Hvor kan verden dog være uretfærdig!!!

Jeg har en dreng i min klasse, hvis mor fik konstateret kræft her for et par måneder siden. Vi fik fra starten at vide, at det ikke rigtigt var noget at gøre, men man håber jo altid. Og man hører også altid om de historier – eller kender dem fra nærmeste familie – hvor en har fået at vide at der ikke er noget at gøre, og så går der stadig min 5 år, før der sker noget videre.

Sådan en historie skulle den her vise sig ikke at være, desværre. Drengen er den ældste af en søskendeflok på fire. Han går i 8. klasse… Han har hele tiden været meget åben, så jeg har talt rigtig meget med ham (jeg er klasselæreren). Hans mor er en vi alle på skolen kender og holder af. Hun har arbejdet her indtil for to måneder siden. Hun var vores alle sammens madmor. Hun er en herlig dame med humor og sådan der holder sammen på mangt og meget. Så lidt personlig investeret er jeg også..
I går trak drengen mig til side igen. Det gør han hver dag, så det er der sådan set ikke noget nyt i. Jeg kan se han kæmper for ikke at græde. Han fortæller, at nu er kræften gået i hovedet og lægerne har sagt, at der ikke er mere en 14 dage, 3 uger tilbage….Han fortæller også at han skal komme hjem senere den dag, hvorfor han tager tidligere hjem fra skole, for han vil stå i døren, når hun kommer hjem… Han vil også gerne have lov til at bruge de sidste ti minutter af dansktimen til at fortælle de andre, hvordan situationer ser ud…

Da de alle sidder i lokalet, begynder drengen at fortælle. Han fortæller det hele.. At det ser skidt ud, at hun kommer hjem og at hun kun har 14 dage til 3 uger tilbage. Jeg ser rundt på de her dejlige unger, der har taklet hele dette forløb så flot. De kender hende jo også – og holder af hende.
Pigrne græder lydløse tårer der bare triller ned. Drengene får blanke øjne, men græder ikke. Selv står jeg oppe ved siden af drengen og kæmper min engen kamp. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at om tre uger så går der fire børn rundt uden en mor. Jeg er selv meget tæt på at græde. Ved jeg har blanke øjne. Det hele omkring denne situation er bare så sørgeligt. Han bliver færdig med at fortælle og jeg skynder mig på lærerværelset. Der er ingen deroppe endnu, men alligevel har jeg ikke lyst til at græde, for jeg ved de andre snart kommer.. Men så kommer en af min kolleger over og fortæller at hun tidligere på dagen har snakket med drengen. Jeg fortæller, at han lige har stået foran hele klassen og fortalt det hele, og mens jeg fortæller det løber tårerne ned af min kinder…

Jeg er stadig meget mærket.. Jeg skal bare tænke det mindste på det her, og så presser tårerne sig på. Ved der sidder så mange mennesker rundt omkring på de danske plejehjem, der bare venter og ønsker at dø. Og så skal sådan en som hende dø. Det er sgu uretfærdigt…

Og helt selvisk og alt det der, så frygter jeg den da hun gør det. Jeg har selv følelserne med i det her. Jeg gruer for den dag, hvor jeg skal gå ned i klassen og fortælle at nu er hun død. Jeg gruer for den dag jeg skal med til begravelsen…

Død rører mig ellers ikke så meget. Jeg har mistet så mange mennesker i mit liv, startende med min morfar som var den person jeg holdt allermest af, så efter det skulle der meget til. Jeg græd ikke da min farmor døde. Jeg græd ikke da min farbror døde her i jul. Jeg græder ikke så meget over død.. Men dette her påvirker mig… Det påvirker mig rigtig meget….. Man må gerne vise følelser, husk det… Jeg havde engang en veninde der sagde til mig; hvis må græde når en er død, hvornår fanden må man så?? Og det har hun ret i.. Men jeg skal være den voksne, den der kan tage hele klassens sorg på mine skuldre…
Hvor er det selvisk at tænke sådan..
For hvor er det frygteligt at miste sin mor. De er der tre drenge og en pige der gør snart… Lige nu græder jeg….