Jeg var ude i Blåvand med en veninde i dag. Som regel er det kun med kunder når jeg er der, så det var lidt hyggeligt. Hun shoppede amok i tøj - hvorimod jeg var med på en kikker. Jeg er ikke så god til at købe tøj. I rigtig mange år var jeg nonneklædt, som jeg blev beskrevet i en års bog på efterskolen. Det var så nemt ikke at skulle tænkte på hvad der passede sammen. Nu er jeg i en proces hvor jeg skal se andre veje og det kræver en omvæltning. Slid med vid, ting tager tid - Piet Hein.
I går havde jeg arrangeret at jeg havde de 2 store af børnebørnene. Fik dem placeret i en trækvogn og så drog vi ellers på skovtur. Overe i skoven trak de hver for sig hinanden - hvilket de synes var sjovt. Første stop var ved suttetræet, som de var meget fascineret over. Forenden af stien er der et hegn som slutter op til dyreskoven, men der var desværre ingen at se. Men derfor kunne vi godt holde pause på en bænk, og indtage kage, rosiner og juice inden vi drog videre. De er næsten færdig med at anlægge en motorik legeplads, så den skulle også prøves. Knægten erklærede at han havde skidt i bukserne, og jeg måtte erkende at jeg ikke havde en ble med! Så måtte vi jo gå hjem igen. Fluks satte han sig op på en vippedyr og sagde " nu gør lorten ikke ondt mere". Hallo skiderikken fylder først 3 år i næste måned, men jeg kunne ikke lade være med at grine af hans kommentar. Vel hjemme med ren ble gik den store jagt med leg ude og inde. Pigens forældre havde desværre ikke tid til at spise med, men det havde knægtens, sammen med deres 2 mdr. baby. Efter de var taget afsted, var jeg lidt brugt.
Også i går havde Claus en tur med en grønlænder til de blokke jeg skrev om i min forrige dagbog. Denne skulle ind og hente penge, men kom ikke ud igen. Claus kørte om bag blokkende - der hvor jeg var forleden. Som det samme sad der grønlændere og hyggede sig. Stedet ligger bag et værested for socialudsatte hvor de kan få hjælp og støtte, hvis det er det de har brug for. En af medarbejderen viste godt hvem manden var og gik ind for at finde ham, men han var som sunket i jorden. Dem på bænken blev rasende - for det gør man bare ikke. De vil ikke have ry for at grønlænder ikke betaler taxaen. Claus printede en kvittering ud til medarbejderen, som nok skulle tage fat i ham. For rigtig mange år siden må jeg af skam erkende, at jeg var lidt træt af dem. Så sagde Claus " prøv og læg mærke til - de er næsten altid glade, de elsker at synge, de fleste har dårlige tænder, men de betaler altid taxaen." Og det kunne jeg kun give ham ret i. Mit syn har heldigvis ændret sig siden.

Nu vil jeg prøve at tage mig sammen og komme over og handle, inden Claus kommer hjem fra arbejde.