Jeg håber at jeg snart vågner op efter dette års julekaos, og glæder mig afsindig til at nytåret ligeså er overstået, så det kan blive alm. hverdag i igen.

Det har simpelthen været den mest stressede og dummeste december jeg kan mindes. Min trang til at tilfredsstille alle, være den søde og smilende, og ikke mindst have styr på alle enderne. Alt synes gået skævt i år.

Jeg tror at det er mange forskellige aspekter som har været medskyldig til, at det har været en fuldstændig uoverskuelig måned. Bla har jeg prøvet finde mig selv efter de div. problem stillinger som jeg har været igennem det sidste år, hvor jeg enten har været nede og bide i gulvtæppet, eller har hængt som en ørn over sit bytte, og været klar til at angribe en evt. fjende som har måtte krydse min vej.

Det har været et psykisk opslidende år, men jeg har rejst mig hver gang og kommet rimelig helskindet igennem. Jeg ved at jeg stadig har en følelses messing hænge parti vedr. min søn, og de valg som jeg har måtte tage for at han fik de optimale betingelser. Men den pris må jeg bare betale, og få det bedste ud af. For hans skyld............Men hold op hvor har det været svært, og er det stadig.

Jeg havde taget fri 3 juledag, da vi skulle holde en lille julefrokost 2 juledag. De sidste 4-5 år har vi samlet ca. 25-30 familie medlemmer til julefrokost, men i år havde vi bare ikke overskud til sådan et arrangement. Michelle og min far var de eneste inviteret. Den store af Claus´s drenge skulle på arbejde, men de 2 små, André, min svigermor og hendes ven var i huset i forvejen.

Jeg havde glædet mig utrolig meget til denne dag, hvor jeg havde regnet med at vi skulle sidde og hygge os og have det rart, men min glæde blev manet til jorden. Michelle havde været på arbejde, og de havde afholdt julefrokost for beboerne, så hun sad bare og stak i maden, samtidig med at hun spurte til hvornår vi var færdige, da hun var " kommet til ” at lave en aftale.. De 2 små var helt kullede ved tanken om, at de skulle hjem og holde jul sammen med deres mor. Normalt plejer hun at holde jul sammen med dem før de kommer her, men sådan skulle det ikke være i år.

Kl. 17.45 kørte Claus drengene hjem, og min far kørte sammen med Michelle.. Hmm det var så den julefrokost... Vi var startet kl. 15.00. Jeg må ærlig indrømme. at jeg var skuffet og lettere irriteret over at det skulle gå sådan.

Prikken over i´et var da svigermor og hendes ven var ved at pakke sammen til afrejse dagen efter, kom der en bil ind i indkørslen. Ud af bilen sprang min svigerfar og de 2 små. Nu skulle der lige bruges 5 minutter på år´s sidste pligtbesøg. Svigerfar havde mere travlt med at hilse på hans gamle ven ( svigermors ven ) end os, og hans kone ( hmm den anden svigermor ) blev siddende i bilen sammen med den mindste af ex konens drenge.
Ingen af os var klar over at hun sad der ude, før MIN KÆRE svigermor tilfældig så hende. Jeg blev hurtig enig med mig selv om, at hvis hun ikke vil træde ind over vores dørtrin, så ville jeg ikke træde ud.... I mit sind så håbede jeg at hun ville fryse hendes røv i laser, men den opførsel. Hmm

Efter min svigermor og hendes ven var draget af sted, gik jeg i krig med at fjerne ALT som symbolisere julen. Okay næsten alt........ Julekagerne og chokoladen er her endnu ;-)

Min far blev for resten glad for hans hunde måtte ;-) Den skal op på væggen, så hundene ikke bider den i stykker. Hmm en måtte på væggen.. Ja hvorfor ikke.

Jeg ved godt at min far ikke er ny mere, men han er blevet meget gammel at se på, samtidig med at han er gået meget ned i tid arbejdsmæssig. Før startede han når jeg kom med bilen, men nu starter han ikke før kl. 19.00. Når jeg lufter min bekymring omkring ham, siger folk - jamen han er jo ved at være oppe i årene. Det kan godt være at han er det, men hans bekendtskab med påhænget har altså suget livs gnisten ud af ham. En kort overgang efter hans tur til Canada, var det som om at han havde fået en saltvandsindsprøjtning, men den tid er passe.

Vi skal ud og bestille ny bil her i januar. Jeg tør ikke spørge ham om det bliver den sidste. Hans arbejde og hans bil er hans stolthed, men han vil immervæk være knap 70 år når den næste er frikørt.

André viste godt, at jeg skulle arbejde imellem jul og nytår, og havde ( tilsyneladende) også accepteret det. Men i går var han meget indelukket, og jeg spurte om han gerne ville have at jeg blev hjemme i dag. Han kneb øjnene sammen, og hans ansigt blev lukket samtidig med at han svarede nej. Jeg ringede til min far, og sagde at jeg tog en fridag.
Han er smuttet ind til Michelle, så jeg kunne realt godt havde taget af sted ;-) Men lige nu nyder jeg faktisk bare at side stille og rolig her, uden at have dårlig samvittighed over for børn eller gæster.

Jeg har besluttet, at når retssagen imod André er overstået ( forhåbentlig snart ) vil jeg slå en streg og sætte mig selv mere i højsæde. Jeg vil være bedre til at gøre ting for min egen skyld, og ikke kun for andres. Min bekendtskabskreds er blevet meget begrænset, men dette vil jeg også arbejde med næste år. Jeg ved at det hovedsagelig har været selvforskyldt, da jeg har trukket mig i takt med problemstillingerne har hobet sig op.

De sidste 4 år har jeg til nytår sagt – til næste år kan alting kun blive bedre. I år vil jeg sige – det kan umulig blive værre end specielt de sidste 2 år.

Selvfølgelig kan det det, men jeg har ikke malingen til male fanden på væggen.

Jeg vil slutte af med af ønske alle et rigtig godt og lykkebringende nytår, og en stor tak til dem som har fuldt og kommenteret min dagbog.