løber fra mig. "Jeg elsker dig, smæk på, vores kærlighed er for stor til denne verden." Hun gør som jeg siger og snart har jeg glemt hende.
   Jeg sprætter begge hjul op på min cykel, og cykler ind mod byen. Jeg har en rulle gaffetape med. Undervejs lader jeg mig vælte flere gange. Mest i det bløde. To passerende henvender sig. "Er du okay?"
   "Om jeg er okay. Er I okay?"
   "Ja." Svarer den dummeste.
   "Jamen, så er jeg da også okay." Vi skilles.
   Jeg kommer ind til centrum, hvor jeg kaster gaffaen fra mig. Jeg har aldrig brudt mig om den. Gaffa skal være sort, men denne er gul, hvilket i mange år har gjort mig urolig.
   Jeg ringer på en dørklokke. En stemme fra lejligheden modtager mig. Jeg fortæller, at jeg ingen nøgler har, og der lukkes op. I opgangen finder jeg døren til Stefan, som åbnede mig ind. Jeg banker på, og endnu en dør åbnes for mig. En fest er i gang, men jeg er ikke inviteret. Værten mener, at vi har misforstået hinanden.
   "Men bevares, en original er altid velkommen". Siger han. "Vi trænger til lidt kulør," fortsætter det, selvom jeg ikke beder om det. Indenfor vil folk trykke mig i hånden, men da jeg har begge hænder i lommerne, er det ikke muligt. De fleste mener at finde forståelse. Jeg siger, at de bare kan klappe mig på hovedet, hvis de gerne vil røre ved mig. Flere udviser interesse ofte akkompagneret af grin. Jeg lader dem om det.
   Jeg fortsætter ind i værtens soveværelse. En kvindelig festdeltager følger mig. "Hvad skal du derind efter?"
   "Det aner jeg da ikke." Hun griner."Dit grin charmerer mig." Et kys fra hendes mund følger min bemærkning.
   "Hvad laver du egentlig?" En forventning om flere dumme spørgsmål indfinder sig.
   "Jeg har lyst til dig. Det er hvad jeg laver." Læberne rammer sammen. Et langt kys, som åbenbart må have en slutning, da nogle kunne opdage os. Jeg beslutter mig for at fortælle hende sandheden.
   "Det er en risiko som er forbundet med at leve i en verden, med andre mennesker." Hun smiler og tager et stykke papir frem. Jeg skal have hendes nummer, endog skrive til hende snarest. Jeg har opført mig finurligt siger hun, på den gode måde, altså, i mens hendes fingre klimpre på soveværelsets klaver."Du ved velsagtens, at der kun er tre grundfarver, og de markerer sig hovedsageligt ved at være langt mindre fængende end deres mulige kombinationer. Forstår du hvad jeg siger til dig?" Hun bekender sig.
   "Nej"
   "Nej er oftest det ærlige svar." Hendes øjne flakker. Jeg følger dem med rundt, hun får kigget på det hvide skab, den nøgne plakatkvinde på væggen og strygebrættet. Hun er særdeles uinteressant. Så kigger hun på mig igen. Længe. Jeg svinger armen, så hånden rammer hende i ansigtet. Stilhed, så skriget. Menneske.
   "Jeg går nu", råber jeg til hende. Jeg går ud i gangen. En anden deltager træder frem foran mig, mens jeg iklæder mig en jakke.
   "Hvorfor skriger hun sådan?"
   "Fordi jeg forlader hende." Jeg åbner døren og forlader festen.
   Jeg bevæger mig baglæns igennem byen. En indbildt, som jeg ramler sammen med, mener at have fundet ord som passer dertil.
   "Hvad laver du dog?"
   "Jeg leder. Fortsat god aften."
   "Ah. Du har nok tabt din pung. Hva?"
   "Har du tabt noget? Har jeg tabt noget? Har nogen tabt nogen." Ingen svar. Samtale slut.
   Jeg finder frem til den cykel. Den modtager mine spark og råb. Et ansigt med 81 træk, dukker op i et åbent vindue. Det har spydige øre, en afkalket næse, hjemmestrikkede kinder og lugter mildt af rabarber, selv om det slet ikke er sæson. Jeg noterer sjældent træk, men dette er besynderligt.
   "Hvorfor den larmende adfærd, er der noget galt?" Selvfølgeligheder.
   "Bauhaus har lukket. Jeg mangler en hammer. Hvis jeg havde den, kunne jeg hamre mig ud af det."
   "Hvordan og hvorfor?" Dets logik er bemærkelsesværdig mangelfuld.
   "Jeg har galoperende klaustrofobi."
   "Man skal ikke hamre, når man er aggressiv," kommer det ualmindeligt dumme råd.
   "Gå hjem og reflekter over dine problemer. Du er et bedre menneske i morgen." Sådan kommer de sidste reprimander før ansigtet forsvinder og vinduer lukker. Det er det totale idioti.
   Jeg sidder i en taxa, med en ulige chauffør. "Hold dig på vejen." Han flyder ud af sprækkerne, hvor vinduet er åbnet. Der svares ikke. "Rul op!". byen bøjer sig ind over os. Den falder som regn ned over ruderne. "Hold dig på vejen. Hurtigere". Lyset slukker og vi løftes op. Han vender sig og kigger på mig. Vejen forsvinder foran os."Vi dør. Vi dør". Bremsen lyder. 234 kr. Stiger ud.
   Jeg vil ruske i månen, jeg vil bøje huse, jeg kaster op, jeg kaster op. Trapperne til lejligheden. Inde. Lægger mig. Bange tanker gør det af med mig, de gør det af med mig.