...hvem der havde smidt den i fjorden. Hedder dagens tekst. Vi synger salme nummer 666, dyrets tegn, hvrunder krabber muigvis også hører indunder. Eller er det 665, skaldyrets nummer?

Det er pudsigt at når man er igang med at bearbejde og identificere sine føleleser og bevægegrunde, bliver man tit lidt nervøs for at skrive om dem, eller jeg gør. Jeg ved ikke hvad MAN gør.
Men da jeg nu netop er kommet igang eller har været igang uden jeg vidste det, vil jeg nu bryde endnu et mønster. Ikke for at benægte mig selv, men for at udforske.
Jeg tror (læs. tror) at jeg har fundet ud af een ting. og det overrasker mig egentlig ikke. Hvis jeg er glad een dag, tror jeg at så er den hellige grav forvaret og jeg kan fortsætte som jeg plejede, men sådan spiller trianglen jo ikke, den spiller jo ikke bare een tone, jo ..måske ..jeg har aldrig spillet triangel, men selv en triangel kan have forskellige rytmer.

NUvel...tålmodigheden er ihvertfald een af nøgleordene, men jeg skal lige mase ig gennem labyrinten først, Mine egen labyrint.
Og måske ER jeg i en form for sorgfase...det er jeg jo nok, skønt jeg selv er uddannet i at kunne identificere disse faser. Det kan jeg dog ikke, men som min veninde og jeg blev enige om forleden, så er vi jo så dygtige, så ufattelige dygtige til at give andre mennesker råd, men ikke selv tage imod dem...DK skulle egentlig have flere guldmedaljer end de fik...her er da to til samlingen og jeg tror der er flere der kan hoppe på den vogn.

Noget andet og mere vigtig er at jeg endelig er så småt ved at øve mig på IKKE at tage alverdens lidelser på mig, at turde at være egoistisk, virkelig egocentreret. Jeg bliver det nok ikke helt, men skide være med det...at acceptere at der bare ER nogle ting som jeg ikke har indflydelse på og det er jo egentlig pisseegotrippet at tro at det er MIN skyld at folk lider...hvad er jeg?...Jesus?...nej, jeg er sgu bare camilla fra nordjylland, som er rendt ind i en masse pis og skønt jeg ved at andre mennesker også vader rundt i pis til halsen, så skal jeg ikke nedgøre mit eget pis af den grund. det får jo kun mit pis til at boble op og gøre det ulideligt at være til stede.

Jeg har fået skældt en masse mennesker ud...jo, jo...skide flot...meget stolt og dygtig...dog kun i mit hoved, men det var fandeme rart og den dårlige samvitttghed viste sig kun en smule.
Men det hjalp og kan anbefales.

og jeg var hjælpsom ved mindst eet levende væsen i dag og stolt af det, håbede at ham den store overtjener så det, men hvis ikke, så skide være med det...det føltes godt, selvom mange måske tror at jeg er tosset. Sikkert, men jeg hjalp en forvildet og tørstig krabbe ned i fjorden i dag!!!

Tadaa...den nye wonder woman!!! og så baksede jeg vildt med min kappe, rykkede op i mine underhylere, der spændsigt indkapslede mine jeans og spurtede ud langs havnen i mine supersutter, mens jeg klappede mig selv på ryggen og skrev en lille meal list over at der nu kun var et utal af edderkopper der havde måtte ladet livet for at jeg kunne have det godt. Reaktionsmøntre fra min barndom virker stadig og jeg genkalder mig nostalgisk hvordan jeg som en epilkeptiker på coke dansede mellem horden af snegle med campingvogn spændt efter deres slimede hale, undgik at kvase dem, hvilket jeg stdig gør. Har endnu ikke kvast en snegl med vogn.

Hvad godt gør det så, når krabben senere hen bliver ædt af en sulten måge eller snegl bliver et uskyldigt offer for uvorne ungers terroiserende skosåler? Måske ingenting...men alle detaljer gør en helhed og jeg havde det godt og jeg får det godt af at tænke på at jeg ikke er een af guds ynglingsvæsener, som mener at det kun er Homo erectus eller homo egoistus der må leve på denne planet.

små ting og små væsener har også noget at sige og det var da også en egoistisk handling, men jeg tror på at det var een af de gode. Vi har jo alle en skjult dagsorden når vi hjælper, skønt nogle ikke vil indse det...især ikke socialrådgivere, hvilket jeg kender alt til.

Men noglegange helliger midlet målet..synes jeg.

Og måske i morgen, hvor jeg fylder 29 og som sædvanlig skal tilbringe min fødselsdag blandt mennesker jeg ikke kender, kan det være at dagens lille godhed vil gøre mig glad, hvis det skulle vise sig at dagen imorgen er træls. Ikke fordi jeg har fødeseldag, men bare sådan....fordi...Jeg forstår faktisk ikke dem som hader deres fødselsdag...jeg synes man skal fejre at man er blevet født..det er sgu da en begivenhed.