Så er det nu
Josephine Lø...
9 år siden
Svampe
Halina Abram...
6 år siden
Jeg er blevet Morfar
Poul Brasch ...
7 år siden
Lyst til livet
Halina Abram...
6 år siden
Jeg kunne også bare finde...
Kasper Lund ...
9 år siden
Fra en kasse til skjerme
Halina Abram...
6 år siden
Da jeg lærte at skrive
Olivia Birch...
9 år siden
Højskoleophold.
Hanna Fink (...
8 år siden
Masser af fest til mig :/
Michala Esch...
11 år siden
Første dag.
Neola
3 år siden
Græsken
Halina Abram...
6 år siden
Tanker
Luxuryline
9 år siden
Spaden, og Distortion - K...
Kasper Lund ...
7 år siden
SFI...Det Nationale Forsk...
Camilla Rasm...
10 år siden
Skoddag
Suree Lio (L...
11 år siden
Enfant Terrible
Tine Sønder ...
11 år siden
Hvad Naja kan.
Camilla Rasm...
10 år siden
back agien!!
Lisa Fjord (...
10 år siden
Når lykken holder ferie.....
Marlene Gran...
11 år siden
Luftforandring.
Neola
3 år siden
Fuglene
Hanna Fink (...
11 år siden
Sommerlandet
Hanna Fink (...
9 år siden
Da jeg blev student
Olivia Birch...
7 år siden
ægte skriveglæde
Jette Peters...
7 år siden
Positive tanker
Ace Burridge...
11 år siden
håb
Halina Abram...
6 år siden
Sidste udstillingsdag
Hanna Fink (...
9 år siden
Еnke
Halina Abram...
6 år siden
Hvis jeg var en fisk ...
Halina Abram...
6 år siden
Der var engang.
Ruth Christe...
7 år siden
Den søde.
Ruth Christe...
7 år siden
Kære natbog (IX)
Olivia Birch...
8 år siden
En aften med oplæsning, v...
Olivia Birch...
9 år siden
Dagen tiltaget med 49 min...
Hanna Fink (...
9 år siden
Rich's og kaffebønner bla...
Camilla Rasm...
9 år siden
uden søvn
Kenny Raun (...
9 år siden
Makrel madder og fødsler
Racuelle Hei...
7 år siden
Gad vide mon om det ikke bare var en god ide at Claus bliver hjemme i stedet for at rejse ud hele tiden? måske bare indtil at jeg slipper af med den sorte skygge som har fornavnet Uheld.

Til trods for aftale med chef om at jeg tog en ekstra sygedag, bare indtil snot, host og mavekramper var forsvundet helt, ja så ringede hun her i eftermiddags og spurgte meget pænt om jeg alligevel ikke var i stand til at tage aftenvagten. Som den søde ansat jeg nu er (som kun ligger sig syg på fridage, melder det til chefen og møder ind når hun har brug for det), ja så kunne jeg jo heller ikke sige nej denne her gang.
Skide være med snottet næse, hæs stemme og mavekramper.. med kun 2 timers varsel sagde jeg ja til at møde ind kl. 17
Den lange vej til Næstved som aldrig rigtig volder mig problemer, bortset fra når folk kører under hastighedsgrænsen, tager sig ekstremt god tid til at skifte gear, klatbremser sådan cirka en små 20 gange på under 1 km og som sænker farten ned til de 10 km/t godt 1 km fra lyskrydset, ja så nåede jeg jo alligevel frem til Næstved midtby lidt i fem..

