Søndag, 28.09. Der var engang...

Mette og musik
Halina Abram...
6 år siden
Bogfinke
Peter
9 år siden
Mit første blogindlæg
Nikoline Bus
6 år siden
Kan jeg mon lære at elske...
Neola
3 år siden
Dagens Danmark.
Ruth Christe...
7 år siden
Fuldkomment flyverskjul
Regitze Møbi...
10 år siden
Split mig ad - Kasper Lun...
Kasper Lund ...
8 år siden
Fuglene
Hanna Fink (...
11 år siden
Undervisning
Hanna Fink (...
11 år siden
Uhm ... Efterårets kryb o...
Mikala Rosen...
11 år siden
Juletid
Gittepigen
11 år siden
Fra en kasse til skjerme
Halina Abram...
6 år siden
En slange i huset
Anastasia
11 år siden
Adhd pille som brille
reseptpennen
7 år siden
Boxning
Ida Hansen (...
6 år siden
Planlagde festival til la...
Carsten Cede...
9 år siden
Israel
Salomon
9 år siden
Forbi ....
Halina Abram...
6 år siden
Onsdag - dagen profilen h...
Annabell Nie...
10 år siden
Hjemkomst
Hanna Fink (...
9 år siden
Morgenstemning og ord
Kathi12
10 år siden
Livets Tankespind
Caby
9 år siden
Ballade med drillenissen
Carsten Cede...
9 år siden
Tak Til Personen, Der Stj...
Kianna Kitte...
2 år siden
Cykelmareridtet og satans...
Carla Krogh ...
9 år siden
Kaos?
Per Z
10 år siden
Danmarksmesterskab i Ribe
Peter
8 år siden
håb
Halina Abram...
6 år siden
Der var engang en pige, der gik i skole og havde haft en mindre turbulent uge med al for meget smalltalk blandt sine klassekammerater. Alligevel besluttede hun en fredag at deltage i fredagsbaren, og snakke endnu mere ligegyldig smalltalk med sine klassekammerater (læs: faktisk søde klassekammerater). Når man har overskud virker alt sødere og mere behageligt, og måske fremprovokerede nogle øl også den løse stemning med løssluppen smalltalk i lange baner. Sådan så min fredag ud.

Jeg valgte at tage ja-hatten på og prøve med en lidt mere positiv indgangsvinkel til mine klassekammerater i fredags. Sagen er den, at jeg ikke rigtig føler, at jeg har fundet min rette hylde. De er helt sikkert søde og forholdsvis nemme at omgås med. Der er en relativ god klasserums kultur, folk er friske og gode til at udvise empati - og det er dejligt. Når klokken så har ringet ud, er der bare ikke noget at komme efter som sådan..

Eller det vil sige, at det var der faktisk i starten. Jeg var kommet ind i en gruppe, der var målrettet, satte overliggeren højt i undervisningen og lavede vores ting (jeg kunne nemt identificere mig med deres målrettethed, og så var alt vel godt!?!?). Vi fik os til vane at sætte os ned på det lokale værtshus hver fredag og få et par øl. Øllene var en medvirkende faktor til, at vi lærte hinanden bedre at kende og ud kom det følgende resultat:

1) Vi fremstod lige pludselig bedre end de andre i vores lille målrettede fællesskab
2) Der blev hakket ned på de øvrige klassekammerater (læs: ikke målrettede klassekammerater)
3) Vi havde en masse tilfælles (læs: kun vores målrettethed)

Jeg synes hurtigt, at jeg blev træt af den attitude.. problemet var bare at den var så sikker og tryg at være en del af i starten. Jeg fandt hurtigt ud af, at vi ikke var så ligesindede som først antaget. Jeg kunne ikke li' "os mod dem" attituden. I det hele taget kan jeg ikke udstå arrogance, der er bygget på så dårligt et belæg. Desuden hadede jeg, at jeg blev ekskluderet af den øvrige del af klassen, når jeg prøvede at finde nye bekendtskaber. Derudover var jeg lang tid om at ligge to og to sammen, mit daværende fællesskab kendte faktisk hinanden lidt i forvejen på kryds og tværs (læs: jeg kendte ingen i udgangspunktet, men prøvede at lære nogen bedre at kende).

Hele oplevelsen resulterede i, at de første to måneder af min skolegang var fulgt af en fast fredags rutine med bajere på den lokale efter skole, en grim fællesskabs attitude mod de øvrige klassekammerater og sidst men ikke mindst begyndte de øvrige medlemmer af den målrettede bande fandme at bekende kulør. DE TOG ALLE SAMMEN COKE!

Jeg havde været blind i al den tid vi havde siddet og drukket øl. Jeg havde ikke bemærket, at de parvis gik ned på toilettet og kom friske og overlegne retur derfra. JEG VAR I CHOK!

Jeg kan for det første ikke forholde mig til, at man sniffer pulver op i sin næse (jeg har aldrig prøvet det og kommer heller aldrig til det) og for det andet ved man ikke hvor pulveret kommer fra og hvem der har fremstillet det. Jeg ved bare, at det ikke hang sammen for mig at...

1) Folk med så meget kontrol i hverdagen skal sniffe for at tabe sin kontrol
2) Vil bruge penge på et stof, der giver dem falskt velvære og velbehag
3) Har behov for at sniffe, når nu de faktisk er så bedre end alle mulige andre (som de indirekte selv siger)

KONSEKVENS!
Jeg bakkede ud og gav dem den kolde skulder. Jeg ytrede min holdning til en af pigerne og sagde meget klart, at jeg ikke kunne forstå at de havde behov for at manipulere sådan med deres følelser og fornuft. Derudover synes jeg, at det var et falskt varetegn for gode intentioner og hensigter. Eksempelvis da en af pigerne til en fest havde sagt, hvor meget hun var glad for mig og hvor meget hun håbede, at vi kunne ses noget mere. Jeg spurgte hende den efterfølgende mandag, om hun kunne huske, hvad hun havde sagt til mig om fredagen.

UDSLAG: Hun kunne ikke huske det, fordi hun havde været så meget væk og sniffet alt for meget (ja, det var hendes egne ord). Der stoppede mit bekendskab til den målrettede gruppe, der hver i sær var små skrøbelige individer med kriser tæt ind på livet. De havde behov for at smide kontrol-facaden væk, når klokken slog 16.00 fredag eftermiddag.

HVAD ER DER GALT MED VORES UNGDOMSKULTUR? HVORFOR SKAL DET AT TAGE COKE LIGE PLUDSELIG VÆRE MERE REGLEN END UNDTAGELSEN? (LÆS: I HVERT FALD I DET FÆLLESSKAB JEG BEFANDT MIG I)

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Søndag, 28.09. Der var engang... er publiceret 28/09-2014 10:58 af perverterettankespind.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.