7 år siden

Tårer, vold skænderier ALDRIG MERE

Firserdate
Tine Sønder ...
9 år siden
Clairvoyant Medie
Sylvia Ebbes...
8 år siden
Juletid
Gittepigen
9 år siden
Kafferumlen - Kasper Lund
Kasper Lund ...
5 år siden
Julefrokost med at par sm...
Carsten Cede...
7 år siden
4 år føles som i går.
Jønsse
5 år siden
Den skjulte mening.
Liza Abildsk...
7 år siden
Lokumsdyret
Regitze Møbi...
7 år siden
Små og store fremskridt p...
Michala Esch...
3 år siden
Dag 6 på Fyldepennen. Fes...
Gaffa Brandt
8 år siden
Velkommen til oversprings...
Michala Esch...
9 år siden
Næste stop: skriverefugiu...
Syrene Hvid
2 år siden
Forandring
Hanna Fink (...
7 år siden
Plan B
Dus
5 år siden
Ny Picanto
Peter
8 år siden
Cykelmareridtet og satans...
Carla Krogh ...
6 år siden
Skorpioner
Tine Sønder ...
9 år siden
Fortiden er hård.
storm89
2 år siden
Om at være tanketyven
Merida Dunbr...
2 år siden
13.09.2016
Marianne Mar...
5 år siden
Bedstemor på dating.
Ruth Christe...
5 år siden
i bad med Noa
Peter
6 år siden
jeg ved slet ikke hvordan jeg skal starte alt det her. Sidder med en kæmpe sten i maven, tårer i øjene, og alligevel føler jeg mig helt vild lettet...

I dag har jeg truffet et MEGET stort valg, et valg der betyder at jeg nu er alene med mine piger.

Tårer, Vold, skænderier ALDRIG MERE...

Idag har jeg sagt stop, i dag har jeg skrevet skilsmisse papirene under, skilsmisse pga. vold. jeg har været total blind eller bare TOTAL dum, naiv ja kald det hvad du vil.

Igår var jeg til møde på kommunen fordi der var lavet en underretning fra børnehaven omkring at min den mindste havde set at jeg var blevet slået/skubbet og ikke kunne rejse mig igen. Godt hun fortalte det, det er jeg glad for, hvis ikke hun havde gjort det, havde jeg været i det her forhold endnu.

Hun sagde på kommunen at hvis min den stores far (som god ved hvad der har været sket i lang tid) søgte om at få hende ville han have en rigtig god sag, især hvis jeg blev hos min mand.

Jeg fik det slag i hovedet som jeg havde brug for, jeg fik jo mere eller mindre at vide at hvis jeg fortsatte mit liv ville jeg miste mine børn, DET SKAL BARE ALDRIG SKE, min søster var med, så vi fik snakket meget sammen bagefter, og jeg fortalte så min daværende mand om min beslutning da jeg kom hjem. (han har midlertidig opholdstilladelse, udløber i november) han blev rasene, beskyldte mig for alverdens ting, utroskab, og for at have planlagt det her i lang tid. Der var ikke den tingder ikke var sket.

Han rørte mig ikke, jeg forklarede ham stille og roligt at jeg ikke tænkte på hverken ham eller mig, men på mine piger. Jeg sov i stuen og han i soveværelset, jeg fik ikke sovet meget, fordi jeg lå og tænkte.

Den store tog i skole i morges og den lille kom i børnhave, min søster havde heldigvis fri i dag, så jeg tog hjem til hende bare for at komme ud, men dårlig var jeg kommet ud til hende før så væltede det ind med sms om alt mulig lort igen, først vrede så hans frustrationer så hvor ked af det han var og hvor meget han ville ændre sig. Til sidst blev det bare for meget, så jeg bad ham pakke sine ting og være ude af lejligheden klokken 17, og smide nøglerne i postkassen, det gjorde han. At han så tog begge Apple Tv med og min ene computer, lad det være hvad det vil, det er KUN DØDE TING, men han er ude nu.

Søs kørte med herhjem og lavede aftensmad, og jeg uden at tænkte over noget som helst, satte mig her, loggede ind på statsforvaltningen og underskrev skilsmisse papirene uden foregående separation pga. vold, udfyldte hvad jeg skulle, og betalte online. Jeg kunne mærke en lettelse, men så kom den der forbandede tung sten i min mave, som om jeg ikke kan trække vejret, også de der skide tårer. JEG VIL SGU IKKE TUDE OVER HAM, jeg kan slet ikke finde ud af noget.

Hvorfor har jeg ikke en der bare kan holde om mig og hjælpe mig med alt det her, jeg ved godt jeg har min søster, og jeg elsker min søster meget meget højt, og hun er der for mig 100%, men jeg har sgu brug for en som ja jeg ved det sgu ikke, jeg vil ikke have det sådan her mere.

også mit arbejde :( jeg startede i nattevagt på min arbejde i februar, hvor jeg har været i snart 7 år, det kan jeg pludselig heller ikke mere. Jeg skal over og tale med min chef og fortælle hende at jeg gerne vil tilbage i dagvagt, jeg kender allerede hendes svar... "HVAD SAGDE JEG" Hun har sagt mange gange at jeg ikke skulle finde sammen med ham, men jeg elskede ham jo forhelvede..

Nu er jeg bare forvirret og pisse bange...

Åh gud bare jeg vidste hvad jeg skulle gøre... :( :( :(

Skriv kommentar

Dagbogsindlægget Tårer, vold skænderier ALDRIG MERE er publiceret 20/08-2014 21:52 af Temlig ensom.

Log på for at skrive en kommentar til denne dagbog. Har du ikke allerede en profil kan du oprette en helt gratis.