Den sidste halvanden måned er der, som man nok kan se på min dagbog, sket et par ting, der fuldstændig har fjernet jorden under mine fødder, og nu er jeg ved at være nogenlunde tilbage igen...
Det er ikke noget forfærdeligt, der er sket, bare noget, der har overrasket mig voldsomt. Og ikke mindst lært mig lidt om mig selv, jeg aldrig havde troet jeg indeholdt... på godt og ondt!
Men, men, men... nu er jeg ved at være på benene igen, og med ét bestemt mål for øje:
at lære mig selv at kende.
Det er vist ikke så nemt, som det umiddelbart lyder, men nu skal det være! Ellers ender jeg bare med at såre andre OG mig selv (det er altid egoismen - eller hvad man nu foretrækker at kalde det - der vender tilbage! Gad vide om man kan opnå en tilstand, hvor man, fra helt overordnet plan, ikke handler ud fra hvad der er ens eget bedste?! Og jo, det ved jeg man kan... HAR været der?!)

Og nogle af de ting, som jeg har gået og bekymret mig om på det sidste, kan slet ikke løses med bekymringer, men må modtages som det kommer...

Det er tankevækkende, hvad andre (tilsyneladende) helt uvidende kan lære en om en selv...

______________________________
14. januar 2008 kl. 08:39

Jeg blev mere og mere skidt tilpas, i dagene efter dåben. Gik og var kvalm og svimmel. Den dag det var værst besluttede jeg, koste hvad det vil, at nu skulle Bo vide sandheden. Jeg begyndte at skrive et brev til ham, mest for at klargøre tankerne, for helst ville jeg gerne fortælle ham det ansigt til ansigt. Mens jeg skrev (nåede faktisk ikke længere end et par linier) ringede Bo til mig. Han ville gerne komme forbi.
Jeg sprang op, al kvalme var nu afløst af nervøsitet og forventningsfuldhed. Jeg skyndte mig at rydde lidt op, og tage et bad. (Og slette alle spor af det brev - Nu skulle det være, og det blev uden brev!)
20 minutter efter banker han på døren. Vi står og snakker lidt, han tager nogle tegninger han har lavet op af sin medbragte stofpose, dem sidder vi lidt og kigger på.
"Ja, der er mange ting i den pose," siger han så, og tager det digt frem.
Bolden er hos mig, han prøvede til dåben, uden at få noget brugbart ud af mig, nu prøver han igen.
"Så er det jo jeg må bryde sammen og tilstå, at jeg har løjet for det..." Mit hjerte hamrer afsted, nu er der ingen vej tilbage.
Han ser på mig og spørger om det er noget jeg vil dele med ham?
"Ja.... ... .. I lørdags sagde jeg, at det digt bae var det rene opspind, men det er det altså ikke...."
Ingen rektion!! Han ser bare på mig...
"...men det er jo så bare hvad det er." fortsætter jeg endelig, efter en lidt pinefuld lang pause. Svimmelheden og prikken for øjnene er endt tilbage. Jeg er fuldstændig i hans magt.
"Jamen det er jo så heller ikke første gang." siger han, og skifter så emne. Der går et stykke tid, hvor jeg ikke fatter hvad der sker.
Var det en afvisning a'la så-taler-vi-ikke-mere-om-det! Eller forstod han ikke hvad fanden det var jeg sagde.
Kunne pludselig ikke bringe det op igen. Hvis det var en afvisning behøvede jeg jo ikke at rode mere rundt i det, han havde endda ladet mig gå ud med min værdighed nogenlunde i behold. Men hvis han ikke havde forstået hvad det jeg sagde betød...? ARGGH!
Endte med den foreløbige konklussion at det måtte være en afvisning (Kunne jeg have gjort det tydligere? Han havde jo læst digtet).
Så besluttede at Bo måtte være en god ven, som jeg havde lidt flere følelser for end andre venner, og at det snart måtte være på tide at komme til bunds i Michala.