9 måneder, 21 dage siden

ressourceforløb the end

Jeg er ikke en slave - Ka...
Kasper Lund ...
4 år siden
Jeg vil starte en gruppe ...
Johannes Han...
1 år siden
7
Halina Abram...
2 år siden
Om sorgen...og post-weddi...
Sylvia Ebbes...
6 år siden
Oplæsning - Del 2
Syrene Hvid
2 år siden
Når vi nu snakker om posi...
Luna Mø
3 år siden
Slot, strand sol, skoldni...
Michala Esch...
11 år siden
Nyt land
Christian Ba...
5 år siden
En regnfuld og blæsende n...
Michala Esch...
10 år siden
Livsperspektiv
Flickarocks
5 år siden
Hvem er først ?
Halina Abram...
2 år siden
Det der med novellekonkur...
Kianna Kitte...
1 år, 7 måneder siden
Start?
Christian Ba...
5 år siden
Hverdag
Hanna Fink (...
1 år, 8 måneder siden
Dyssocial og Narcissistis...
Ida H. Celan...
7 år siden
Jeg udkommer
Lars Peter H...
4 måneder, 1 dag siden
Linsen
Camilla Rasm...
12 år siden
Split mig ad - Kasper Lun...
Kasper Lund ...
4 år siden
Skam over sæd og æg - Kas...
Kasper Lund ...
4 år siden
Like & del
Olivia Birch...
5 år siden
Livet i Lugano
LoneHK
8 år siden
heh, lægeerklærning, - en...
Kenny Raun (...
6 år siden
Udstilling
Hanna Fink (...
7 år siden
Gud taler til alle
Salomon
5 år siden
Arbejdet kalder - Kasper ...
Kasper Lund ...
4 år siden
Møde den 2509 ressourceforløb

Dette er ikke digt
Ej en historie
Men 80 min skreven stand
Af tanker der er friskbrygget men også nogle med mos på.

Jeg prøver, at være nøgtern.
Men uanset hvordan jeg vender og drejer det så er der 2 sider af mig og det menneske jeg prøver, at være i og lære om.
Jeg prøver ikke, at retfærdiggøre noget. Men bliver et bedre jeg.
Være bedre til mig.

Sagen er jeg skal til ressourceforløbsmøde imorgen. Bare i det hviler der et pres, men ikke nok med det. Så er der 14 - 16 øjne observere med professionelle anklagende og dømmende.

Så er optimisten i mig siger "det er systemet". "Nu har du holdt ud i 3 år.
i det forløb gjort alt hvad de har presset, overtalt mig til.
sat tomme drømme i mit hoved.

Altså de vil ha noget mere på skrift udover de alm. Lægepapir.
Forløbet skulle afklare om hvorvidt jeg er arbejdsdygtig og psykisk skavanker kunne udbedres.

Så siger pessimisten i mig "at det sygelige gøre mig negativt.
Det pres der hviler på dig, usikkerheden, nedvurdering konstant gør ikke, at jeg får mindre angst , overskud, etc.

Det er det samme pres som da man var narkoman og kriminelle . Bare et andet sted i samfundet.
Der er bare det men, at nu kan jeg ikke gemme mig bag narkoen da det er en af de ting jeg også kæmper imod.

Ligesom kriminaliteten har været der i så mange år, at det blev en rutine. Så jeg også kæmper med ikke, at falde i.
Så tænker jeg og føler vil de have at jeg skal indlægges så de kan deres få papir
Nu er jeg af natur sådan, at jeg vil for alt i verden undgå Sådan noget vil ske og har gjort det til dags dato.
Jeg har været ind og ud af børnehjem og fængsel i snart 30 år.

Hvor mange flere nederlag skal jeg stå imod
Hvor mange afkrydsningsskemaer skal der udfyldes endnu før jeg får et. nervesammenbrud, falder i gamle vaner, ikke kan modstå fristelserne
Er det en fremtid uden værdighed?
Mandsopdækket og medicineret.

Det var systemet der indstillede mig til pension for 15 år siden.
Hvor jeg så røg ind og ud i fængsel igen.
Og efter endt straf og behandling i 2013 og hvor jeg lagde det liv på hylden.
Været i lokalpsykiatrien hver 14 dag og er der jeg stadigvæk.
Hvor vi /jeg genoptog indstilling til pension.
Dog med flere psykiske skavanker men clean og åben for ideer.
Jeg er fysisk fungerede og aktiv og altid gerne vil lave noget.

Men har sidenhen erkendt, at der er for mange forbehold der skal tages og det er det psykiske jeg fejler.
Og det er så prisen for 30 år i overhalingsbanen. Og at jeg vil være medicineret lang tid endnu.

Jeg bruger enormt mange kræfter på, at undgå alle de risikogrupper.
Jeg føler jeg smuldre og konstant skal gøre noget ekstremt og udfordre mig selv.
For at få en sejr hjem for, at hive mig. Væk fra depression og isolation.

Jeg føler lidt det er dobbeltstraf, konstant at få at vide, at du for dum til det og det dur du ikke til etc.

Jeg har efterhånden erkendt det
Og bliver påmindet om det fra alle offentlige instanser, imens jeg træder vande.

2 mand fra kommunen og 2 fra lokale psykiatrien har mandsopdækket i over 5 år. Også det er et pres.
Lægen og psykiatrien har skrevet 2 gange, at de anser mig for, ikke at være arbejdsdygtig.

Jeg ved simpelthen ikke hvad det er i forventer. Jeg har brugt 3 dage på, at lade op til det møde her dvs isolere mig for, at ku overskue og overholde aftalen.
Det er anstrengende, at skulle bevise noget eller det modsatte konstant, samt forventninger, skuffelse alt det ubehagelig omkring det.
Jeg kan ikke finde den ro der skal til for, at min skrøbelig sind kan heles.
Og mine kræfter køre på reservetank efterhånden

Konklusion : Alt op til mødet var i alarmberedskab, monster pirrelig, tankemylder, søvnløs søvn, svulmende angst,

Mødet gik fint, hurtigt men også lidt ubehageligt (måske fordi jeg havde forventet det værste).
Jeg fik tilkendt pension, det har også kun taget 15 år.

Endelig ro også videre i livet

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget ressourceforløb the end er publiceret 26/09-2019 04:03 af Martin Michael Jakobsen (Marver).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.