Jeg overlevede konfirmationen og restespisning dagen efter. Troede aldrig jeg skulle komme igennem den dag. Det lå jo ligesom i luften, at når den var overstået, var det sidste bånd mellem os brudt. Da jeg kørte hjem om mandagen rystede jeg over det hele og tårerne kom i stride strømme. Det ER slut.
Det der er godt for ham, er ikke godt for mig. For mit lille hjerte. Jeg bløder og bløder...

Han skifter mellem at være kærlig og ondskabsfuld. F.eks kom vores ældste til konfirmationen og lagde armen om mig og fortalte en lille joke... Så fløj eks i flint: at det var incest og at jeg nu ikke kunne se drengene mere. Det var så inden han faldt ned af stolen i sit eget bræk i sin brandert.

Vi har lige været til skole/hjem-samtaler om den yngste. Lutter rosende ord. Midt i at læreren taler, får vi øjenkontakt og eks blinker til mig. Såret springer op og jeg måtte synke og trække vejret dybt for ikke at bryde sammen. Da vi kommer ud, tager han om mig og spørger om vi skal spise sammen i morgen. NEJ, det skal vi så ikke!
Jeg kan ikke klare flere skift. Det er nødt til at være helt slut. Ellers går jeg i stykker. Hver anden dag er han sød, og hver anden ignorerer han mig eller beskylder mig for alt muligt.

Jeg opnår ikke noget ved at blive ved med at tænke på de gode stunder der har været...det gør bare ondt og jeg når ingen vegne. Men det er svært. 20 år!!!
Noget af det værste er det mest banale. Som at handle ind...kun til os tre. Ikke noget med at tage hans yndlingsvarer med hjem. Ikke noget med at lægge hånden på hans lår mens vi kører bil eller vågne op flettet ind i hinanden.
Betragtede hans hændeer til forældremødet...så meget tryghed gav de mig. Nu besøger de fremmede kvinder og kærtegner andre... Ikke til at bære...



Jeg må tænke, at jeg nu har mulighed for at skabe mig et helt nyt liv..... og det gør jeg så, med blodet strømmende ud af hjertet :(