Eksamen
RachelBlack
11 år siden
Det at tænke positivt
Ace Burridge...
11 år siden
En lørdag.
Michala Esch...
15 år siden
Danmarksmesterskab i Ribe
Peter
8 år siden
Kreativitet overtager
Christacia
10 år siden
Udstillingen
Hanna Fink (...
11 år siden
Tanker om vægge med udsmy...
Olivia Birch...
9 år siden
Kvinder eller ocd?
Racuelle Hei...
9 år siden
Lokumsdyret
Regitze Møbi...
9 år siden
Før eller siden. Men det ...
Marlene Gran...
11 år siden
Det vil ikke slippe mig :...
Gittepigen
11 år siden
Fuldkomment flyverskjul
Regitze Møbi...
9 år siden
15.09.2016
Marianne Mar...
7 år siden
Bornholm, Bornholm, Bornh...
Michala Esch...
15 år siden
Operation
Halina Abram...
3 dage siden
Lommefilosofi og valg - K...
Kasper Lund ...
9 år siden
Dejligt gensyn
Poul Brasch ...
12 år siden
Så er vi nået frem
Ragnhild Bac...
10 år siden
Hvem fortjener blomsten?
Racuelle Hei...
8 år siden
Sandhedens slag - 16.09.2...
Anna Gammelg...
1 år, 7 måneder siden
Juletid
Gittepigen
11 år siden
Det grå hår.
Ace Burridge...
11 år siden
13 dage endnu... måske...
Michala Esch...
14 år siden
En brutal årstid
Olivia Birch...
9 år siden
Af jord er du kommet, af ...
Poul Brasch ...
4 år siden
Tomhed
Majtb
9 år siden
Gode karakterer og en for...
Camilla Ahle...
5 år siden
Flueknepperi- Healing
Bella Donals...
7 år siden
It. Is. Yuge! YUGE, I tel...
Olivia Birch...
7 år siden
Kære natbog (XIV) - fande...
Olivia Birch...
8 år siden
André SKAL møde op i retten, men advokaten vil bede om lukkede døre af hensyn til ham.
Vi snakkede lidt frem og tilbage, og jeg forklarede vigtigheden i at der blev talt tydeligt, og med letforståelige ord og korte sætninger, for ellers mistede han tråden, og svarere bare hvad han troede var rigtig, uden at have forstået spøgsmålet.
Han mente, at det ville blive en kort proces idet at det drejede sig om en tilståelses sag, og han skulle bare bekræfte hændelses forløbet. Der ville ikke være nogen vidne forklaringer.

Advokaten som var en flink ældre herre, formåede at få mig til at se lidt ” optimistisk ” på sagen, og mente at idet at der var en behandling i gang, ville retten nok fastholde at han forblev under lægelig opsyn indtil videre, og ud over det ville der nok ikke ske noget.
Han læste hans tilståelse op, og den svarede overens med det som jeg havde hørt tidligere, og så så jeg billederne fra overvågningskameraet. Det var knap så rart !!

Jeg kørte der fra med en knude i maven, en knude som jeg har haft siden at jeg modtag brevet fra retten. Jeg havde ikke fået ringet ned til gården i tide og aftalt med konen om at kikke forbi, så hun var ikke hjemme. Derfor valgte jeg at tage en tur ned forbi min mors grav, som ligger ca. 15 km derfra.

For 11 år siden var jeg helt ude i tovende psykisk, efter bruddet med Andrés far. Han havde forstået at pille mig godt grundig fra hinanden, så min selvtillid og selvstændighed kunne ligge et meget lille sted. Jeg havde det faktisk så dårlig, at jeg overvejede at følge min mor, men var bare ikke ” modig ” nok til at gøre det, og samtidig havde jeg en kæmpe ansvars følelse over for mine børn. De skulle i hvert til fald ikke igennem det samme som jeg havde været !!

Jeg har aldrig overrendt min mors grav, men det har der også en naturlig grund til – Ca. 70 km. Men da jeg havde det skidt, fandt jeg ud af at det var utrolig forløsende at køre turen der ned, eller rettere turen hjem, hvor jeg græd som pisket.
Allerede som barn forstod, og tilgav jeg hendes handling. Jeg har aldrig bebrejdet hende hendes valg, så hvorfor at et besøg kunne sætte gang i mine følelser ved jeg ikke, for det var ikke hende eller tabet jeg græd over, men mine egne frustrationer.

Knuden som jeg har haft i den sidste uge, mindede om den jeg havde dengang. Bortset fra at min tankegang ikke har været så sort som dengang. Jeg har jo en masse at leve for.
Da jeg nærmede mig den lille flække, kunne jeg mærke de velkendte tåre presse sig på. Jeg parkerede på den ” sædvanlige ” sted, og gik langsom ind på kirkegården. Alt var som det plejede at være bortset fra, at der var plantet de smukkeste blomster oven over hvor min mors urne ligger begravet. Jeg kan ikke lige komme i tanke om hvad de hedder, men jeg er ikke i tvivl om at det er min ” unge ” bedstefar og hans kone som har sat dem der. Jeg sendte dem en taknemlig tanke ;-)

Da jeg kørte der fra, kørte jeg om på den anden side at kirken, og kom til at smile ved tanken om dengang jeg som barn havde sat mit hoved igennem lågen, og nær aldrig var kommet fri igen. Det var 2 pinsedag 1977..Tænk en hukommelse jeg har ;-). Nej jeg har spurt min far efter at jeg kom hjem, da det var i forbindelse med at min bedstefar døde, og min mor var der nede for at hjælpe min bedstemor med at gøre ham klar til kisten, og jeg var sendt ud og ” lege ”.
Bagefter kørte jeg forbi mine bedsteforældres hus, og mindes de gode stunder jeg havde sammen med min bedstefar, som var møbelpolster og skomager. Vi hyggede os tit ude på værkstedet, bare ham og mig ;-)

Min knude er pt væk, men jeg ved hvor jeg kan få den forløst hvis den skulle komme igen. Hvad min mor ikke formåede at gøre da hun var i live, har hun gjort efter hendes død. Det lyder åndsvagt, men den styrke og tro på at det nok skal gå ved at besøge hende, er jeg ikke flov over at sige - at hun har redet mit liv !!

Jeg vil nok forsætte mine projekter i et stykke tid endnu. Han skal immervæk først for retten den 22/9 og først der efter kan jeg slappe af igen.

Jeg må hellere finde min seng, da jeg har lovet min far at være klar til kamp kl 03.30. Puha

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Den gik ikke er publiceret 19/08-2004 22:36 af Turid Nielsen (Tasma).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.