Puuhha – jeg gør det aldrig mer..!
Kravler op ad hønsestigen altså – og ned igen..!

Jamen, jeg ved da godt, at højder og dybder aldrig har været min stærke side, men at jeg skulle falde ind under denne skræk hjemme i mit eget hus, havde jeg vist ikke ventet – det kom bag på mig..!

Som jeg skrev i dagbogen i aftes, var Peter faldet om på sofaen, og han sov trygt, godt og hårdt da jeg var klar til at gå i seng, så jeg valgte at lade ham ligge og bare selv smutte op ovenpå.
Hmm, jeg kunne da godt mærke, at benene var temmelig gele-agtige, da jeg begyndte at kravle op ad stigen til 1.salen, og jeg nærmest kravlede fra stigen og hen over gulvet til soveværelsesdøren, men det gik jo, i seng kom jeg da..
Jeg faldt hurtigt i søvn, men vågnede med et sæt, sikkert bare et par minutter efter, fordi jeg mærkede angsten for det hul, der var, hvor trappen skulle være. Jeg lå længe og forsøgte at fortrænge tankerne, men blev ved med at se det for mig og fundere over, hvordan jeg dog skulle komme ned igen, når det blev morgen. Langt om længe faldt jeg i søvn igen, men sov meget let hele natten, og vågnede før vækkeuret ringede. Jeg måtte jo konstatere, at Peter ikke var ved min side, så han sov sikkert stadig godt på sofaen nede i stuen…, så jeg tænkte, at jeg ville stå op og forsøge at komme ned ad stigen igen, før han vågnede – han behøvede ikke se min ”elendighed” over det…
Jeg gjorde mig klar og kravlede forsigtigt hen til hullet, hvor stigen stod, fast besluttet på at komme ned ad den. Da jeg forsøgte at sætte et ben ud på stigen, var angsten over mig igen – jeg turde simpelt hen ikke, min mave krøllede sig sammen og jeg rystede over hele kroppen, så jeg kravlede væk igen, lidt chokeret over min egen reaktion.
Jeg satte mig på min seng og tænkte, ”hvad gør du lige..?” Peters mobiltlf. Lå på natbordet, så jeg kunne vel bruge den og ringe på vores alm. Tlf. og vække ham på den måde..?? For det første havde jeg ikke mine briller med derop, så jeg kunne faktisk ikke se, hvad der stod på displayet, og da jeg forsøgte mig halvt i blinde at taste og ringe op, ja så var der ingen klartone overhovedet…, altså duede den ide ikke. Så kom jeg i tanker om, at mit vækkeur faktisk larmer ret meget, så jeg fik det til at ringe i håb om, at Peter ville høre det…., men der skete ikke rigtigt noget. ”Tag dig sammen” tænkte jeg, og gjorde endnu et forsøg ved stigen, men med samme resultat, så jeg følte mig temmelig elendig, da jeg nu grædende satte mig tilbage på min seng igen… Jeg forsøgte med mobilen igen, stadig uden held til at ramme de rigtige taster, og jeg forsøgte med vækkeurets ringen igen… og nu virkede det. Jeg hørte Peters skridt nedenunder, og stor var min lettelse, da jeg så ham komme op ad stigen til mig. Jeg var dog stadig lidt ”hys”, men ved hans hjælp og med hans arme omkring mig, lykkedes det langt om længe at komme ned ad den fordømte stige.
Efter den første kop kaffe og den første smøg sammen med nu lettelsens tårer, kom jeg til mig selv igen, og kunne tage mig sammen til at blive klar til at komme på arbejde. Og her er jeg så nu….

Hold da op for en morgen, og hold da op hvor kan man blive overrasket over sine egne reaktioner. Jeg kan stadig mærke hjertet lidt i galop over den skræk, jeg følte, men alligevel tænker jeg, at jeg da vist overreagerede på en eller anden måde, vel nærmest kørte min egen angst op i nattens løb.

Tjaa, jeg ved det ikke – men jeg ved, at jeg IKKE skal på 1. sal i mit hus igen, før trappen igen er på plads..!!!


Kærlige godmorgentanker
Wildrose