8 måneder, 9 dage siden

Deprimeret.

Brækket arm.
Hanna Fink (...
7 år siden
den første dag år 2013
bondeven
9 år siden
Eksploderet spejlæg og 5 ...
Racuelle Hei...
3 år siden
Højskoleophold
Hanna Fink (...
7 år siden
Guldbryllup
Hanna Fink (...
3 år siden
Kreativitet overtager
Christacia
8 år siden
Min datters smukke sang
Ace Burridge...
9 år siden
Dagen er tiltaget med 3 t...
Hanna Fink (...
9 år siden
Bornholm1
Michala Esch...
14 år siden
Sommerlandet
Hanna Fink (...
8 år siden
Merhaba, online-ulve
Camilla Rasm...
7 år siden
Sommerbuket
Hanna Fink (...
9 år siden
Et tomrum
Katrine Søre...
8 år siden
De første år
Camilla Grub...
8 år siden
Om at være tanketyven
Merida Dunbr...
3 år siden
Længe siden - update <...
RachelBlack
6 år siden
Konklusion vakget 2019
Martin Micha...
3 år siden
Næste stop: skriverefugiu...
Syrene Hvid
3 år siden
Dating.
Ruth Christe...
6 år siden
Den Forkerte Chili.
Kenny Raun (...
7 år siden
Der var engang.
Ruth Christe...
6 år siden
Morgens musik
Halina Abram...
5 år siden
Det vildeste liv
Christian Ba...
8 år siden
Ferie
Hanna Fink (...
8 år siden
Græsken
Halina Abram...
4 år siden
Jeg tror, at jeg denne jul opdager sådan rigtigt, at jeg bliver gammel, eller nogen vil måske kalde det ældre. Jeg ved det godt. Men i stedet for at blive forskrækket, vælger jeg at se ind i halvfjerdsårs alderen som en rolig periode, og indtil da må jeg finde ud af, hvad jeg kan gøre nu for at nå det på en positiv måde. - Inderst inde er jeg også deprimeret. Og jeg kan hverken komme frem eller tilbage i romanen. Mine forbandede fødder er ikke mere, som de var engang, og jeg må indrømme og finde mig i, at jeg ikke mere kan helt det samme som før i tiden.
De sidste dage har jeg ventet på brænde. Omsider var det her i dag, og jeg kørte over en halv palle ind i brændeskuret på trillebøren, som jeg har gjort så tit. Jeg blev hurtigt træt, fordi jeg ikke har sovet i nat, og vækket af SMSer om bestilling af varer, når jeg endelig var ved at falde i søvn. Gennem årene har jeg modtaget utroligt meget brænde af forskellig slags og af forskellige mennesker. Siden jeg fik internet, har jeg tit købt det til levering over nettet, det er meget let og også en god ide. Men det tomme bur af træ skal jo bankes igennem, når jeg har kørt brændet ind, og til det er jeg nødt til at slå hårdt med en økse, fordi sømmene er banket så grundigt ind, det kræver igen kræfter. Heldigvis kan jeg også få løst brænde engang imellem af nogen, som jeg har fået leveret af i nogle år.

I november er jeg begyndt at købe dagligvarer over nettet. Det har jeg aldrig før gjort. Fantastisk at man bare kan sidde i sin stue og vælge de varer, som man vil have leveret. Jeg, som igennem mange år har cyklet sommer og vinter for at købe ind på min cykel som også er blevet gammel og mere usikker, føler mig virkelig forkælet på den måde. Jeg er vant til at rette mig efter vejret for at købe ind, især om vinteren. Ja, meget er blevet lettere med internettet.
Men det at slappe af er stadig svært. Hvis jeg sidder en tid i køkkenet, drikker vand og ryger en cigaret, så går der en tid, og så begynder forskellige stemmer at herse med mig fra min omverden. De siger, at jeg er doven og kritiserer mig for alt muligt. Men jeg nægter at tage imod dem, som jeg gjorde engang. Ingen skal kommandere rundt med mig mere, så kommer jeg alvorligt til skade til sidst, - det er ikke fantasi skabt af angst der gør, at jeg godt kan se mig selv med rollator, krykker efter at have været på hospitalet om nogle år. Så det er nu, jeg skal passe på, og ikke i morgen. Og så må andre ellers tænke, hvad de vil. Min mistro er og bliver i god stand, om min intuition så har ret eller ej. Det bliver aldrig mere, som det var engang, da jeg hang i loftet om aftenen som en flue dirigeret af ren ondskab. -
De siger, man bliver gammel af at miste, det passer nok. Jeg savner stadig min hund som døde for 5 år siden. Ellers er den ene efter den anden døde fra mine yngre dage og fortid. De få jeg har været mest fortrolig med er døde for mange år siden, og resten er gået samme vej, som årene er gået. Sidste jul rejste min telefon og computerveninde fra et hospice, inderst inde var det mere, end min psyke kunne acceptere. Hun døde, mens jeg hængte julestjernerne op i mit vindue. Det var for meget og for ondt. Igen så jeg verden som uhyggelig ond, fordi der er så meget smerte, så jeg rammes af tanken: Djævelen har måske skabt det hele, måske er vi selv djævle. -

Og hvem ved, hvad varianten omikron er for noget med alle dens mutationer ? For mig er verden på vej ind i en ny tidsalder, og ingen Pfizer skal gøre sig til guder med nye vacciner hele tiden, som jeg kan forudse de næste måneder. Men jeg vil heller ikke tage modet fra nogen. Jeg siger bare, at døden er tæt på os alle hele tiden, og ingen af os ved noget om i morgen. -
Jeg ved godt, at man skal ned i følelser. Men hvad hvis man møder depressionen dernede og ikke kan komme op igen. Det er jeg bange for.
Godnat.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Deprimeret. er publiceret 10/12-2021 02:45 af Mette Boe Christensen (MollyTrine).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.