Et djævelskab at være afhængegigt af love og paragraffer, og ikke mindst, frustrationerne over sagsbehandlingen.

André stak ( igen ) af fra gården i onsdags. Han ringede til politiet og bad dem om at få ham væk derfra. Var som så ofte før endt i et skænderi med ” Hr. Hitler ”. Den mand er virkelig uden pædagogisk sans og den egentlige grund til, at André ikke ønsker at være der mere. Før hans psykose og røveriet, var forholdet tåleligt - men derefter kom der andre boller på suppen. Nu var en af ” hans ” børn jo ” utilregnelig ” kriminel, og den etikette brød manden sig bestemt ikke om. Han ved hvad der kan ” tænde ” André, og gør det. Han formår at skabe situationer som ender i kaos, og som andre må samle op på. Jeg må ærlig indrømme, at jeg bliver mere og mere forundret over hans valg af levevej. Problemet ligger bla. i ( som jeg ser det ) at André en af de bedre stillet, og hvis han føler sig uretfærdig behandlet, så reagere han. Det er jo aldrig rart at blive sagt imod, og fordi man er handicappet, så kan man altså også godt være teenager med det dertil hører.
En af de ansatte hentede ham efter at være kontaktet af politiet. André ringede meget oprørt til mig, og jeg bad ham om at få ” konen ” til at ringe. Det gjorde hun så. Hun har altid haft et rigtig godt tag på André, men også stået i noget af et dilemma alle de gange hun har skulle rede trådende ud for hendes mand. Jeg fik fortalt hvad der var sket og vi var enige om, at sandsynligheden for at han smuttede igen, var rimelig stor. Jeg spurte om jeg skulle hente ham. Hvortil hun svarede ” det er dit valg ”. Hmm… mener nu ikke at jeg havde noget valg. Skulle jeg lade min søn blive under forhold, som kan medvirke til uovervejet handlinger, eller sætte ham i en situation, som han ikke kan overskue.
Lige nu ved jeg ikke hvad der skal ske. Ifølge dommen SKAL han være anbragt, så jeg kan ikke bare tage ham hjem til det nye sted er klar. Har ham selvfølgelig hjemme på weekend, og her det sidste også betydelig mere end det. Konen på gården ville kontakte tilsynsførende fra amtet, og lovede at bede ham om at kontakte mig. Det regnede jeg faktisk med at han gjorde torsdag, men jeg hørte intet. Prøvede så selv at kontakte ham og familierådgiveren fredag, men det lykkes ikke. Opgav at fortælle andre fra ” systemet ” om div. problemstillinger, da jeg kender dem godt nok til at kende svaret – det kan vi sørme ikke tage stilling til. Du må vente til x kommer tilbage !
Han skal ned på gården i morgen, men jeg tror ikke jeg kan få ham med. Er faktisk overbevist om, at hvis jeg ” tvinger ” han derned, så stikker han enten af her fra, eller når jeg er kørt derfra. Han kan ikke overskue at være der mere. Kommunen har endnu ikke giver mig svar på hvilke alternativer de har at gøre med efter d. 30/11 hvor kontrakten er opsagt. Jeg ved ikke hvor fanden jeg kan henvende mig, og få råd, vejledning og ikke mindst konkrete svar. Føler at jeg konstant løber panden imod en mur ! Har overvejet at beholde ham hjemme til mandag, og så da kime de forskellige ned. Det kan ikke være ret og rimelig, at han skal gå psykisk ned pga. langsom sagsbehandling. Jeg vil bestemt ikke lægge fingrene imellem med at indirekte beskylle den såkaldte hastesag for grunden til hans medicinøgning. Føler lidt at tankegangen er ” han får bare en pille mere, så går det nok ”. Ved godt at sådan hænger det ikke sammen, men det er svært at tænke anderledes.

Og så til noget positivt. Claus er blevet bevilliget revalidering, og dvs. at han skal starte på erhvervskortet i næste mdr. Jeg er stadig i tvivl om det er noget for ham, og om han kan affinde sig med ” de fulde idioter ”. Samtidig er jeg selvfølgelig også bekymret for, hvordan vi skal få hverdagen til at hænge sammen. Men alting til sin tid. Hvis det ikke går, så må han finde andre græsgange. Kan godt se billedet af ham hjælpe gamle ” fru Petersen ” på 1.60 med hans næsten 2 meter lange krop. Skulle måske skygge ham en dag med et kamera ;-D

Michelle er i byen, og hjemme på besøg. Lige nu sidder hun og spiller med André. Er taknemlig for at de har et godt forhold til hinanden, og kan ikke forestille mig, at det en dag skulle blive anderledes. De elsker og respektere hinanden for de personer de er !

Claus og den mellemste er på golfbanen, og har netop meddelt at de forventer at være end i præmierækken. André er jo som sagt her hjemme, og så den mindste af drengene. Skal ud og køre i nat igen, men sådan er det jo !