Det har allerede været et godt nytår. Det har nærmest stået og ventet utålmodigt på mig på den anden side, stampet i jorden og råbt: "Hvornår kommer du ?"

Og da jeg endelig trådte over, kom det springende hen mod mig med en gave.

En gave jeg har ventet på i lang tid. Vi har endelig fået solgt lejligheden!! og det fakta spreder glæde, rædsel og vantro.

Det lever op til den forestilling om at de gode (og også de dårlige) ting altid kommer når man mindst venter det.
Skønt fortrydelsesfristen stadig er intakt, tror jeg ikke vores køber trækker i land, men den skal jo klages lidt hjem.

Men hvis jeg tager alle disse negative tanker og smider dem til side, så er vi på vej til spanien inden april.
For vildt, for underligt.

Det beviser endnu engang at der var en grund til at vi ikke fik solgt lejligheden sidste år. Og grunden var jakob.
Måske har han haft en lille finger medi spillet, måske.

Men at have gået med en længsel og set livet suse forbi mens man er ved at blive ædt op af frustration over at andre bestemte over ens eget liv, har været med til at det hele tog både martin og jeg på det forkerte ben. Vi er slet ikke parate!
Vi er stadig i chok.

Vores drøm kommer i opfyldelse, netop i en tid, hvor vi næsten havde opgivet håbet. Fantastisk.

For et år siden var min gejst helt oppe at ringe. Jeg undersøgte ALT. Alt hvad vi skulle ordne og gøre og planlægge og jeg nød det. Men da så sygdommen tog fat i jakob og da jeg opdagede den magtesløshed som både den havde med sig og magstesløsheden over ikke at have en skid at skulle have sagt mht. salget, begyndte drømmen at svinde ind sammen med modløsheden og sorgen over jakob.

Og som en lille beskeden mandelgave fik vi så lov nu. Endelig, men vi skal vænne os til tanken. Men hvor har jeg dog glædet mig til denne tid. Endelig at kunne komme afsted og flytte til spanien. Endelig at opleve noget nyt og spændende og udfordrende.Endelig at kunne modbevise de mistænksomme, at jo, vi tør sgu stadig, vi vil sgu stadig. Ta´den!!!

Men een ting er især underligt og skræmmende at tænke på. Og det er at når vi har fået opsagt vores internet, hvilket skal ske en måned før, så er der en stor bid af en tryg vane, der forsvinder: Fyldepennen. Selvføleglig kan jeg følge med i hvad der sker, når jeg får muligheden for en pc, men mails og andet, min kontakt til denne glæde forsvinder, indtil jeg får købt mig en bærbar, og DET er sgu skræmmende!!!! Det er også skræmmende at skulle sige farvel eller på gensyn til alle de mennesker jeg holder af og jeg ved at tårer vil flyde. Men det skal de også.

Det er et helt nyt og blankt kapitel vi skal til at skrive på og jeg glæder mig til at se hvad livet kan tilbyde. Forh¨åbentligt noget godt.

Men tanken skal stadigvæk have lov til at modnes igen. og vi har det ligesom vores nærmeste...lidt i chok. De havde sikkert hellerikke regnet med at denne dag kom. At vi faktisk snart tager afsted.

Viva espana.