I lyskrydset ved rampen hvor jeg altid plejer at dreje til højre, var der en lille knægt på bare de 6 år, som ikke helt kunne finde ud af om han skulle over fodgængerfeltet, eller om han skulle blive. Når det gælder børn, så tager jeg ingen chancer, dertil sagt at uanset alder på andre mennesker, så tager jeg selvfølgelig heller ingen chancer der.. men børn.. puha, bare man ser dem, er det nok refleks til at have foden parat på bremsen. Han besluttede sig i sidste øjeblik at løbe over fodgængerfeltet, da han så jeg holdt tilbage.. Bilen bagved mig, havde åbenbart ikke set ham, han trykkede på speederen og godt 10 sekunder senere.. SMASK og jeg havde en stationcar oppe i røven.
De ord som jeg råbte i sekundet bagefter, behøves for god ordens skyld ikke at blive gentaget her, men gal det var jeg..
Jeg parkerede bilen ind til højre og han fulgte efter.. Efter en meget behagelig samtale med manden, (ingen grund til at være uhøflig selvom han lige har kørt på i røven på mig) ja så lykkedes det også at smalltalke, udveksle numre, navne og kigge på bilerne samtidig.
Han spurgte om jeg var okay, jeg tog mig lidt til venstre skulder, nikkede et par få gange og sagde at det nok bare skulle arbejdes væk.. men han var ikke helt enig, og opfordrede mig til at tage en tur forbi skadestuen og få kigget lidt på den..

Så stædig som jeg nu er, så er det sjældent jeg tager på skadestuen, dels fordi ventetiden er gyselig lang, og for det andet er lægerne overhovedet ikke interesseret i at undersøge ordentligt nærmere, deres kommentar er som regel altid.. ”Ja jo, du er jo kommet lidt til skade det kan jeg jo godt se”
Mig: ”Nej kan du se jeg er kommet til skade?, sjovt for sidste jeg tjekkede efter, så sad jeg sku også fast med hånden i svingdøren, så jeg tror sku lidt ligesom dig at jeg nok også bare er kommet en lille bitte smule til skade” …
Lægen: ” Gør det meget ondt?” mens han af alle kræfter trykker til
Mig: sidder og trykker foden ind mod bordbenet mens min tænder gnaver sig ind i læben.. ”Nej overhovedet, bare kun en lille smule”, efterfulgt af det mest ironiske smil jeg kan finde frem, ” Det der er jo ingenting”
Det ender som regel med at lægen tygger sin kuglepen i stykker, kigger et par gange ned i journalen, kradser et par tegn ned og siger ”Jamen så er alt er jo i skønneste orden, hvis du har mere ondt i morgen, så kontakt din egen læge.. Jeg kan som minimum udskrive lidt smertestillende til dig, så du evt. kan få lidt søvn i løbet af natten”
Mit svar er som regel bare et venligt smil, en undskyldning for ulejligheden, tager imod de smertestilende og går min vej.

Så efter nøje overvejelse lidt over 5 i Næstveds nok mest befærdede kryds, sætter jeg mig ind i bilen og kører mod min arbejdsplads.
Efter en times arbejde, og ikke så meget snak om uheldet, (vi er jo professionelle) bliver jeg af gode grunde nødt til at sige stop.. Min skulder føles som om den er presset om på den anden side af ryggen og jeg kan ikke rigtig overskue en lang vagt.
Kvart over syv, efter kun 2 timers arbejde skriver jeg mig ud igen.. B er lige mødt ind på arbejde sammen med børnene og mellem de 2 chefer, halvt kinesisk, halvt dansk bliver der mumlet lidt om uheld og Malene.. B spørger om jeg vil arbejde i morgen (fredag) eller om hun skal få P til at tage den..
Vi kommer ikke frem til nogen rigtig løsning med hensyn til i morgen, jeg vil nødig opgive min vagt for at sidde hjemme og glo X-Faktor, når jeg i stedet kan tjene nogle penge, men på den anden side har jeg heller ikke lyst til at overbelaste mig selv så meget, at jeg ender på invalidepension når jeg bliver 35..

Så nu sidder jeg her… en torsdag aften, alene i et stort hus, med et meget lille tv, med Operation X som det eneste selskab, og en lille bærbar som uden egentlig formål er blevet tændt..
Behøves jeg at skrige ud til hele verden at Uheld kun bør komme på besøg når Claus er hjemme, så jeg i det mindste har en at putte mig ind til, når det hele bare går galt for mig!

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Med Uheld som fornavn er publiceret 08/01-2009 22:17 af Malene Louise Timmermann (Malene louise).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.