Og stemmen sagde...

Haiku digte skrives i nut...
Syrene Hvid
2 år siden
Road to nowhere, dagens p...
Camilla Rasm...
4 år siden
More wants more
Tine Sønder ...
8 år siden
En stille bøn
Bastian
8 år siden
Kærligheds og chili
Kenny Raun (...
8 år siden
Førtidspensionist VS Samf...
Kianna Kitte...
1 år, 8 måneder siden
Den Søde.
Ruth Christe...
4 år siden
ulovligheder
Sincedawnofm...
7 år siden
Kreativiteten Længe Leve....
Kianna Kitte...
3 år siden
Op på den hest!
Bastian
8 år siden
Tanker om vægge med udsmy...
Olivia Birch...
5 år siden
Protein pulver og ny fan ...
Kianna Kitte...
2 år siden
Inspiration eller fjolled...
Kellany Bram...
7 år siden
Sort og hvid.
Line Ley Jen...
6 år siden
Noget om helte
Camilla Rasm...
4 år siden
Alene i skyerne
Tine Sønder ...
8 år siden
At slette eller ikke at s...
Kianna Kitte...
2 år siden
Gavl malet efter 3 års sk...
Peter
5 år siden
Dagen før starten
Shawn Cee (J...
4 år siden
Said Mansour...
Kianna Kitte...
1 år, 9 måneder siden
Flytnings-spænding, og li...
Kasper Lund ...
4 år siden
Mit sidste farvel til mor
Jønsse
4 år siden
bare træt...aldrig alene
Kenny Raun (...
7 år siden
Lykken er en svinerøv
Regitze Møbi...
6 år siden
Hopeless..
MysteriousGi...
8 år siden
Vand
Halina Abram...
3 år siden
Makrel madder og fødsler
Racuelle Hei...
3 år siden
Den var en lys pigestemme, da den fortalte mig om, hvordan den følte, at den var ved at drukne, når jeg trænede i fitness med henholdsvis 20 km cykling og ca. 3/4 liter vand. Det var for hårdt, sagde den.
- Virkelig?
- Ja.

Bortset fra at det her var en vaskeægte pillepsykose, så var det også et unikt møde, med stort forbehold for en rationel fortolkning ganske vist...I mit tilfælde ved jeg godt i vågen normaltilstand, at jeg kun er 1,5 meter høj, og jeg kan altid få diverse ting tjekket hos en fys. Om jeg gør øvelserne rigtigt, om jeg træner for lidt eller for meget. (Så er det nu, jeg lige bemærker, at en læge senere snakker med min søster, da jeg ligger i kunstig koma. Han spørger hende, om jeg træner og evt. drikker for meget, for han har konstateret en udvikling af visse enzymer, som indfinder sig ved overtræning).

Senere blev jeg beordret til at rydde op under påskud af, at der snart ville komme en god ven på besøg. Jeg var træt og ville sove, men stemmen var til gengæld utrættelig...og lytter man ikke, så bliver den konkrete verden blændet bort, hm, og så kommer der insekter over det hele!

Uha nej, jeg skal nok rydde lidt op, ingen grund til at skræmme mig. Insekterne forsvandt en smule, og jeg kunne se bræk på gulvet, tøj m.m. Et vist samtykke, herregud, hvis min ven kommer og besøger mig midt i en pillepsykose og rod overalt på gulvet, med duft, der kraftigt afslører mit mislykkede forehavende...

Jeg famlede mig ned ad trapperne med en skraldepose, kunne godt mærke en massiv træthed og åndedrætsbesvær, men det gik vist også stærkt, da jeg kom op igen...
- Skynd dig, der er 20 min. til han kommer. Du skal børste tænder!

Min lejlighed forandrede sig på slaget, og jeg var pludselig i gang med en slags vanvittig gætteleg.
- Hvor er tandbørsten? Find den blandt disse pakker i skufferne. Vælger du forkert, så starter du forfra igen, og så har du en chance mindre.

Jeg ville bare gerne opfylde stemmens ønske, men hvad er der at forstå lige her og nu i en pillepsykose?

Tvang mig selv til at huske vejen ud på badeværelset, et eller andet sted bag alle disse syner. Fandt tandbørsten og tandpastaen. Fik børstet tænder og var meget tørstig, da jeg skulle skylle mund.

- Nej, du må ikke drikke!
- Jamen, jeg er tørstig!

Stemmen insisterede, og jeg gav mig. Huskede samtalen om træningen og de 2/3 liter vand. Rent instinktivt. Intet rationelt. Men det skulle blive endnu mere hektisk.

- Det brænder! Der er røgudvikling i bygningen. Du skal se at komme ud, der er døde mennesker i stuelejligheden. De er ved at dø af røgforgiftning.

Det er her gårsdagens spørgsmål kommer ind i billedet. Kan en psykose skrue som en bold i luften og redde en, stik i mod ens oprindelige intentioner? Kan psykosen nægte at lade sig bruge som våben?

Online-ulve, det kræver lige lidt kort info om mit eget forhold til brand i bygninger. Da jeg boede på kollegium på Amager ca. 1994, blev jeg vækket 04.30 om morgenen...

- Det brænder, se at komme ud!

Det gang var der sat brand i en blomsterkumme, som var sat ind i elevatorstolen. Jeg boede på 5. sal, og var faktisk i fare for røgforgiftning. Folk på 6.-salen blev dobbelttjekket på hospitalet.

Tilbage til psykosen.
Jeg famlede mig ned af trappen og bankede på døren til stuelejligheden, og det må jeg nok undgælde for på det sociale plan resten af mit liv, lige i forbindelse med de her mennesker. Men man kan ikke gøre hele verden tilpas. De kunne ikke mærke, at der var noget galt. og de befandt sig i bedste velgående. Det brændte ikke i virkeligheden.

Stemmen insisterede, uuuuuhaaaaa. En kvindestemme af den spidst kommanderende type.

- Ring til Falck! Sig der er røgudvikling!

Jeg gjorde det på grund af kollegiebranden i sin tid. Rent instinkt, som jeg tror stemmen kendte alt til. Men det var mig, der endte i ambulancen, på vej til sygehuset i Slagelse. Man har senere fortalt mig, at der var jeg minutter på at klappe sammen og dø. De måtte give mig luft, og lægge mig i kunstig koma.

Kendte stemmen/psykosen min værste skræk (brand) og brugte den til at sætte mig i kontakt med Falck, med det formål at få mig på hospitalet?...Nu!

'Ses' på mandag. Kom og æd mig online-ulve! Dette sælsomme måltid.

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Og stemmen sagde... er publiceret 11/05-2013 12:09 af Camilla Rasmussen (II) (Camra).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.