Så står man her igen, foran kolonihavens stakit og kigger ind, på det vinteren har gjort ved det, der engang var drømmen om et paradis på jord. Det er godt nok svært at få øje på det paradisiske. Det hele ser temmelig rodet og uoverkommeligt ud. Skvalderkålen, det kære væsen - eller uvæsen - har allerede fået godt fat. Det er dog en ukuelig plante, måske skulle man prøve at sætte den til livs, altså sætte den på middagsbordet, men ingen kan spise sig igennem alt det den stærke plante, kan producere. Det kan jeg jo gå og spekulere over fra nu af og til dommedag, den vil upåvirket sprede sig med en ufattelig fart.

Mit lille smukke hus står stadig og ser rimeligt nyt ud, men,men, farven, hvor jeg nok faldt for det lidt romantiske navn - skumringstime- trænger da til en ny omgang, og alt det hvide ser også lidt gråt og en kende trist ud.

Fliserne rundt omkring i haven har det vist heller ikke for godt, nogle af dem er blevet noget ru i overfladen, og flere steder har en mælkebøtte fået forvildet sig op mellem revnerne.

Som jeg står her og lader blikket flyve rundt, er det svært ikke at blive lidt stakåndet. Men eet lyspunkt er der dog, min store dejlige springmadras, som står under den overdækkede terrasse. Der kan jeg i ro og mag ligge og tænke over alle de fortrædeligheder haven byder mig, eller jeg kan glemme verden omkring mig sammen med en stor tyk krimi, imens kan roser, krydderurter, skvalderkål og mælkebøtte vokse sig store i en lykkelig symbiose.