Ja, at være på øen sætter mine tanker igang.

Genetisk set er der en mand der er min far, men nærmere følelsesmæssigt er det blot en mand.

Der har været så mange uoverensstemmelser, som gør at jeg ikke ønsker kontakt med manden.
Men samtidig er der en stemme i mig, som siger at jeg måske en dag vil fortryde det, som så mange andre siger de har.
Men på den anden side, så er min største skræk at den dag han dør, så er jeg ligeglad, og ikke er ked af det.
Det er mine egne gener, og så burde jeg etisk set i vores verden være ked af det, men nej... frygter selv at jeg ikke vil reagere nærmere over det, end med lettelse - en meget ubehagelig tanke.

De gange da jeg var mindre, hvor han sagde at han ville skyde hjernen ud af sig selv, var mit svar normalt "så gør det da, så vi slipper af med dig" - og mine tanker og håb var i samme rille.
Ikke at være andet end.... 10-13 år 1. gang hvor jeg sagde det, og mente det.
Ikke at føle angst, ubehag eller dårlig samvittighed over det, men blot ønske det...

Nu er der så bare det, at den mindste ser ham - når ellers han har fast dame og mener det passer ham.
Har overvejet at aflevere hende en af de fredage hvor han kommer efter hende, for at se hans reaktion.
Men hvad hvis han tager det som en sejr som han plejer, og atter kører i rillen "Det er ikke mig, men alle de andre der er galt på den" bare fordi han ser mig??
Det har jeg bestemt ikke lysten til at opleve.
På den anden side - er det så ikke barnligt af mig???

For at få mine tanker fra en ende af tror jeg, at jeg vil starte for ca. mine første minder med/om ham.

Jeg mindes ikke nogle gode situationer med ham, og 1. gang jeg husker ham var jeg nok en..... 3-4 år.
Husker at han bad mor og mig om at skride i en diskution.
Næste gang var jeg nok en 5-6 år, og det ene minde er at jeg ikke måtte prøve nogle ting i "Legoland" og det andet at jeg skulle tie stille fordi han så nyheder.

Så gik nogle år, og jeg havde spinklet og sparet for at købe mit eget svømmebassin - sådan et i plast som alle børn har haft næsten.
Hans hund kradsede det istykker og jeg fik at vide at jeg fik et nyt - men det skete aldrig.

Mor var på hospitalet med brormand, og far havde aftenarbejde. Derfor blev jeg passet af mors moster, og jeg nød det. Weekenderne havde han mig som regel ikke i den periode, for... det passede vel ikke ind i mandens planer?!

Vi flyttede, og med tiden er der sket flere lign. ting, som min hjerne tænker med 5432 km/timen lige nu. En masse ubehagelige tanker.
Forældrene blev mere og mere uvenner, og vi unger havde blot 1 ønske - at de blev skilt! Selv i de "gode tider" var det vores ønske!..
Hellere skilsmissen og at slippe for ham, end en konfirmationsfest.

For nok efterhånden en god håndfuld år siden (5½??), havde jeg min sidste samtale med ham. Han havde afleveret den lille efter en weekend, og jeg gik ud for at tale med ham. Det gik ikke godt, eftersom det endte med at jeg skældte ham ud, og bad ham om ikke at kontakte mig mere hvis han ikke var interesseret i andet end at snage i hvad mor og søskende lavede. Hvis han tog kontakt skulle det være for at tale med mig om hvad jeg og han lavede, havde det mv.
Siden har vi ikke talt.

Mødtes for ca. 2-3 år siden i en pølsevogn hvor min søster arbejdede.
Han ignorerede os begge + min kæreste. Tænk slet ikke at sige hej til os?!..

Til hverdag tænker jeg ikke på ham, og har aldrig set ham som min far.
Det der generer mig i disse dage, er at hvis jeg nu engang fortryder.... eller hvis jeg slet ikke reagerer når han forsvinder.. for det bør man jo

Hvordan jeg får afklaret det med mig selv, aner jeg ikke, men håber det sker snart, for er forvirret over det lige i disse dage.

ÆVS
Ville ønske der var nogle der bare kunne give mig den perfekte løsning...