Hvad man oplever ved kirkegårdsregistrering.

Hadet til ham der ødelagd...
Musenmia
2 år siden
Kære natbog (XIV) - fande...
Olivia Birch...
6 år siden
Mette og musik
Halina Abram...
4 år siden
Jeg gør det snart
H.P Moeller
4 år siden
Flødedruk og lilla roser.
Regitze Møbi...
7 år siden
savføre
Peter
8 år siden
Ligegyldige værdier - Kas...
Kasper Lund ...
6 år siden
Dagen tiltaget med 32 min...
Hanna Fink (...
7 år siden
Nirvana
Ace Burridge...
9 år siden
Min Far er død
Poul Brasch ...
8 år siden
Overgangen fra en hjerneh...
Camilla Rasm...
6 år siden
Det aktive...
Poul Brasch ...
9 år siden
Fuglene
Hanna Fink (...
8 år siden
Læseferie... næsten
Michala Esch...
9 år siden
Cheshire Cat Grin
Tine Sønder ...
9 år siden
Torsdag
Mille Larsen...
4 år siden
Den lille dreng, er mig.
Kasper Lund ...
6 år siden
Ikke så halt længere...
Mikala Rosen...
12 år siden
I bussen.
Ruth Christe...
5 år siden
Kære natbog (II)
Olivia Birch...
7 år siden
Hyggedag
Josephine Lø...
7 år siden
Dejligt gensyn
Poul Brasch ...
9 år siden
Shoppingtur til Randers.
Ruth Christe...
5 år siden
Kære far ❤️
Musenmia
2 år siden
Dagen er tiltaget med 4 t...
Hanna Fink (...
6 år siden
Ophold
Hanna Fink (...
4 år siden
Kunstforening.
Hanna Fink (...
6 år siden
Hej. Og farvel igen. - Ka...
Kasper Lund ...
4 år siden
Livet tur-retur
denblaahund
7 år siden
Dagen jeg gav op
ToreB
4 år siden
Lad os sammen hylde nørdh...
Katrine Søre...
8 år siden
Når man laver museumsarbejde, så kan man blive bestilt af et menighedsråd, der ligger indenfor museets kommunegrænse...der er måske også nogle museer, som opererer indenfor nogle gamle amtsgrænser. Man kan ikke vide alt som fleksjobber.

I praksis betyder det, at Vestsjællands Museum har Slagelse Museum under sig, og Slagelse Kommune udgør nok den geografiske definition på, hvilke menighedråd, der kan bede os om at registrere deres kirkegårde.

Online-ulve, hvis I tænker, at en tur på kirkegården en steghed forårsdag er kedelig og udmattende, så tro om igen...hm, altså udmattende er det med kortere frokostpause og en del bukken sig for at nå ned og tage mål af gravstenene, men oven på mine dagbøger om selvmordsforsøg og pillepsykose, så vil den mere eller mindre faste læser af mine dagbøger vide, at undertegnede mærkeligt nok lever bedst på kanten af bevidstheden med sælsomme historier. Og det er netop, når man når udmattes en smule på kanten af bevidstheden, at man pludselig mærker, hvad som står på stenene.

Quelle drama!
Tror I det ikke?

Men den er god nok, man skal bare lære at mærke efter. Første gang for mig var såmænd lang tid, før jeg end registrerede en kirkegård for første gang.
Det var efterår, og det var før 2005. Eller det var måske netop det år, for mine brødre var på det tidspunkt ved at runde 40. Jeg knækkede spontant den efterårsdag med stille, diset regn, da jeg fik blikket fra en brændende ahorn lige ned på en sten...en mand, der var død 40 år gammel.

Er jeg hystade? Nope, det ville være meget svært at kalde mig med de argumenter, som jeg stabler op i det følgende, for jeg kender til mindst en par mødre herinde, så I bliver henvist til gravsten af typen: sov sødt Hans...1909-1911.

Hvis ikke gamle dages fødselsdramaer, der går godt på trods af den viden, man ikke lige havde til rådighed (selv om det alligevel ender 2 år efter begyndelsen)...altså hvis ikke det ringer en klokke (også fra en tid, hvor kvinder fødte mellem 10 og 20 børn, for der var ikke lige beskyttelse og lovlig abort)...ja ja, hvis I så insisterer på mere aktualitet...ja ja, så er I selv ude om det...så retter jeg det...kan det mærkes nu:

Vi kommer til at savne dig lille Tobias...2010-2012.

Så er der eksemplet alle burde kunne mærke. Det mere historiske, hvor historien knækker individet...hm, det ellers udelelige (den latinske betegnelse individ betyder netop udelelig)...Hvil i fred Hans Christian Clausen...22. december 1915 - 3. maj 1945.

Man kan begynde at spekulere på om ikke sidstnævnte eksempel er monster ærgeligt (første eksempel er ikke ærgeligt, det er direkte trafisk), men det ville for mit vedkommende være at tage dødens mulighed og sten sikre virkelighed et dårligt og ufrugtbart sted hen. Jeg tænker hellere: Hvad ville jeg gøre? Ville jeg være stærk nok til at foretage nogle altruistiske valg for fremtidige generationer, så min død kunne få en eller anden mening? Individ - fællesskab...fællesskab - individ.

Et valg man nødvendigvis tager uden at vide på forhånd, om man faktisk kommer til at dø af det. Men sådan er vilkåret for valg af den slags, hvis ikke valg af alle slags. Men vi har altid det valg.

Det var en varm forårsdag for Rune og mig, da vi målte sten op og nedskrev teksterne. Fuglene sang en hel jungle og dagen gik med disse små punches i den mentale lever på kanten af bevidstheden.

Man tror ikke, at gamle gravsten er vigtige, men de hvisker i varmen. Ru natursten med påsatte bronzebogstaver - ganske simpelt og ingen prunk...en almindelig person uden titel...næsten uden historie. Blankpolerede marmor- og granitsten (rød, sort, grå eller blå fra Bornholm), som regel med titel. Bagermester, malermester, direktør, overlærer, overlæge, degn, præst. Familiegravsteder eller ligefrem familiegravsten - med far mor og to børn skrevet ovenfra og ned. Det er titlerne og de tunge familier museet som regel indstiller til bevaring, og de kendte naturligvis.

Der bliver næppe megen indstilling af de sten, som er rejst for børnene. de er for nye endnu, og hvis deres forældre ikke betød noget specielt for lokalsamfundet, så er det ikke til en indstilling om bevaring. Det er de gravsten, som i dag, mens de er friske, står med bamser, levende lys og et lille troldetræ ved siden af sig med figurer af hama perler hængt på grenene.

Det er mestrene og svendene. Det er titlerne, som vi registrerer til museet og menighedsrådene. Men når dagen er varm og frokostpausen er kort, så tager noget andet over...en stemme har før i mine dagbøger været Imear Quinns, men lige nu nynner den en schlesisk melodi med ord fra Ingemann:

Tider skal komme, tider skal henrulle. Slægt skal følge slægters gang. Aldrig forstummer tonen fra himlen, i sjælens glade pilgrimsgang.

God appetit online-ulve, æd mig op, der er hverdagsnadver, og man kan ikke godt leve uden at spise!

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Hvad man oplever ved kirkegårdsregistrering. er publiceret 31/05-2013 14:56 af Camilla Rasmussen (II) (Camra).

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.