Sikke en weekend det har været. Fra fantastisk sex, til slemme moralske tømmermænd. Fra frygten af at have såret og mistet en værdifuld ven, til bekræftelsen af et stærkt bånd.

Heldigvis fik jeg en snakket med Pernille lørdag aften og det meste af natten med. Det blev en aften med tårer og dybe bekendelser. Vi bebrejdede begge to os selv, at det var kommet så vidt. Heldigvis turde vi begge være ærlige og lægge kortene på bordet, og forklare hvordan vi havde det inderst inde. Jeg var måske nok klar over, at det var begyndt at gå hende på, at hun ingen børn har (endnu) og heller ikke har haft en kæreste i over et år. Jeg har altid sagt til hende, at det nok skal komme... at hun er en intelligent og meget attraktiv pige med hjertet på det rigtige sted. Og det har jeg altid ment oprigtigt. Hun har bare haft en kedelig evne til at falde for de forkerte fyre... Tja, det er vel altid lettere at give råd til andre, end at tage sin egen medicin. Pernille har til gengæld altid trøstet mig med, at det eneste jeg skulle var at stole mere på mig selv og være lidt åben overfor det modsatte køn. Måske har hun ret. Vi var i hvertfald enige om, at vi nu er den erfaring rigere og det klogere. Men at vi fremover "bare" skal være bedre til at læsse af på hinanden. For det hjalp jo os begge, at få lov til at bekende de inderste tanker, den tvivl og de triste ting man kan gå med, til en som man virkelig kender. Meget kan jeg fortælle til J og de andre drenge, men ikke alt. Men det har jeg stort set alt kunne med Pernille, vi har altid haft et stærkt bånd imellem, som om vi var søskende. Hvad vi så heldigvis ikke er. Men jeg føler at vi nu har fået snakket ud, og bekræftet at vi stadig har et stærkt bånd - at vi altid vil kunne regne med den anden, uanset hvad.

Søndag var jeg til jule gudstjeneste med børnene. Med min datter som deltager i krybespillet. Der skete noget i de øjeblikke vi stod i den gamle flotte kirke, hvor min datter kom ind som en engel og sang så smukt og klart. Og jeg havde min søns lille hånd i min. Jeg har jo alt jeg overhovedet kan ønske mig. Jeg er nok hverken mere eller mindre kristen end den gennemsnitlige dansker, men det var nu alligevel et ualmindelig fredfyldt øjeblik. Måske det også kommer af at hørt Neighbours igennem de sidste dage, og alle deres sange om kærlighed. Jeg har jo masser af kærlighed i mit liv, mine børn, min familie og mine venner. Til min datters høje klare røst over alle de andres børn, hendes skinnende blå øjne og det store smil. Min egen engel. Samtidig med min søn med så godt han kunne, alvorlig og dybt koncentreret om opgaven. Det var magi, et af de øjeblikke man kan leve længe på.

Nu er det snart jul for alvor, og familierne samles til hygge og samvær. Jeg glæder mig ihvertfald til at være sammen med min familie igen.