ressourceforløb the end

Livsperspektiv
Flickarocks
10 år siden
Virkelighedens Manuel
Anders Husma...
11 år siden
Livet er en rejse
Salomon
10 år siden
Overspisning
Miriam Lidbe...
7 år siden
Luftforandring.
Neola
4 år siden
Grungekaffe og brækket ry...
Michael Nevs...
7 år siden
Det er sygdom, det er sol...
Olivia Birch...
10 år siden
Aftengalde, og The rollin...
Kasper Lund ...
9 år siden
14.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
Vindstille julefrokost
Olivia Birch...
10 år siden
Normalvis nyder jeg ikke ...
Kasper Lund ...
10 år siden
Jeg kan ikke nå's!
Katrine Søre...
11 år siden
Søndag eller syndedag ?
Michael Nevs...
7 år siden
Den lille dreng, er mig.
Kasper Lund ...
10 år siden
Dagen idag virker langsom
Kellany Bram...
12 år siden
En hvid rose og strøtanke...
Camilla Rasm...
10 år siden
Den Mørke Tid
Fru Flohr
2 år siden
25.09.2016
Marianne Mar...
8 år siden
Spøgelser på vikingemarke...
Carsten Cede...
10 år siden
Skorpioner
Tine Sønder ...
12 år siden
Dagen tiltaget 5 timer og...
Hanna Fink (...
11 år siden
første skoledage og leven...
Michala Esch...
15 år siden
Karrusellen af Kaos - Kas...
Kasper Lund ...
9 år siden
Sønderborg ugeavis ultimo...
Martin Micha...
5 år siden
Gnist...
Signe Unmack...
3 år siden
Møde den 2509 ressourceforløb

Dette er ikke digt
Ej en historie
Men 80 min skreven stand
Af tanker der er friskbrygget men også nogle med mos på.

Jeg prøver, at være nøgtern.
Men uanset hvordan jeg vender og drejer det så er der 2 sider af mig og det menneske jeg prøver, at være i og lære om.
Jeg prøver ikke, at retfærdiggøre noget. Men bliver et bedre jeg.
Være bedre til mig.

Sagen er jeg skal til ressourceforløbsmøde imorgen. Bare i det hviler der et pres, men ikke nok med det. Så er der 14 - 16 øjne observere med professionelle anklagende og dømmende.

Så er optimisten i mig siger "det er systemet". "Nu har du holdt ud i 3 år.
i det forløb gjort alt hvad de har presset, overtalt mig til.
sat tomme drømme i mit hoved.

Altså de vil ha noget mere på skrift udover de alm. Lægepapir.
Forløbet skulle afklare om hvorvidt jeg er arbejdsdygtig og psykisk skavanker kunne udbedres.

Så siger pessimisten i mig "at det sygelige gøre mig negativt.
Det pres der hviler på dig, usikkerheden, nedvurdering konstant gør ikke, at jeg får mindre angst , overskud, etc.

Det er det samme pres som da man var narkoman og kriminelle . Bare et andet sted i samfundet.
Der er bare det men, at nu kan jeg ikke gemme mig bag narkoen da det er en af de ting jeg også kæmper imod.

Ligesom kriminaliteten har været der i så mange år, at det blev en rutine. Så jeg også kæmper med ikke, at falde i.
Så tænker jeg og føler vil de have at jeg skal indlægges så de kan deres få papir
Nu er jeg af natur sådan, at jeg vil for alt i verden undgå Sådan noget vil ske og har gjort det til dags dato.
Jeg har været ind og ud af børnehjem og fængsel i snart 30 år.

Hvor mange flere nederlag skal jeg stå imod
Hvor mange afkrydsningsskemaer skal der udfyldes endnu før jeg får et. nervesammenbrud, falder i gamle vaner, ikke kan modstå fristelserne
Er det en fremtid uden værdighed?
Mandsopdækket og medicineret.

Det var systemet der indstillede mig til pension for 15 år siden.
Hvor jeg så røg ind og ud i fængsel igen.
Og efter endt straf og behandling i 2013 og hvor jeg lagde det liv på hylden.
Været i lokalpsykiatrien hver 14 dag og er der jeg stadigvæk.
Hvor vi /jeg genoptog indstilling til pension.
Dog med flere psykiske skavanker men clean og åben for ideer.
Jeg er fysisk fungerede og aktiv og altid gerne vil lave noget.

Men har sidenhen erkendt, at der er for mange forbehold der skal tages og det er det psykiske jeg fejler.
Og det er så prisen for 30 år i overhalingsbanen. Og at jeg vil være medicineret lang tid endnu.

Jeg bruger enormt mange kræfter på, at undgå alle de risikogrupper.
Jeg føler jeg smuldre og konstant skal gøre noget ekstremt og udfordre mig selv.
For at få en sejr hjem for, at hive mig. Væk fra depression og isolation.

Jeg føler lidt det er dobbeltstraf, konstant at få at vide, at du for dum til det og det dur du ikke til etc.

Jeg har efterhånden erkendt det
Og bliver påmindet om det fra alle offentlige instanser, imens jeg træder vande.

2 mand fra kommunen og 2 fra lokale psykiatrien har mandsopdækket i over 5 år. Også det er et pres.
Lægen og psykiatrien har skrevet 2 gange, at de anser mig for, ikke at være arbejdsdygtig.

Jeg ved simpelthen ikke hvad det er i forventer. Jeg har brugt 3 dage på, at lade op til det møde her dvs isolere mig for, at ku overskue og overholde aftalen.
Det er anstrengende, at skulle bevise noget eller det modsatte konstant, samt forventninger, skuffelse alt det ubehagelig omkring det.
Jeg kan ikke finde den ro der skal til for, at min skrøbelig sind kan heles.
Og mine kræfter køre på reservetank efterhånden

Konklusion : Alt op til mødet var i alarmberedskab, monster pirrelig, tankemylder, søvnløs søvn, svulmende angst,

Mødet gik fint, hurtigt men også lidt ubehageligt (måske fordi jeg havde forventet det værste).
Jeg fik tilkendt pension, det har også kun taget 15 år.

Endelig ro også videre i livet

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget ressourceforløb the end er publiceret 26/09-2019 04:03 af Martin Michael Jakobsen (Marver).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.