Selvom bølgerne går højt en gang imellem, bliver vi altid gode venner igen, det kan bare tage lidt tid og nogle laaange ophedede diskussioner.

Jeg fik sagt nogle ting til B, og jeg fik blandt andet fortalt ham, at jeg ikke gider at finde mig i, at han taler sådan til mig, og han fik fortalt, at hans reaktion. når han bliver ked af det, er at han bliver sur.. I sidste ende får vi renset luften og sagt fra, og det bedste er, at han faktisk lytter (og det gør jeg sådan set også, for jeg ved godt at det ikke kun er ham, der er bussemanden)

Jeg sagde blandt andet til ham, at jeg syntes det var meget mærkeligt, at han var lige så meget 'efter mig', som han plejer, selvom jeg er plaget af kvalme den ene halvdel af dagen og træthed den anden, og at han intet ekstra havde gjort for mig, nu hvor jeg virkelig havde brug for lidt ekstra omsorg og hjælp i hverdagen. Det viste han heldigvis allerede i går, hvor han overtog madlavningen fuldstændig og fik lavet flere forskellige ting på ingen tid, og var meget stolt bagefter ;) Jeg er nu heller ikke så emsig med brug af fløde og 'krummer' (rasp) på maden i øjeblikket, så i morgen skal han lave kød med krummer og hans egen senneps/champignon sovs til middag.
Det er nok meget sundt at jeg giver lidt slip og lader ham komme til - han vil jo gerne.

Jeg er ved at være godt træt af havregrød til morgenmad, som jeg spiser 2 portioner af med en times mellemrum, men hold op hvor det virker godt på kvalmen. Jeg ved ikke om det har noget med den mæthedsfornemmelse det giver, eller om der er noget i havregryn, det hjælper bare.
Jeg er totalt ubeslutsom, når det gælder mad, for i virkeligheden har jeg slet ikke lyst til at spise noget som helst, men jeg ved jeg skal, og at det hjælper på kvalmen. Så med en del kreativitet og selvovertalelse, går det lige. I dag har jeg f.eks. spist frugtsalat med råcreme til frokost - ummenums.
Det føles lidt som om jeg ingen smagsløg har, så der skal meget til, før jeg decideret har lyst til at spise noget - derfor er is og bolcher på favoritlisten pt.

Det bedste og det værste er, at jeg kan genkende nogle forskellige tegn fra da jeg havde spiseforstyrrelse. Dengang interesserede mad mig slet ikke, og jeg kunne stort set ikke lide noget, men det jeg har lært af det er, at det er vigtigt at spise, og det ikke hjælpe bare at spise sig mæt i chokolade og chips. Og så har jeg prøvet den her fornemmelse før. Jeg ved at jeg elsker mad, og at det går over på et tidspunkt - forhåbentlig da ;)