Det er jo nu jeg skal hoppe jublende rundt på tungen. Eller? Er det utaknemmeligt at have så svært ved at tro på dem nu? Eller fornuftigt? :/

Snakkede med R i tirsdags...hun ville vide hvordan jeg havde det, og måtte ærligt svare dårligt, men bedre...og hvordan jeg havde det med hende...hmm...det samme...fortalte ligeud at jeg ikke fatter dem...deres had og vrede og forsøg på at virke venlige alligevel? De har afgjort at de har brug for at skælde mig ud fordi de ikke kan overskue skilsmisse, lungesygdom, maveinfektion, osvosv. Som om mit helbred bare blev for meget for dem.

At T tager det personligt at jeg flirter med en dreng til en fest og hun ikke gør, kan jeg ikke tage mig af. Hun kan ikke lide drengen, jeg har ikke gjort grin af hende, eller på nogen måde hånet hende, og hun valgte selv at sætte sig i et hjørne. Og kunne ikke forvente at jeg skulle hente hende efter hun havde sagt jeg gav hende kvalme. Så situationen er langt fra til en undskyldning til hende...:S Kan ikke forstå at hun kan beskylde mig for alt, væmmes over at jeg har drengevenner, eller en kæreste, eller en god karakter, hvilket hun i øvrigt også har...jeg har aldrig blæret mig med nogen af delene, men vil heller ikke lyve og lade som om jeg ikke er tilfreds, som hun gør....."Se min tegning, er den ikke grim? neeej, den er da flot!"...

de andre lukkede bare mere eller mindre af. Og sagde farvel. Men så skrev R i tirsdag og spurgte hvad jeg tænkte om hende, og måtte jo sige at hun da var sød, men lidt galt på den når hun kaldte os veninder. Har ikke engang set hendes hus nogensinde...Først syntes hun vist det var en fornærmelse...men er man veninder hvis man aldrig ses, snakker sammen, og ikke kan lide hinanden? Så sagde hun at hun gerne ville prøve igen. Og lave en aftale på mandag. Sagde ja, men ved ikke helt hvorfor...vi har aldrig rigtig ku' snakke, og hun har ligeud sagt hun synes jeg er træls. Det er jo trist, men hvad er hun så ude efter nu? :S Vil da gerne prøve, men ikke hvis det bare er fordi hun vil bevise overfor sig selv at jeg virkelig er dum...suk...

og næste dag ville L have mig med på cafe...hun var den der startede hele det her show med syndebuk...og kunne have stoppet det med en enkelt sætning...tog med, og vi snakkede faktisk i næsten tre timer...som før...men før, det var jo også bare forskellige sjove oplevelser...aldrig meninger, følelser, personligt, eller noget...bare grin...det var hyggeligt, men som farvel sagde hun bare hej og gik...nu fatter jeg endnu mindre hvad hun ønskede, hvad de vil. Vil de prøve igen? Og hvorfor? Ingen af dem har tilsyneladende ringeste ide om at have såret mig, som de rent faktisk gjorde i så vidt omfang at et halvt år bare er til at rive ud af kalenderen med påskriften "depression" med rød sprittusch.....

Hader når jeg ikke ved hvad der foregår. Kan ikke fordrage det...det er hårdt at sige undskyld, og endnu værre at sige "det var min fejl", men jeg gør det gerne hvis det passer og kan nytte...men skal jeg sige undskyld for noget jeg aldrig har gjort, bare for at redde et venskab der måske ikke engang er det værd? og fortælle dem at det er helt okay de ødelagde mit liv i 5måneder bare fordi de selv havde det svært og ikke magtede at sige fra, som R beskrev det? Vil jeg ikke. Men det bliver hårdt at fastholde den tanke til ferien.

Qnuz