Bæ-drømme i nat!
Jeg hang på siden af en HT-bus, der samtidig var en stor færge/flyver, da jeg kom i tanke om EMIL! Jeg havde helt glemt ham…egentlig troet at min søster passede på ham men nej. Så jeg flakkede rundt på dette her kæmpe skib/flyver og ledte efter min søn. Endelig fandt jeg ham liggende i sin barnevogn, der så helt underlig ud, bagerst i et olieret værksted…helt alene og forgrædt.
Han var gal på mig og havde forvandlet sig om til en lille pige med tyndt pagehår. Han var helt udsultet og var stoppet med at græde fordi han havde givet op på mig.
Alting til barnevognen manglede og alle synes jeg var en forfærdelig mor.

Frygtelig drøm…

Efter sådan en drøm, er jeg altid lidt underlig inden i. Jeg ved at det vil gå over efter nogle timer men det sætter dårlige tanker i gang hos mig lige nu.

Vrede og frustration over Lars. Hvorfor kan man ikke bare holde sammen??? Hvorfor går så mange forhold i stykker efter man har fået et barn??? Jeg forstår det ikke…DET GØR JEG ALTSÅ IKKE!

Måske VIL jeg ikke forstå det. For Lars og mit vedkommende, er vi jo stadig kærester. Vi bor bare ikke sammen men det gør mig rasende lige nu. Skal det bare være sådan her? Omgivelserne lader til at accepterer det. Min veninde S, hans forældre…er det bare fordi at det efterhånden er en del af normen for os spastiske mennesker, at vi ikke kan holde sammen?

Hvorfor kan vi ikke det? Er det blevet for ”let” at give op?

Jeg har altid haft drømmen om at finde ham her, som jeg skulle følges med livet igennem og dele alting med. At få børn ville bare være et kæmpe plus. NEJ, jeg vil IKKE forveksles med en naiv lille pige med prinsessedrømme. Det er sgu da ikke en skid naivt, at ønske en toenighed? Eller er det i dags Danmark?

Jeg troede i hvert fald at Lars ville være ”den”…min toenighed. Jo og ja, det kan han stadig blive og ”planen” for hele det her tiltag/arrangement, er at vi skal blive i stand til at kunne leve sammen igen. At han skal blive i stand til at kunne være kæreste og far hele tiden og ikke kun et par timer hver anden dag.

Jeg gruer sgu bare for, at det her bliver det ”lette løsning”, at han ikke lærer det han bliver nødt til og finder denne her løsning bedre end at bo sammen med mig og Emil.

Jeg føler at jeg er den eneste med de her tanker…at vi skal klare den sammen, frem for at leve sådan her. Alle andre lader til at synes det her er den bedste løsning og det er da ikke!!! Jo, hvis Lars bliver ved med ikke at kunne eksistere overfor mig og Emil. Hvorfor er det egentlig at han ikke kan det??? Skal han lide resten af livet, fordi han ENGANG var stofmisbruger? Hvorfor så overhoved holde sig clean? Hvorfor så ikke bare hakke sig videre i armen også have det sådan nogenlunde i stedet for ELENDIGT i en tilværelse som han har nu…som sgu da for øvrigt er ti gange bedre end en stofmisbrugers?

Jeg forstår stadig så lidt af det hele.

Hvorfor kan man ikke bare holde sammen. Jeg er en meget nem kæreste og min kærlighed er stor. Jeg forstår ikke så meget hertil morgen.