Åh.... orker næsten ikke at skrive det hele.

Min dejlige, men også alt for rødvinsdrikkende mor, som får trang til at svinge sabler efter glas nummer 3, og sidder i stuen og prøver at piske en stemning op, mens min far og jeg prøver at holde hende indenfor grænserne af et 'sympatisk menneske' og guide hende uden for faldgruber af grusomme udtalelser, hun ville fortryde dagen efter.

Og nu min søster, der spørger til min opfattelse af noget med den gamle kæreste hun gerne vil vinde tilbage.... Og så siger jeg, som jeg opfatter, det der sker... og så græder hun, skubber mig væk, går og siger at jeg altid tager sandheden for voldsomt frem, vælger det forkerte perspektiv, at jeg godt kunne vride sandheden lidt for at lempe.....

Hun ved godt det ikke er rimeligt. Jeg får lyst til at gå ud i en anden hytte som ikke findes, fordi jeg er træt af det minefelt man gebærder sig rundt i, i min familie. Med min søster... orker ikke at ligge her i dobbeltseng med hende og føle mig hadet. Men hvis jeg gik, ville det være et statement. Jeg er nødt til at ligge troligt og vente på at hun går, for at give os begge luft.

Det er hård at være her. Bagtaleri mellem om søskende, og mor der er en lidt en trold i en box, når hun bliver fuld. Hun er nu harmløs og dejlig og bare en fuld idealist, der elsker lidt heftig diskussion, men har glemt alle argumenterne. Det er pinligt... men jeg holder af hende. Søstrene kan slet ikke holde hende ud sådan. Det kan jeg heller ikke... men jeg får mest af alt omsorgsfølelsen tændt, når hun sådan fuld sidder og famler efter ordene.

Min søster og mig er noget helt andet. Det er kærligt og opslidende. Min veninde sagde ironisk til mig efter søsters og min sidste episode, at vi skulle i parterapi.

Hun er nu blevet klogere... bedre til at se sig selv udefra. Reagerer voldsomt. Hårdt. Hun er ked af det... men jeg kan mærke det er hårdt for mig også. Jeg stænger ting inde i maven ... pakker dem ind, og holder reaktioner nede, og det slider. Gør mig uforløst. Indestængt pæne-pige. Kan mærke mig kaste op over mig selv.

Jeg begynder at glæde mig til at komme hjem i overmorgen. 2 dage max, var der en herinde der sagde. Og sådan er det jo... ikke specifikt med mine forældre, men med min familie som helhed. Der er alt alt alt for meget kærlighed og for mange knudrede bånd imellem os, til at vi kan bevæge os frit. Jo jeg er pebermø, men ikke en af dem, der kan holde til uger med familien.