Det gik heldigvis godt

Et lille hjerte krydser m...
ingelnielsen
9 år siden
Autist?
Ansu Orheim ...
1 måned, 16 dage siden
70 år + 2 dage
Peter Munk (...
8 år siden
Jeg kan ikke nå's!
Katrine Søre...
8 år siden
En slange i huset
Anastasia
10 år siden
Et skridt nærmere
Liza Abildsk...
8 år siden
Kære natbog (XVI) – ingen...
Olivia Birch...
7 år siden
Skoddag
Suree Lio (L...
10 år siden
En aften med oplæsning, v...
Olivia Birch...
7 år siden
Kakao og alt for korte be...
Carsten Cede...
8 år siden
Kreativitet overtager
Christacia
8 år siden
Hundetræning
Chellepigen
8 år siden
Lange dage giver lange pa...
Neola
1 år, 7 måneder siden
I dag skulle det være.
Hannah White...
7 år siden
Glædelig blæsevejrs-dag!
Katrine Søre...
9 år siden
Thoughts drifting away...
Katrine Søre...
9 år siden
Gud hader dig, og især mi...
Kasper Lund ...
6 år siden
Skæbne
Hanna Fink (...
9 år siden
Dagen tiltaget med 1 time...
Hanna Fink (...
4 år siden
Shoppingtur til Randers.
Ruth Christe...
6 år siden
Atomer & molekyler - nu p...
Mikala Rosen...
10 år siden
Sulten?
Kellany Bram...
9 år siden
Små og store fremskridt p...
Michala Esch...
4 år siden
Det hele startede egentlig igår aftes. Min ældste søn kom stolt som en pave, direkte fra Herning for at præsentere sin nye bil.
Den var længe ventet og hårdt tiltrængt. Han er fysisk handicappet og er derfor nødt til at søge, og vente på at ansøgninge går igennen og så igen vente på at bilen bliver bygget om, synet og indregistreret.
Og nu stod der der!

Han sagde glad- jeg kommer og henter P (hans lillesøster) imorgen aften, så kan vi spise sammen og jeg skal nok køre hende hjem igen- jeg skal jo lige se om bilen kan køre :-)


I eftermiddag skulle jeg lige give en besked til ham om nogle cd-rommer, han skulle give sin søster med hjem.

Det var hans kæreste, der tog telefonen - en mobil med dårlig forbindelse. Nej K kan ikke lige komme til telefonen nu, vi er *skrat* *skrat* - en anden bil *skrat* -bremserne - *skrat* vi ringer. Og så blev der lagt på.

Jeg var helt forvirret - HVAD var der sket??

Et kvarter efter ringede telefonen og jeg var lige ved at tude, da jeg hørte min søns stemme og fik forklaringen.
De var kørt til KOlding Storcenter og da de skulle svinge til venstre i lyskrydset - havde bilen bare ingen bremser!! De var røget op bag i køen og skubbet den forankørende op i den næste osv.
Nej hvor var han ked af det mens jeg nærmest blev arrig af bare lettelse.
Dumme knægt :-) kunne han da ikke forstå, at jeg var mere bekymret for om han var kommet noget til!!

For der var røget tusinde tanker igennem mit hoved inden han ringede. Jeg ved jo godt, at jeg har ham på "lånt tid" og at han er "et skrøbeligt liv" som lægerne udtrykker det. Men jeg kan ikke klare at miste ham. Og i tankerne var panikken allerede begyndt at gribe mig.
Jeg blev mindet om, hvor let jeg, undskyld vi, kan miste ham. Og den tanke er bare ubærlig.

Det var meningen at vi skulle have et hyggelig aften ved vores lille fritidshus, men tankerne kørte bare rundt og det var lidt svært at finde optimismen.
Vi gik en lang tur langs bækken, mens regnen dryppede ned og gennemblødte os. Vi så "vores" rovfuglerede, hvor ungerne er hoppet af reden, men to af dem var lige i nærheden i grenene og lettede da vi nærmede os.
Flotte store elegante fugle, selv om de ikke har øvet sig ret meget i at flyve endnu.
Men synet af dem, fik mig alligevel til at tænke på, at vi er led i en cyklus og at vi skal være glad for livet mens vi har det.
Selv om det kan se sort ud indimellem, er det altid værd at kæmpe og leve for.

Jeg kan jo bare se på min søn - et eller andet sted er det livsbekræftigende at hans største ærgelse er bilen og hvordan han nu skal komme på højskole på mandag - fremfor selv at være bange og trykket over, hvad der kunne være sket, hvis sammenstødet havde sket på motorvejen med 130 km/t.

Jeg er lige kommet hjem og havde bare brug for at få dette skrevet ned - og så skal jeg iseng!!
Jeg kan se, at der er et par breve, der måske burde besvares, men det får altså vente. I må klare Jer til imorgen :-)

Imorgen er atter en dag med nye ansøgninger, der skal behandles og samtaler med to utilfredse borgere.

Men jeg er klar til at tage udfordringen op og se om jeg kan få "vendt" vreden til noget konstruktivt, så de selv kan tage ansvar for deres videre fremtid.

Min søn kan!!

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Det gik heldigvis godt er publiceret 05/07-2005 23:34 af Pia H. Nielsen (Pia Nielsen).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.